Mr. Vice President, Mr. Speaker, members of the Senate and the House of Representatives:

Yesterday, December 7th, 1941—a date which will live in infamy— United States of America was suddenly and deliberately attacked by naval and air forces of the Empire of Japan.

The United States was at peace with that nation, and, at the solicitation of Japan, was still in conversation with its Government and its Emperor looking toward the maintenance of peace in the Pacific. Indeed, one hour after Japanese air squadrons had commenced bombing in the American island of Oahu, the Japanese Ambassador to the United States and his colleague delivered to our Secretary of State a formal reply to a recent American message. And while this reply stated that it seemed useless to continue the existing diplomatic negotiations, it contained no threat or hint of war or of armed attack.

It will be recorded that the distance of Hawaii from Japan makes it obvious that the attack was deliberately planned many days or even weeks ago. During the intervening time the Japanese Government has deliberately sought to deceive the United States by false statements and expressions of hope for continued peace.

Præsiden Roosevelt holder sin "Skændseldagstale" for Kongressen den 8. december 1941. Bag ham ses vicepræsident Henry A. Wallace (tv.) og Speaker of the House Sam Rayburn. Til højre, i uniform foran Rayburn, ses Roosevelts søn James, som ledsagede sin far til Kongressen.

The attack yesterday on the Hawaiian Islands has caused severe damage to American naval and military forces. I regret to tell you that very many American lives have been lost. In addition American ships have been reported torpedoed on the high seas between San Francisco and Honolulu.

Yesterday the Japanese Government also launched an attack against Malaya.

Last night Japanese forces attacked Hong Kong.

Last night Japanese forces attacked Guam.

Last night Japanese forces attacked the Philippine Islands.

Last night the Japanese attacked Wake Island.

And this morning the Japanese attacked Midway Island.

Japan has, therefore, undertaken a surprise offensive extending throughout the Pacific area. The facts of yesterday and today speak for themselves. The people of the United States have already formed their opinions and well understand the implications to the very life and safety of our nation.

As Commander-in-Chief of the Army and Navy, I have directed that all measures be taken for our defense.

But always will our whole nation remember the character of the onslaught against us. No matter how long it may take us to overcome this premeditated invasion, the American people in their righteous might will win through to absolute victory.

I believe that I interpret the will of the Congress and of the people when I assert that we will not only defend ourselves to the uttermost but will make it very certain that this form of treachery shall never again endanger us.

Hostilities exist. There is no blinking at the fact that our people, our territory and our interests are in grave danger.

With confidence in our armed forces—with the unbounding determination of our people—we will gain the inevitable triumph—so help us God.

Doolittle-raidet fandt sted 18. april 1942 og var det første amerikanske angreb på det japanske fastland under 2.verdenskrig.

Angrebet blev ledet af oberstløjtnant James Harold Doolittle og blev udført med 16 mellemtunge B-25-bombefly fra hærens luftvåben, der lettede fra hangarskibet USS Hornet (Task Force 18), som lå 1.050 km øst for Japan.

Det var usædvanligt, at fly fra hæren blev sendt af sted fra flådens skibe.

Efter angrebet skulle gruppen af bombefly lande i den venligtsindede del af Kina.

Fordi Task Force 18 blev opdaget af et japansk orlogsfartøj, måtte planerne ændres. Bombeflyene blev sendt af sted 10 timer før planen, men da man var 275 km længere væk fra Japan end planlagt, manglede de brændstof.

Missionen blev dog gennemført. Flyene fløj mod Japan i meget lav højde for at undgå opdagelse. De nåede Japan omkring kl. 12 lokal tid og øgede flyvehøjden til 460m (1.500 fod) og bombede 10 militære og industrielle mål i Tokyo, to i Yokohama og et i hver af byerne Yokosuka, Nagoya, Kobe, and Osaka. B-25’erne blev udsat for let antiluftskyts og angreb fra enkelte japanske jagerfly (japanske Ki-45kere og en prototype Ki-61’er), men ingen fly blev skudt ned.

Grundet brændstofmangel kunne flyene imidlertid ikke nå til de planlagte baser i Kina og 15 af flyene faldt ned, størstedelen af besætningerne sprang ud med faldskærm i den af japanerne okkuperede del af Kina, medens et fly nødlandede intakt i Sovjetunionen tæt ved Vladivostok.

Tre tilfangetagne amerikanere blev henrettet af japanerne, medens fem blev holdt i fangenskab; én døde inden krigens afslutning. Tre andre blev dræbt under landingsforsøgene, og de fem, der landede i Sovjetunionen, blev interneret, da USSR ikke var i krig med Japan. Flyet blev konfiskeret. 64 blev hjulpet af kinesiske partisaner og vendte tilbage til USA. Mange civile kinesere blev dræbt pga. repressalier fra de japanske besættelsesstyrker.

Raidet forårsagede ikke de store skader, men det forbedrede den amerikanske moral og viste japanerne, at USA havde muligheden for at ramme Japan. Det førte også til, at japanerne valgte at trække flystyrker tilbage fra Stillehavet for at beskytte selve Japan.

Doolittle var overbevist om, at tabet af 16 fly og de minimale skader, raidet havde forårsaget, ville bringe ham for en krigsret. I stedet blev han udnævnt til brigadegeneral og fik den højeste amerikanske orden, Congressional Medal of Honor, af præsident Roosevelt. General Doolittle blev chef for diverse af USAAF's luftflåder i løbet af krigen.

Den japanske, engelsksprogede propaganda-radio Tokyo Rose bagatelliserede angrebet som Do-Nothing-raidet (Gjorde-Ingenting-raidet).