Operation Overlord var kodenavnet for de Vestallieredes invasion af Normandiet i 2. verdenskrig. Operationen havde til formål at trænge tyskerne ud af et område i Nordfrankrig, som derefter kunne bruges som basis for befrielsen af Frankrig og det øvrige Nordvesteuropa. Operationen omfattede dels selve landgangen i Normandiet den 6. juni 1944 (Operation Neptune) og de følgende operationer indtil udgangen af august, hvor de allierede arméer havde befriet Paris og de tyske hære havde trukket sig tilbage over Seinen.
For at lette presset på den Røde Hær på Østfronten havde Josef Stalin presset på for at få de Vestallierede til at åbne en Anden front i Vesteuropa. På Teheran-konferencen i november 1943 besluttedes det at gennemføre landsætninger i Nord- og Sydfrankrig (Operation Overlord og Anvil).
Det overordnede mål ved planlægningen af Operation Overlord var at skabe et brohoved i Frankrig, som var tilstrækkelig stort til at det kunne danne grundlag for en generobring af Frankrig. I Den forbindelse var det vigtigt at erobre Caen, hovedbyen i Normandiet, som samtidig var områdets trafikale knudepunkt. Cherbourg havde områdets vigtigste dybvandshavn, og ville således være vigtig i forbindelse med opbygningen af de allierede styrker i området. Endelig var det vigtigt at få kontrol over Saint-Lô og Avranches, som ville åbne vejen for erobring af Bretagne og give adgang til de franske sletter.
I landgangen deltog soldater fra Storbritannien, USA, Canada, Polen, Frankrig, Tjekkoslovakiet og en række andre lande. I 2014 blev Danmark langt om længe officielt anerkendt som et af de allierede lande på grund af de ca. 800 danske sømænd der deltog i operationen. Ved selve landgangen og ved den efterfølgende opbygning af de allieredes styrker i Frankrig blev der indsat en enorm armada af skibe, som bragte tropper og forsyninger til Normandiet. Under operation Overlord blev der også indsat et meget stort antal kampfly til at sikre luftherredømmet over slagmarken og til at nedkæmpe tyske enheder på slagmarken eller på vej til slagmarken.
Ved kysten havde tyskerne opført den såkaldte Atlanterhavsvold, som skulle dæmme op for de allieredes landgang. Volden strakte sig fra Norge til Pyrenæerne, men var stærkest udbygget omkring Pas-de-Calais, hvor tyskerne var fast overbeviste om at landgangen ville finde sted.
Efter landgangen i Normandiet – operation Neptune – forsøgte de allierede at udvide deres brohoveder. I den vestlige del af invasionsområdet blev de kraftigt generet af det svært gennemtrængelige bocage-landskab, mens tyskerne indsatte deres elitekampvognsenheder i den østlige del omkring Caen. I slutningen af juni blev Cherbourg erobret, men tyskerne havde forinden ødelagt havnen, så der gik måneder inden den kunne anløbes af større skibe. Midt i juli erobrede briterne Caen og amerikanerne erobrede Saint-Lô, som i operation Cobra blev udgangspunkt for det allierede gennembrud af de tyske stillinger. Herefter befriedes først det meste af Bretagne hvorefter de amerikanske styrker svingede syd om den tyske front, så der dannedes Falaise-lommen. Det lykkedes hovedparten af de tyske styrker at bryde ud af omringningen ved Falaise, men hovedparten af deres tunge våben gik tabt og de måtte hastigt trække sig tilbage over Seinen. Den 25. august nåede de allierede frem til Paris, hvor indbyggerne havde indledt en opstand nogle dage i forvejen, og ved udgangen af august beherskede de allierede området mellem floderne Loire og Seinen.
Operation Overlord var fra begge sider kendetegnet ved militærteknologiske fornyelser. Desuden spillede områdets landskab og natur en stor rolle. En storm ødelagde f.eks. den ene af de to midlertidige Mulberry-havne, som de allierede havde bygget ved kysten.
Efter krigen blev der etableret krigerkirkegårde, mindesmærker og museer i området af de implicerede i operationerne. Operation Overlord er også blevet beskrevet i en lang række bøger, film og spil.
Baggrund og den allierede planlægning
Det Frie Frankrig og situationen i det besatte Frankrig
Samtidig med Frankrigs kapitulation den 25. juni 1940 grundlagde den franske general Charles de Gaulle komiteen France libre i London og blev leder af de Frie franske styrker og "den nationale forsvarskomite". Det medførte at de Gaulle blev dømt til døden for højforræderi af krigsrådet i Vichy-regeringen i august 1940.
De fleste lande anerkendte Vichy-regeringen under marskal Philippe Pétain som Frankrigs legitime regering. Winston Churchill bestræbte sig i starten på at komme diplomatisk overens med Vichy-regeringen, men støttede samtidig de Gaulle[13] og angreb i Operation Catapult den franske eskadre, som under kommando af Petains marineminister admiral François Darlan lå for anker ved byen Oran i Algeriet. Herved blev mange franske søfolk dræbt, og forholdet mellem Storbritannien og Frankrig kølnedes kraftigt.
Adskillige franske kolonier, fortrinsvis i Afrika, heriblandt Cameroun og Tchad sluttede sig til de Gaulles Frie Franske. Fra 1942 fulgte Diego Suarez på Madagaskar og Dakar i Fransk Vestafrika efter. De Gaulle sørgede for, at Frankrig var repræsenteret på de forskellige allierede fronter med enheder fra de Frie franske styrker. Hertil kom, at han inspirerede og støttede den Franske modstandsbevægelse ved hjælp af Colonel Passy, Pierre Brossolette og især Jean Moulin.
Om den tyske besættelse sagde den franske kvinde Marie-Louis Osmond, som boede i byen Périers: Det er svært at måtte se på at seks støvleklædte soldater gør sig det behageligt i det grå værelse, det lille bibliotek og ovenpå i det store soveværelse. Det minder mig til stadighed om nederlaget. Jeg er dybt ulykkelig
USA's indtræden i krigen, de første planer for en invasion og prøven ved Dieppe
Den 7. december 1941 angreb japanerne den amerikanske flådebase Pearl Harbor, og kort efter erklærede Tyskland USA krig. Selv om ophidselsen over det pludselige japanske angreb var stor i den amerikanske offentlighed vedtog regeringerne i Washington og London at følge Europa først strategien, dvs. at nedkæmpelsen af Tyskland havde førsteprioritet. Derudover skulle invasionen forhindre, at den Røde Hær trængte for langt mod vest.
Allerede umiddelbart efter evakueringen fra Dunkerque i juni 1940 begyndte briterne at undersøge de franske kyster for at finde frem til om de var brugbare ved en invasion. Frømænd hentede jordprøver fra strandene, og der indsamledes feriebilleder, så man kunne lære så meget som muligt om de kystnære områder. Normandiet var en af de mere lovende muligheder. Da området lå forholdsvis tæt på Storbritannien skulle invasionsstyrken og de efterfølgende forsyninger sejles forholdsvis kort, og Normandiet var indenfor de britiske jagerflys aktionsradius, så det var muligt at sikre angrebsstyrkerne mod angreb fra luften. Det forholdsvis flade land lod til at være egnet til en hurtig fremrykning og gjorde det muligt at lande med svævefly. De tyske styrker i fæstningsanlæg var svagere end ved Pas-de-Calais og Cherbourgs havn havde tilstrækkelig kapacitet til at kunne håndtere landsætning af store forstærkninger og forsyninger.
Efter starten på Operation Barbarossa – det tyske angreb på Sovjetunionen i juni 1941 begyndte Stalin allerede i juli 1941 at kræve, at briterne skulle etablere en 2. Front. Dette skurrede i mange britiske ører, i betragtning af at Stalins Sovjetunionen helt indtil det tyske angreb havde leveret olie og andre forsyninger til Tyskland, til brug for nazisternes krigsførelse mod Storbritannien.
Konkrete invasionsplaner begyndte først at blive formuleret i 1942 og gav anledning til store diskussioner mellem briterne og amerikanerne. Disse indledtes allerede ved Arcadia-konferencen mellem den britiske og amerikanske generalstab, som blev afholdt i Washington mellem den 22. december 1941 og den 14. januar 1942. Briterne med premierminister Winston Churchill i spidsen gik ind for, at man skulle indlede angrebet i udkanten af det tyske magtområde, da man herved gjorde det dyrt og besværligt for tyskerne at bringe forsyninger frem, så der var en rimelig chance for, at de kunne besejres. Amerikanerne derimod gik ind for, at man hurtigt skulle landsætte en styrke i Frankrig og sigte mod at rykke frem mod Berlin. Denne løsning var briterne ikke tilhængere af, da de var bange for, at det hurtigt ville udvikle sig til en skyttegravskrig, som i 1. Verdenskrig, da det ville være forholdsvis let for tyskerne at indkredse de forholdsvis små styrker, som de allierede kunne indsætte på daværende tidspunkt.
Fra starten af, stod det imidlertid fast, at der på et tidspunkt skulle foretages en landgang i Nordvesteuropa ligesom de allierede skulle sikre sig herredømmet i Middelhavet. Hermed ville især briterne også sikre sig, at Sovjetunionen ikke trængte for langt ind i Mellemeuropa. Der blev udarbejdet to indledende planer, Operation Sledgehammer som gik ud på en invasion i 1942 og Operation Roundup, som gik ud på en noget større invasion i 1943.
De allierede planlagde desuden et angreb på den franske havneby Dieppe. Formålet med angrebet var først og fremmest at finde ud af, om det var muligt at erobre og holde en havn på det europæiske fastland i en kortere periode. Samtidig skulle der indsamles informationer, og de tyske besættelsesstyrkers reaktion skulle analyseres. Denne Operation Jubilee var foreslået af admiral Lord Louis Mountbatten, chef for Combined Operations, og blev gennemført den 19. august 1942. Angrebet blev i overvejende grad foretaget af canadiske tropper, og udviklede sig til noget nær en katastrofe. Operationen kostede ca. 1.000 soldater livet, og 2.500 blev taget til fange, men herefter stod det klart, at den af Josef Stalin krævede 2. front ikke kunne etableres i 1942, men angrebet på Dieppe havde også været lærerigt, og det kom den senere operation Overlord til gode.
Den tyske hær havde tab på mindst 311 døde og 280 savnede ved operationen, og den tyske propaganda prøvede at fremstille det allierede raid som en fejlslået invasion.
Churchill havde allerede i foråret 1942 besluttet, at der først skulle gøres landgang i Nordafrika. Da de allierede kun havde forholdsvis få tropper og landgangsbåde til rådighed var det på dette tidspunkt umuligt at gennemføre en invasion på det europæiske fastland. Planerne om invasionen i Nordafrika stødte på massiv modstand fra Sovjetunionen og i første omgang var de amerikanske stabschefer heller ikke tilhængere af planen. Churchill endte dog med at få sin vilje.
Planlægning af invasion i 1943
På Casablanca-konferencen i januar 1943, efter den vellykkede invasion i Nordafrika nåede de britiske og amerikanske stabschefer (Combined Chiefs of Staff) frem til, at forberedelserne til Operation Roundup ikke kunne afsluttes inden midten af august. Dermed var det ikke muligt at indlede invasionen før i efteråret 1943, hvilket betød, at Roundup ikke kunne understøtte den sovjetiske sommeroffensiv. Landgangen på Sicilien blev derfor fremskyndet og invasionen af Vesteuropa blev udskudt til 1944, idet briterne dog forbeholdt sig muligheden for at etablere et mindre brohoved i slutningen af 1943. Derudover blev det besluttet at nedkæmpe det tyske Luftwaffe ved luftangreb allerede i 1943 og derefter indlede en større bombeoffensiv, som skulle forberede landgangen i 1944. Nedkæmpelsen af det tyske luftvåben blev først og fremmest mulig, da de meget hurtige og langtrækkende amerikanske Mustang jagerfly blev til rådighed i stort tal.
På den britisk-amerikanske Trident-konference i maj i Washington lagde Churchill og Roosevelt sig fast på, at invasionen skulle ske i maj 1944. Stalin blev først efterfølgende informeret om, at der ikke ville komme en invasion i 1943. På Quadrant-konferencen i august i Quebec blev de første detaljerede planer for Operation Overlord lagt frem.
Operation Skyscraper
SHAEF-planlægningsgruppen (fra venstre): General Omar Bradley, Admiral Bertram Ramsay, Air Chief Marshall Arthur Tedder, General Dwight D. Eisenhower, General Bernard Montgomery, Air Chief Marshall Trafford Leigh-Mallory og General Walter Bedell Smith
Roundup-planen blev fra marts 1943 udbygget betydeligt af den britiske generalløjtnant Sir Frederick E. Morgan. En første version med betegnelsen Operation Skyscraper, lagde op til en landgang på strandene ved Caen og på den østlige side af Cotentin-halvøen, med indsættelse af fire divisioner i den første bølge og seks umiddelbart efter. Desuden var det planen, at der skulle indsættes 11 specialstyrker mod særlige mål, og der skulle også indsættes fire luftbårne divisioner mod de tyske forsyningslinjer. Efter etablering af det første brohoved, som også omfattede Cherbourg, var det meningen, at der skulle erobres yderligere havne, for at sikre invasionsstyrkens forsyningsveje. Fremstødet skulle rettes mod havnene ved Seinens munding med en yderligere landgang ved Le Havre. Senere skulle havnen i Antwerpen erobres, så der kunne opstilles allierede enheder mellem Pas-de-Calais og Ruhr. Planlægningen af Skyscraper var præget af, at de vigtigste problemer ved en invasion over kanalen blev identificeret, som først og fremmest bestod i at fremskaffe et tilstrækkeligt stort antal landgangsbåde og -skibe. Som absolut minimum regnede man med, at ti divisioner skulle transporteres over kanalen, hvilket lige ville være nok til at kunne bekæmpe de fjendtlige enheder som på daværende tidspunkt var til stede i området. Hvis det ikke lykkedes de allierede at forhindre yderligere tyske enheder i at blive overført til Frankrig, måtte invasionsflåden forøges, så den kunne transporterede yderligere divisioner. Yderligere to divisioner måtte afsættes til kystforsvar.
Operation Skyscraper gjorde det klart, at en invasion ville stille store krav til tropper, materiel og logistik, og bidrog i høj grad til at Roundup-planen blev opgivet. Planlæggerne havde imidlertid også brug for en hurtig afklaring, så de ikke at måtte opstille krav til operationen baseret på en mulig kommende oprustning fra modstanderens side. Jo længere planlægningen skred frem, jo mere stod det klart, at de allierede endnu ikke var klar til en invasion. Målene for operation Skyscarper var for store. De britiske planlæggere trak sig ud af staben, da tanken om at yde beslutsom modstand ikke syntes dem tilstrækkelig som basis for en beregning af hvor mange divisioner, der skulle indsættes i angrebet. Dermed kom det til et brud i invasionsplanlægningen.
Operation Overlord
Den planlagde udvidelse af brohovedet ifølge dokumenter fra 21. Armegruppe fra februar 1944
Da nogle af planlæggerne flyttede med til COSSAC staben, gik mange af ideerne fra Skyscraper ikke tabt, men blev overført til Operation Overlord. General Morgan indså imidlertid også, at det var nødvendigt at begynde forfra på et nyt grundlag. Ganske vist var der indsamlet mange brugbare oplysninger, men en brugbar plan havde man stadig ikke fået. Morgan gav sin stab ordre til at tage de eksisterende planer i betragtning for at spare tid, men alligevel betragte det som en helt ny planlægningsopgave.
Det herefter fremlagte overordnede koncept bestod først og fremmest af en stort anlagt landoffensiv, som gik ud på at invadere og besætte Tyskland med ca. 100 divisioner. Indledningsscenariet skulle en canadisk armé i sydvest stå for, mens hovedstyrken stod klar i USA til at krydse Atlanterhavet. Med hensyn til den nødvendige støtte fra luften skulle angrebet gennemføres på venstre flanke overfor de britiske enheder. Yderligere amerikanske styrker skulle udvide brohovedet og erobre havnene, gennem hvilke enhederne fra USA skulle landsættes. For at undgå en sammenblanding af de administrative kompetencer, var det bedre at betegne det canadiske brohoved som venstre flankedækning for amerikanerne. I hvert fald betød åbningen af atlanterhavshavnene en forskydning af invasionsstedet længere vestpå. Således stod det snart klart for general Morgan, at landgangen kun kunne ske i Frankrig. Hvis man erobrede havnene i Belgien og Holland ville det betyde, at landgangstropperne også ville blive kastet direkte ud i erobringen af Tyskland.
Under antagelse af, at tyskerne ville etablere det bedst mulige forsvar ved kysten og i betragtning af hvilke ressourcer, der stod til de allieredes rådighed, vurderede kommandørkaptajn John Hughes-Hallett, den øverste britiske flådeplanlægger, i maj, at landgangstropperne skulle bestå af fire divisioner og yderligere 16.000 soldater i pansrede landgangsskibe med ca. 12.000 køretøjer i Landing Ship Tanks (LST) og lignende skibe. Yderligere en division skulle landsættes indenfor 24 timer.
Hovedproblemet med at skaffe landgangsbåde og -skibe af enhver slags var imidlertid stadig ikke løst. Briterne forsøgte at få amerikanerne til at love, at skibene ville være klar i rette tid, men den aktuelle situation i Stillehavskrigen betød, at amerikanerne ikke umiddelbart var klar til at afgive et sådant løfte, selv om produktionen af landgangsfartøjer kørte på højtryk efter general George C. Marshalls memorandum i 1942. Ansvaret herfor lå imidlertid ved den amerikanske flåde, som ganske vist byggede alle slags skibe fra kanonbåde til hangarskibe på sine værfter, men ikke havde erfaring med at bygge landgangsbåde. Hertil kom, at værfterne var stærkt tynget af ældre ordrer. Af denne grund overlod de opgaverne til mindre værfter i det indre af USA. Det blev imidlertid stadig sværere at finde folk og optræne dem til at fragte bådene til atlanterhavskysten. Det endte med at den amerikanske kystbevogtning overtog denne opgave, som blev løst af teknisk set dårligt uddannet personale. F.eks. var der nær blevet udløst et alvorligt uheld af en ung skibsfører, som ved nattetide sejlede en landgangsbåd ned ad Niagara floden forbi indsejlingen til Erie kanalen, så han var på vej direkte mod Niagaravandfaldene. Han overså alle advarselssignaler på bredden, men båden løb på grund nogle hundrede meter inden vandfaldet. Da han senere blev afhørt, indrømmede han, at han vel havde set lyssignalerne, men ikke havde forstået deres betydning. Denne mangel på erfaring forsinkede ganske vist skibsbygningsprogrammet, men kunne ikke for alvor true det. I februar 1943 afsluttedes programmet i første omgang som planlagt med en rekordproduktion af 106.146 tons deplacement Videreførelsen af programmet skete på et lavere niveau, og i maj 1943 blev der kun bygget 60.000 tons.
Briterne pressede på overfor amerikanerne for en forøgelse af produktionen for at have en tilstrækkelig stor flåde til rådighed på det planlagte tidspunkt i foråret 1944. Da de britiske værfter var fuldt optagne, måtte bådene bygges i USA.
Til gengæld argumenterede amerikanerne med, at deres andre skibsbygningsprogrammer var blevet forsinket på grund af den store produktion af landgangsbåde og -skibe siden 1942. De ville ikke acceptere yderligere opgaveforsinkelser i de næste seks måneder.
Teheran-Konferencen
Ved den første fælles konference i november 1943 i Teheran, hvor Josef Stalin deltog udover Franklin D. Roosevelt og Winston Churchill, enedes de allierede om en landgang i Frankrig. I starten ville Churchill igen udskyde landgangen og først erobre hele Italien, hvor den allierede fremmarch i mellemtiden var gået i stå; men det fik han ikke støtte til. Mens briterne og amerikanerne foreslog to adskilte operationer, ønskede Stalin, at der blev gennemført to samtidige angreb i hhv. Nord- og Sydfrankrig. Dermed blev de Vestallierede tvunget til at handle, og de begyndte at udarbejde såvel Operation Overlord som Operation Dragoon i alle detaljer. Allerede i begyndelsen af 1944 begyndte de i Storbritannien at gennemføre de første øvelser forud for invasionen. De kunne dog ikke foretages indenfor rammerne af Operation Neptune, da den på daværende tidspunkt kun var udarbejdet i grove træk.
Der blev oprettet et fælles hovedkvarter, som skulle sørge for koordination af forberedelserne og gennemførelse af operationen. Det skete i midten af februar 1944 med oprettelsen af Supreme Headquarters Allied Expeditionary Force (SHAEF). SHAEF indeholdt udover en overkommando og operative afdelinger også en efterretningsafdeling, som havde stor betydning ved kortlægningen af de tyske stillinger til brug for den planlagte landgang.
SHAEF's stab overtog de af Frederick E. Morgan udviklede planer og videreudviklede dem til den endelige version, operation Overlord, som blev sat i gang den 6. juni 1944 af general Dwight D. Eisenhower.
Planlægningen omfattede i store træk følgende operationer:
Forskellige træningsoperationer for de involverede sø- og landtropper vedrørende landgang på strandene, heriblandt Exercise Tiger
Operation Fortitude, som havde til formål at aflede og misinformere de tyske efterretningstjenester om hvor og hvornår der ville ske landgang.
Operation Neptune – Stormen på Atlanterhavsvolden og etablering af et brohoved, herunder etablering af to forsyningshavne(Mulberry-havne)
Erobring af Cherbourg med dens dybvandhavn
Opnåelse af luftherredømme over Normandiet og senere over hele Frankrig
Erobring af hele den franske kanalkyst med tilhørende havne
Fremrykning mod Paris med henblik på at befri byen
Befrielse af Frankrig
Planlægning af en strategisk bombekampagne mod tyske mål i Tyskland
Etablering af en allieret vestfront
Forberedelse af operationen – 1944
Allierede tropper og forsyninger
Efter at de Vestallierede havde fået overtaget i slaget om Atlanten i maj 1943, og der for alvor var kommet gang i bygningen af Liberty-skibe, begyndte der i stor stil at komme tropper og forsyninger fra USA og Canada til Storbritannien, hvor der overalt blev etableret militærlejre til træning og indkvartering af tropper samt oplagring af materiel og forsyninger. De store atlanterhavsdampere såsom Queen Mary og Queen Elizabeth var blevet bygget om, så de kunne overføre ca. 15.000 soldater ad gangen, men der blev f.eks. også overført tropper med særligt indrettede Liberty-skibe.
I juni 1944 var der overført 1,5 mio. soldater fra USA og 200.000 fra resten af verden således at der i alt var ca. 3,5 mio. tropper i Storbritannien. Alene den amerikanske hær havde overført 2,5 mio. tons materiel. Der var etableret 124.000 hospitalssenge. Der var samlet 13.000 fly og 3.500 svævefly. Flåden bestod af 1.200 krigsskibe og 4.000 landgangsskibe og -både. Hertil kom 1.600 fragtskibe, som lå for anker i britiske havne eller rundt omkring ved de britiske kyster. Rundt omkring i Sydengland var der placeret enorme lagre af kampvogne, kanoner, alle slags køretøjer, bomber, granater og andre forsyninger af enhver art.
Særligt udstyr til de allierede
I begyndelsen af 1944 kunne generalmajor Percy Hobart præsentere Eisenhower og Montgomery for en brigade amfibiekampvogne, minestrygerkampvogne og AVRE kampvogne foruden et regiment crocodile flammekaster kampvogne, som alle var en del af de såkaldte Hobart's funnies, og som også skulle stilles til rådighed for amerikanerne, der fik tilbudt halvdelen. Amerikanerne var imidlertid ikke særlig interesserede. Eisenhower syntes om amfibiekampvognene, men han overlod beslutningen til de øvrige lederes, såsom general Omar Bradley, som igen overlod beslutningen til sine underordnede. Det endte med at amerikanerne kun benyttede amfibiekampvognene.
Da det var nødvendigt med nye eksperimentelle køretøjer, der kunne understøtte angrebet på den franske kyst, havde feltmarskal Alan Brooke allerede i 1943 truffet beslutning om at lade sådanne udvikle. Det var nødvendigt hurtigt at komme forbi forhindringerne på de tre britiske invasionsstrande og ind i landet, da det relativt flade bagland gjorde det muligt for tyskerne at gennemføre et hurtigt pansret modangreb. Nogle af disse køretøjer var baseret på nye ideer, mens andre var af ældre dato og allerede var blevet afprøvet og anvendt i felten. Det var f.eks. tilfældet med de såkaldte Scorpion minestrygerkampvognene, der bestod af ombyggede Matilda kampvogne, og som havde været anvendt mod de tyske minefelter i Nordafrika.
Invasionsplanen indeholdt derudover bygning af to kunstige havne, de såkaldte Mulberry-havne, som skulle muliggøre landsætning af tropper og forsyninger i stor stil i ugerne efter D-dag. Der skulle også lægges en undersøisk pipeline over Den engelske kanal, som kunne forsyne de allierede styrker med brændstof
Opklaringsoperationer
Ved hjælp af luftfotos, tegninger fra den franske modstandsbevægelse, indsamling af britiske borgeres feriefotos fra Frankrig samt en række kommandooperationer, hvor der blev indsamlet sand og stenprøver fra strandene samlede de allerede et detaljeret billede af landgangsområdet.
Det britiske admiralitet henvendte sig via BBC den 19. maj 1942 til den britiske befolkning med en bøn om at folk indsendte postkort og fotos med motiver fra den franske kyst. I løbet af kort tid fik admiralitetet 9 mio. billeder og postkort hvoraf ca. 500.000 blev kopieret og analyseret. På denne måde blev der opdaget et stort antal geologiske detaljer, som ikke fremgik af noget kort .
I efteråret 1943 konstaterede de allierede kartografer, at kortene over Normandiet var baseret på opmålinger fra 1895-1896, og derfor kun var delvis nøjagtige. Derefter blev alle landgangsområder fotograferet fra såvel 10.000 meters højde som fra lav højde[18]. For at tyskerne ikke skulle opdage de allieredes særlige interesse for Normandiet, blev der gennemført dobbelt så mange flyvninger over Pas-de-Calais området . Målet hermed var at opbygge et "D-Day Invasion Map", som skulle gøre det lettere for alle enheder at orientere sig. Kortsamlingen var færdig i juni 1944 og blev optrykt i et samlet oplag på over 18 mio.
Om natten mellem den 3. og 4. juli 1943 gik 10 medlemmer af den såkaldte "Forfar Force", en specialenhed fra den 10. "tyske" trop af 10. interallierede Commandos og Special Boat Section (SBS) i land nær den normanniske badeby Onival ved Le Tréport. Landgangen var den første af i alt syv rekognosceringsangreb i operation Forfar Easy, der havde til formål at identificere de tyske enheder i de kystnære områder, bestemme omfang og karakter af forhindringerne på strandene, stedfæste tyske stillinger og indsamle jordprøver. Specialenhederne var udstyret med tyske uniformer og våben. Til tider opholdt enhederne sig i længere tid i landsbyerne i Pas-de-Calais-området og Normandiet, og udvekslede postkort med de lokale, hvor disse havde indtegnet de tyske stillinger, til gengæld for chokolade. I slutningen af august 1943 havde specialenheden afsluttet sin operation
Ved forberedelserne til landgangen i Normandiet blev der også anvendt britiske bemandede torpedoer (Chariots) og frømænd til at afsøge farvandene ud for kysterne for forhindringer. De undersøgte farvandene og strandene så vidt det var muligt, og de allierede var således godt informeret om forholdene i landgangsområderne. Der blev derudover bygget modeller af landgangsstrandene og deres omgivelser baseret på oplysningerne fra luftfotos og informationer fra den franske modstandsbevægelse.
Den 12. januar 1944 konstaterede COPP (Combined Operations Pilotage Parties), at der kunne opstå nogle problemer med landgangsstrandene, da jordprøverne indeholdt tørv og ler. Geologen professor J. D. Bernal beskrev mulige virkninger af tørven og leret:
"En stor del af området mellem Asnelles og la Riviere vil være umuligt at passere for selv let udstyret infanteri uden køretøjer."
På baggrund af Bernals rapport blev der givet ordre til yderligere rekognosceringer, som skulle indsamle yderligere prøver. Desuden blev der sendt franske geologer til Paris for at lede efter geologiske kort over Normandiet. Der blev fundet fire kort, som blev smuglet til England, hvor de blev vurderet af Inter-Services Topographical Department i Oxford. Bernals advarsler viste sig at være for pessimistiske, om end der måtte regnes med, at nogle pansrede køretøjer ville gå tabt.
Den 17. januar afsejlede den britiske Ubåd HMS X20, som led i Operation Postage Able fra England for at rekognoscere langs den franske kyst i fire dage. Om dagen undersøgte besætningen kystlinjen og strandene gennem periskopet og målte vanddybden med et ekkolod. Om natten svømmede to besætningsmedlemmer ind til stranden – hver med specialudrustning, som bl.a. bestod af en undervandsnotesbog med blyant, et kompas, en kaliber 45 revolver og et jordbor. Jordprøver blev indsamlet i kondomer. Frømændene gik i land i to nætter for at få et overblik over strandene ved Vierville, Moulins St. Laurent og Colleville, som ville blive til den amerikanske invasionskyst Omaha Beach. Den tredje nat skulle de gå i land ved Orne-flodens munding, men de var så udmattede og vejret var så dårligt, at de ikke kunne gennemføre det, så de vendte tilbage til England med informationer om strandenes geologiske beskaffenhed, placeringen af klipper og tidevandet.
Fra den 31. marts var hele kysten af Nordfrankrig under observation fra særligt udrustede allierede fly med horisontale og vertikale kameraer. Rekognosceringsflyvninger viste, at antallet af tyske kanonbatterier ved Nordfrankrigs kyst var vokset fra 16 til 49 i løbet af otte uger .
