Belejringen brydes
Operation Iskra
Omringningen blev brudt i kølvandet på Operation Iskra (= Operation Gnist), en storoffensiv gennemført af Leningrad- og Volkhov-fronterne, indledt om morgenen den 12. januar 1943. Efter voldsomme kampe gennembrød den Røde Hær de kraftige tyske befæstninger syd for Ladoga-søen. Den 18. januar mødtes tropperne fra de to fronter, og der blev åbnet en 10-12 km bred landkorridor, som kunne yde nogen hjælp til den belejrede befolkning i Leningrad.
Belejringen hæves
Belejringen fortsatte til den 27. januar 1944, hvor den sovjetiske vinteroffensiv fortrængte de tyske tropper fra byens sydlige forstæder. Dette foregik i en kombineret operation mellem Leningrad- og Volkhov-fronterne sammen med den 1. og 2. baltiske front. Den baltiske flåde leverede 30% af flystyrkerne til det endelige angreb mod Wehrmacht.[43] I løbet af sommeren 1944 blev finnerne trængt tilbage til den anden side af Vyborgbugten og Vuoksifloden.
Levevilkår under belejringen
Rationeringskort for brød i Leningrad, 125 grams rationer, 1941
Da ringen blev sluttet rundt om byen blev alle forsyningslinjer til millionbyen afbrudt og det var kun muligt at bringe forsyninger frem over Ladoga søen. Imidlertid var denne adgangsvej ikke udbygget, så den kunne klare forsyningen af hele byen. Der manglede både kajer og adgangsveje.
Luftangreb
De første bombardementer af byen fulgte den 8. september. Der blev kastet 5.000 brandbomber på Moskowskij Rajon, 1.311 på Smolnij Rajon med regeringsbygningerne og 16 på Krasnogwardejskij Rajon. Herefter fulgte der dagligt kraftige angreb på byen hele boligkvartere blev kraftigt beskadiget (Awtowo, Moskowskij, Frunsenskij).
Kraftige angreb blev rettet mod Kirov-fabrikken, den største virksomhed i byen, der kun lå 3 km fra fronten. Det tyske Luftwaffe angreb målrettet efter Badajew-lagrene, hvori hovedparten af byens levnedsmidler lå oplagret. 3.000 tons mel og 2.500 tons sukker blev brændt. I ugerne efter at den alvorlige sultkatastrofe var begyndt blev den søde jord, som det smeltede sukker var løbet ud på, solgt til høje priser på det sorte marked.
Luftwaffe angreb målrettet børnehaver, skoler, virksomheder og sporvejsstoppesteder for at demoralisere indbyggerne og brugte til det formål skorstenene og tårnene på de historiske bygninger som sigtepunkter – f.eks. Isak katedralen, Admiralitetet og Peter og Paul fæstningen.
Sult
Underernæring blev til den mest almindelige dødsårsag under belejringen. Den 12. september blev det beregnet at forrådene til hæren og civilbefolkningen ville slå til så længe:
Korn og mel – 35 dage.
Gryn og makaroni – 30 dage.
Kød (inkl. levende køer) – 33 dage.
Fedtstoffer – 45 dage.
Sukker og sødestoffer – 60 dage.
Salget af varer skete meget hurtigt, da befolkningen ville sikre sig forråd. Restauranter og delikatesseforretninger solgte stadig uden rationeringsmærker og ikke mindst derfor blev lagrene hurtigt tømt. Tolv procent af al fedt og ti procent af kødet i byen blev brugt på den måde.
Den 20. november blev rationerne igen sat ned. Arbejdere fik 500 gram brød, funktionærer og børn 300 gram, andre familiemedlemmer 250 gram. Udlevering af mel og gryn blev ligeledes beskåret, mens rationer af sukker, sødestoffer og fedt blev hævet. Hæren og østersøflåden havde endnu lagre af nødrationer, som dog ikke slog til. Den indsatte Ladoga-flotille, som skulle forsyne byen, var dårligt udrustet og blev bombet af tyske fly. Flere lastpramme med korn blev således sænket i september. En stor del af lasten blev senere bjærget af dykkere, og anvendt til brødbagning. Da reserverne af malt slap op, blev det erstattet med opløst cellulose og bomuld. Også hestenes havre blev spist, og hestene fodret med løv. 2.000 tons fåremaver fundet i havnen, blev brugt til fremstilling af gelatine. Senere blev kødrationerne erstattet med denne gelatine og kalvehuder. Under belejringen blev rationerne reduceret fem gange.
Selv om brødet blev iblandet klid, avner og cellulose, slog lagrene ikke til, og med de nedsatte rationer fra den 1. oktober begyndte hungersnøden. På dette tidspunkt fik arbejdere 400 gram og alle andre 200 gram. I midten af oktober sultede størstedelen af befolkningen. I løbet af vinteren 1941/1942 led folk et vægttab på omkring 45%, hvorved kroppen begynder at tære på musklerne, og hjerte og lever skrumper.
Indbyggerne rettede al energi mod opsporing af næringsmidler. Alt af organisk oprindelse blev fortæret, også lim, smørefedt og tapetklister. Lædervarer blev kogt, og der fandtes i november 1941 ingen hunde, katte, rotter og krager i byen. I vinteren 1941-1942 begyndte der at dukke rapporter op om kannibalisme.[47] I alt blev NKWD opmærksom på 1.025 tilfælde af kannibalisme inden februar 1942. Leningrads politi dannede derfor en særlig enhed til bekæmpelse af kannibalisme.
Dødstal
Juni 1941 3.273: personer døde
Oktober 1941: 6.199 personer døde
November 1941: 9.183 personer døde
December 1941: ca. 39.073 personer døde
Januar 1942: 96.751 personer døde
Februar 1942: 96.015 personer døde
Marts 1942: ingen tal foreligger
April 1942: 64.294 personer døde
Maj 1942: 49.794 personer døde
Juni 1942: 33.668 personer døde
I alt døde der i det første år af belejringen omkring 470.000 mennesker.
En kirkegård i Leningrad rummer alene ½ mio. civile ofre fra belejringen. Den økonomiske ødelæggelse og de menneskelige tab i Leningrad på begge sider overgik tabene under Slaget om Stalingrad og Slaget om Moskva og også tabene efter atombomberne over Hiroshima og Nagasaki. Slaget om Leningrad hører til blandt de mest kostbare i menneskeliv i verdenshistorien, og nogle historikere taler om belejringen som en form for folkemord, som en "racemæssigt motiveret sultpolitik", som blev en integreret del af den aldrig før sete tyske krigsførelse mod befolkningen i Sovjetunionen i almindelighed.
Døden i dagligdagen
Børnenes slæder var det eneste transportmiddel. På dem blev der fragtet vand, brød og lig, næsten 100.000 i januar 1942. Folk segnede døde om i gaderne og blev liggende. Døden blev en del af det normale. I de iskolde lejligheder boede menneskene sammen med deres døde slægtninge, som ikke kunne begraves, fordi vejen til kirkegården var for besværlig. Særlige Komsomolbrigader, fortrinsvis af unge kvinder, gennemsøgte dagligt hundreder af lejligheder efter forældreløse børn, men ofte fandt de lejlighederne tomme.
Ved siden af dødsfaldene gik livet videre. Indtil vinteren 1941/1942 blev ca. 270 fabrikker lukket, men den enorme Kirov- og Ishorskij-fabrik og Admiralitetsværftet var i fortsat drift. Også på enkelte højskoler og institutter fortsatte arbejdet. 1.000 højskolelærere underviste i blokadevinteren, og 2.500 studenter afsluttede deres studium. 39 skoler opretholdt undervisningen. 532 elever afsluttede 10. klasse.
Den 2. september blev rationerne reduceret. Den 8. september blev en stor mængde korn, mel og sukker ødelagt ved et luftangreb, fordi man ikke havde taget de nødvendige skridt for at sikre lagrene.
Strøm og energi
På grund af manglende strømforsyning måtte mange fabrikker lukkes, og i november blev sporvognsdriften indstillet. Med undtagelse af generalstaben, Smolnij, distriktsudvalgene, luftværnsstillingerne og lignende institutioner var brug af strøm forbudt overalt. I slutningen af september var alle reserver af olie og kul opbrugt. Der genstod kun at fælde de sidste træer i byen. Den 8. oktober besluttede eksekutivkomiteen i Leningrad (Ленгорисполком) og den regionale eksekutivkomité (облисполком) at hugge træer i distrikterne Pargolowo og Wsewolschskij i byens nordlige del. Der var hverken værktøj eller husly til de unge, der blev sat til træfældning. Pr. 24. oktober var der kun fældet 1 % af den planlagte mængde.
Tidslinje for belejringen af Leningrad
1941
April: Hitler har til hensigt at besætte og derpå ødelægge Leningrad, ifølge Operation Barbarossa og Generalplan Ost
22. juni: Operation Barbarossa begynder. Aksemagternes invasion af Sovjetunionen.
23. juni: Leningrads kommandør M. Popov, sender sin næstkommanderende ud for at recognoscere efter velegnede forsvarspositioner syd for Leningrad.
29. juni: Bygningen af Luga-linjen af forsvarsstillinger indledes.
19. – 23. juli: Første angreb på Leningrad fra Heeresgruppe Nord stoppes 100 km syd for byen.
27. juli: Hitler besøger Heeresgruppe Nord, vred over forsinkelsen. Han beordrer Feltmarskal von Leeb til at erobre Leningrad senest december.
31. juli: Finnerne angriber den 23. sovjetiske arme på det Karelske næs, og trænger frem til den grænsen fra før Vinterkrigen.
20. august – 8. september: Artilleri bombardementer af Leningrad rammer industrier, skoler, hospitaler og civile hjem.
21. august: Hitlers direktiv nr. 34 beordrer til "Omringning af Leningrad i samarbejde med finnerne."
31. august: Finske styrker går i defensiven og retter deres frontlinje ud.
6. september: OKW's Alfred Jodl har ikke held til at overbevise finnerne om at de skal forsætte offensiven mod Leningrad.
2. – 9. september: Finnerne erobrer frontfremspringene ved Beloostrov og Kirjasalo og foretager defensive forberedelser.
8. september: Omringningen af Leningrad er komplet da de tyske tropper når bredden af Ladoga søen.
10. september: Joseph Stalin udpeger Georgij Zjukov som efterfølger for Kliment Voroshilov som Leningradfrontens kommandør.
12. september: Det største fødevaredepot i Leningrad, Badajevski, bliver ødelagt af en tysk bombe.
15. september: von Leeb må trække 4. panzer korps ud af frontlinjen og overføre det til Heeresgruppe Mitte til offensiven mod Moskva.
19. september: Tyske tropper stoppes 10 km fra Leningrad. Borgere deltager i kampene i forsvarslinjerne.
1.496.000 sovjetborgere blev tildelt medaljen for forsvaret af Leningrad fra den 22. december 1942.
22. september: Hitler giver ordre til at "Sankt Petersborg må fjernes fra jordens overflade".
22. september: Hitler erklærer: "....vi har ingen interesse i at redde civilbefolkningens liv."
8. november: Hitler udtaler under en tale i München: "Leningrad må dø af sult."
10. november: Sovjetisk modangreb indledes, og tvinger tyskerne til at trække sig tilbage fra Tikhvin til Volkhov floden den 30. december, hvilket forhindrer dem i at nå frem til de finske styrker ved floden Svir øst for Leningrad.
1942
7. januar: Sovjetiske styrker indleder 16 ugers forgæves Lyuban Offensiv og mister 2. chok arme.
Januar: Sovjetiske styrker indleder slaget om Nevsky Pyatachok brohovedet i et forsøg på at bryde blokaden. Slaget varer indtil maj 1943, men er kun en delvis succes. Meget store tab på begge sider.
4. – 30. april: Luftwaffes operation Eis Stoß har ikke held til at sænke den Baltiske Flådes skibe, som ligger indefrosne i Leningrad.
Juni–september: Nyt tysk artilleri beskyder Leningrad med 800 kg granater.
August: Spanske frivillige fra den Blå Division overføres til Leningrad.
14. august – 27. oktober: Flådestyrke K støder sammen Leningrads forsyningsrute på Ladoga søen.
19. august: Sovjetiske styrker indleder en 8 uger Sinyavin undsættelsesoffensiv, som ganske vist mislykkes, men forhindrer gennemførelsen af den tyske Operation Nordlicht .
1943
december–Januar: Forøget artilleribeskydning af Leningrad.
12. januar – 30. januar: Operation Iskra åbner en landkorridor langs bredden af Ladoga søen ind i byen.
1944
14. januar – 1. marts: Adskillige offensive sovjetiske operationer indledes med det mål at afslutte belejringen.
27. januar: Belejringen af Leningrad slutter. Tyske styrker trænges 60–100 km væk fra byen.
Yderligere noter
Kontrovers om den finske deltagelse
Næsten alle historikere betragter belejringen som en tysk operation og mener ikke, at finnerne aktivt deltog i belejringen. Kun Nikolai Baryshnikov har været en stærk fortaler for det synspunkt, at aktiv finsk deltagelse forekom. De vigtigste forhold som taler til fordel for det første synspunkt er:
Finnerne forblev ved grænsen fra før Vinterkrigen på det Karelske Næs, trods alle tyske ønsker og anmodninger om at rykke frem mod Leningrad.
Finnerne beskød ikke byen med artilleri eller bombede den med fly og tillod ikke tyskerne at placere tyske enheder ved de finske linjer.
Finnerne lod Livets vej over Ladogasøen stå åben. I december 1941 var de nået frem til Leningrads udkant og floden Svir, og da frontlinjen var stabiliseret, foretog de sig ikke noget videre de næste to et halvt år.
Politiske overvejelser efter krigen, da alle finske, sovjetiske og vestlige historikere ønskede at holde sig væk fra den finsk-sovjetiske konflikt.
Operation Bagration
