Mens japanerne omgrupperede sig vest for Matanikau, koncentrerede de amerikanske styrker sig om at udbygge og forstærke deres stillinger ved Lunga. Den 14. september flyttede Vandegrift yderligere en bataljon (3. bataljon af 2. marineregiment) fra Tulagi til Guadalcanal. Den 18. september overførte en allieret konvoj 4.157 mand fra 3. provisoriske marinebrigade (7. marineregiment) og en bataljon fra 11. marineregiment samt yderligere støtteenheder, 137 køretøjer, telte, flybenzin, rationer og ingeniørudstyr til Guadalcanal. Disse vigtige forstærkninger gjorde det muligt for Vandegraft fra den 19. september at etablere en ubrudt linje af stillinger omkring Lunga. Mens den dækkede konvojen, blev hangarskibet USS Wasp sænket af den japanske undervandsbåd I-19 sydøst for Guadalcanal, hvilket betød, at der i en periode kun var et amerikansk hangarskib (USS Hornet), som kunne indsættes i operationer i det sydlige Stillehav.[73] Vandegrift foretog også nogle ændringer i ledelsen af sine kampenheder og sendte nogle højtstående officerer, som ikke havde opfyldt hans høje præstationsmål, væk fra øen, mens yngre officerer, som havde bevist deres værd i kamp blev forfremmet. En af disse var den nyligt forfremmede oberst Merritt A. Edson, som fik kommandoen over 5. marineregiment.

Der opstod en pause i luftkrigen over Guadalcanal uden japanske luftangreb mellem 14. og 27. september på grund af dårligt vejr. I denne periode forstærkede begge sider deres luftenheder. Japanerne overførte 85 jagere og bombefly til deres enheder i Rabaul, mens amerikanerne overførte 23 jagere og angrebsfly til Henderson Field. Den 20. september havde japanerne i alt 117 fly i Rabaul, mens de allierede havde 71 fly på Henderson Field. Luftkrigen blev genoptaget med et japansk angreb på Guadalcanal den 27. september, som blev imødegået af fly fra den amerikanske flåde og marinekorps fra Henderson Field.

Japanerne begyndte straks at forberede deres næste forsøg på at generobre Henderson Field. 3. bataljon af 4. (Aoba) infanteriregiment var gået i land ved Kamimbo Bay på den vestlige del af Guadalcanal den 11. september, hvilket var for sent til, at de kunne deltage i Kawaguchis angreb. Nu havde bataljonen imidlertid sluttet sig til Okas styrker ved Matanikau. Tokyo Express missioner med destroyere den 14., 20., 21. og 24. bragte fødevarer og ammunition samt 280 mand fra 1. bataljon af Aoba-regimentet til Kamimbo på Guadalcanal. I mellemtiden blev 38. infanteridivision overført fra Hollandsk Ostindien til Rabaul efter den 13. september. Japanerne planlagde at overføre i alt 17.500 tropper fra disse to divisioner til Guadalcanal, hvor de skulle tage del i det næste store angreb på Lungastillingen, der var planlagt til den 20. oktober 1942.

Kampene ved Matanikau

Vandegrift og hans stab var klar over, at Kawaguchis tropper havde trukket sig tilbage til området vest for Matanikau, og at talrige grupper af omstrejfende japanere var spredt ud over området mellem Lungastillingen og Matanikaufloden. Vandegrift besluttede derfor at gennemføre en ny række af operationer med små enheder omkring Matanikaudalen. Formålet ved disse operationer var at fjerne de spredte grupper af japanske tropper øst for Matanikau, og at undgå at de japanske styrker fik ro til at konsolidere deres stillinger så nær marinesoldaternes hovedstilling ved Lunga Point.

Den første operation og forsøg på at angribe japanske styrker vest for Matanikau blev gennemført mellem den 23. og 27. september af elementer fra 3 marinebataljoner, men blev slået tilbage af Kawaguchis tropper, som var under direkte kommando af Akinosuke Oka. Under denne kamp blev tre marinekompagnier omringet af japanske styrker nær Point Cruz vest for Matanikau. De led svære tab og undslap med nød og næppe med hjælp fra destroyeren USS Monssen og landgangsfartøjer bemandet med personel fra den amerikanske kystvagt.

I en ny aktion mellem den 6. og 9. oktober lykkedes det en større marinestyrke at krydse Matanikaufloden og angribe en netop landsat japansk styrke fra 2. infanteridivision under kommando af generalerne Masao Maruyama og Yumio Nasu. Under kampen led det japanske 4. infanteriregiment svære tab. Dette tvang japanerne til at trække sig tilbage fra deres stillinger øst for Matanikau og forhindrede japanske forberedelser af deres planlagte storoffensiv mod de amerikanske stillniger ved Lunga.

Mellem den 9. og 11. oktober angreb 1. bataljon af 2. marineregiment to små japanske forposter omkring 50 km øst for Lungastillingen ved Gurabusu og Koilotumaria nær Aola Bay. Under disse angreb blev 35 japanske soldater dræbt, mens amerikanernes tab var på 17 dræbte.

Slaget ved Kap Esperance

I den sidste uge af september og den første uge af oktober overførte Tokyo Express tropper fra den 2. japanske infanteridivision til Guadalcanal. Den japanske flåde lovede at støtte hærens planlagte offensiv, ikke bare ved at overføre de nødvendige tropper, udstyr og forsyninger til øen, men også ved at optrappe luftangrebene på Henderson Field og ved at sende krigsskibe af sted for at bombardere flyvepladsen.

I mellemtiden overbeviste Millard F. Harmon, chefen for de amerikanske hærstyrker i det sydlige Stillehav Ghormley, om, at de amerikanske marinestyrker på Guadalcanal havde brug for forstærkning, hvis de allierede med held skulle forsvare øen under den næste forventede japanske offensiv. Den 8. oktober gik de 2.837 mand i 164. infanteriregiment i Americal Divisionen om bord på skibe i Ny Kaledonien for at blive sejlet til Guadalcanal med forventet ankomst den 13. oktober. For at beskytte transporskibene beordrede Ghormley Task Force 64, der bestod af fire krydsere og fem destroyere under kontreadmiral Norman Scott til at opfange og bekæmpe alle japanske skibe, som nærmede sig Guadalcanal og truede troppekonvojen.

Mikawas 8. flådestab planlagde en stor og vigtig Tokyo Express til om natten den 11. oktober. To flyvebådstendere og seks destroyere skulle overføre 728 soldater foruden artilleri og ammunition til Guadalcanal. Samtidig, men i en separat operation skulle tre tunge krydsere og to destroyere under kommando af kontreadmiral Aritomo Gotō bombardere Henderson Field med særlige eksplosive granater med det formål at ødelægge CAF og faciliteterne på flyvepladsen. Da amerikanske krigsskibe endnu ikke havde gjort forsøg på at blokere japanske Tokyo Express missioner til Guadalcanal, forventede japanerne ikke at møde modstand fra allierede overfladeskibe den nat.

Lige inden midnat opdagede Scotts krigsskibe Gotōs styrke på radaren nær indsejlingen til strædet mellem Savoøen og Guadalcanal. Scotts styrke var placeret således, at den kunne sejle på tværs af Gotōs uforberedte styrke. Da de åbnede ild, sænkede Scotts skibe en af Gotōs krydsere og en af hans destroyere, mens en anden krydser blev stærkt beskadiget. Gotō blev dødeligt såret, og amerikanerne tvang resten af Gotōs skrigsskibe til at opgive bombardementet og trække sig tilbage. Under udvekslingen af kanonild blev en af Scotts destroyere sænket, mens en destroyer og en krydser blev stærkt beskadiget. I mellemtiden gennemførte den japanske forsyningskonvoj sin tur til Guadalcanal og begyndte tilbageturen uden at være blevet opdaget af Scotts styrke. Senere på morgenen den 12. oktober vendte fire destroyere fra forsyningskonvojen tilbage for at hjælpe Gotōs beskadigede krigsskibe under tilbagetrækningen. Luftangreb fra CAF fly fra Henderson Field sænkede to af disse destroyere senere på dagen. Konvojen med amerikanske tropper nåede frem til Guadalcanal som planlagt den følgende dag og afleverede sine tropper og sin last.

På trods af den amerikanske sejr ved Kap Esperance fortsatte japanerne med at lægge planer og forberede deres store offensiv, som var planlagt til senere i oktober. Japanerne besluttede at tage risikoen ved at afvige fra deres sædvanlige praksis med kun at bruge hurtige krigsskibe til at overføre mand og materiel til Guadalcanal. Den 13. oktober afsejlede en konvoj med 6 fragtskibe og en eskorte på 8 destroyere fra Shortlandøerne til Guadalcanal. Konvojen medbragte 4.500 tropper fra 16. og 230 infanteriregiment, nogle marinesoldater, to batterier tungt artilleri og et kompagni kampvogne.

For at beskytte konvojen mod luftangreb sendte Yamamoto to slagskibe fra Truk ned for at bombardere Henderson Field. Klokken 1.33 den 14. oktober nåede slagskibene Kongō og Haruna eskorteret af en let krydser og ni destroyere frem til Guadalcanal og åbnede ild mod Henderson Field fra en afstand af 16 km. I løbet af den følgende time og 23 minutter affyrede de to slagskibe 973 14 tommer granater mod Lungastillingen, og de fleste landede indenfor et område på omkring 2,2 kvadratkilometer ved flyvepladsen. Mange af granaterne var fragmenteringsgranater, som specielt var udformet til at ødelægge mål på land. Bombardementet beskadigede begge landingsbaner betydeligt, satte ild til hovedparten af flyvepladsens flybenzin, ødelagde 48 af 90 fly og dræbte 41 mand, herunder 6 piloter i CAF. Slagskibsstyrken vendte straks tilbage til Truk.

På trods af de store skader kunne personellet på Henderson reparere en af landingsbanerne, så den var brugbar i løbet af få timer. 17 styrtbombefly og 20 jagerfly på Espiritu Santo blev hurtigt overført til Henderson Field, og transportfly fra hær og marine begyndte at flyve flybenzin ind fra Espiritu Santo. Da amerikanerne var klar over, at store japanske forstærkninger var på vej, ledte de desparat efter en måde at blokere konvojen på, inden den nåede Guadalcanal. Med benzin tappet ud af ødelagte fly og fra et lager i den nærliggende jungle fik CAF brændstof nok til at kunne angribe konvojen to gange den 14., men forårsagede ingen skader.

Den japanske konvoj nåede til Tassafaronga på Guadalcanal ved midnat den 14. oktober og begyndte at losse. I løbet af den 15. oktober angreb en række fly fra Henderson Field konvojen og ødelagde tre af fragtskibene. Resten af konvojen afsejlede den følgende nat efter at have losset alle tropperne og omkring to tredjedele af deres forsyninger og udstyr. Adskillige tunge japanske krydsere bombarderede også Henderson om natten mellem den 14. og 15. oktober og ødelagde nogle få CAF fly, men det lykkedes ikke at at forårsage større yderligere skader på flyvepladsen.

Slaget om Henderson Field

Mellem den 1. og den 17. oktober blev der overført 15.000 japanske tropper til Guadalcanal, så Hyakutake i alt havde 20.000 at sætte ind i sin planlagte offensiv. På grund af tabet af deres stillinger på østbreden af Matanikau besluttede japanerne, at et angreb langs kysten på de amerikanske stillinger ville blive alt for svært, og Hyukutake besluttede derfor, at hovedfremstødet i det planlagte angreb skulle komme sydfra mod Henderson Field. Hans 2. division forstærket med tropper fra 38. division under kommando af generalløjtnant Masao Maruyama, som omfattede 7.000 soldater i tre infanteriregimenter á 3 bataljoner, fik ordre til at marchere gennem junglen og angribe de amerikanske stillinger sydfra nær østbredden af Lungafloden.[91] Datoen for angrebet blev sat til 22. oktober, men derefter ændret til den 23. oktober. For at aflede amerikanernes opmærksomhed fra det planlagte angreb skulle Hyakutakes tunge artilleri og fem bataljoner infanteri (omkring 2.900 mand) under generalmajor Tadashi Sumiyoshi angribe de amerikanske stillinger vestfra langs kystkorridoren. Japanerne vurderede, at der var 10.000 amerikanske tropper på øen, men rent faktisk var der omkring 23.000.

Den 12. oktober begyndte et kompagni japanske ingeniørtropper at etablere en sti, som blev kaldt "Maruyamavejen", fra Matanikau mod den sydlige del af den amerikanske Lungastilling. Den 24 km lange sti passerede gennem noget af det mest vanskelige terræn på Guadalcanal, herunder talrige floder og vandløb, mudrede slugter, stejle skrænter og tæt jungle. Mellem den 16. og 18. oktober begyndte 2. division deres march ad Maruyamavejen.

Den 23. oktober kæmpede Maruyamas styrker stadig for at komme gennem junglen og nå frem til de amerikanske linjer. Om aftenen udskød Hyukutake offensiven til kl. 19 den følgende dag, efter at han havde fået at vide, at hans tropper endnu ikke var nået frem til startlinjer for deres angreb. Amerikanerne var fuldstændig uvidende om, at Maruyamas styrker nærmede sig.

Sumiyoshi blev informeret af Hyakutakes stab om udsættelsen af offensiven til den 24. oktober, men kunne ikke få forbindelse til sine tropper og meddele dem forsinkelsen. Ved mørkets frembrud den 23. oktober gik 2 bataljoner af 4. infanteriregiment og de 9 kampvogne i 1. uafhængige kampvognskompagni til angreb på det amerikanske marinekorps stillinger ved mundingen af Matanikau. Amerikansk artilleri og håndvåben slog angrebene tilbage, ødelagde kampvognene og dræbte mange af de japanske soldater, mens de selv kun led lette tab.

Endelig sent den 24. oktober nåede Maruyamis styrker frem til den amerikanske Lungastilling. I de følgende to nætter gennemførte Maruyamas styrker talrige resultatløse frontalangreb på de stillinger, som blev holdt af 1. bataljon af 7. marineregiment under oberstløjtnant Chesty Puller og 4. bataljon af 164. infanteriregiment under oberstløjtnant Robert Hall. De amerikanske enheder havde maskingeværer, morterer, artilleri herunder kardæsker fra 37 mm panserværnskanoner, som "forårsagede et forfærdeligt blodbad" på japanerne.[96] Nogle få, små grupper af japanere brød gennem det amerikanske forsvar, men blev alle opsporet og dræbt i løbet af de følgende dage. Over 1.500 af Maruyamas tropper blev dræbt under angrebene, mens amerikanerne havde omkring 60 døde. Samtidig forsvarede amerikanske fly fra Henderson Field området mod angreb fra japanske fly og skibe. De nedskød 14 fly og sænkede en let krydser.

Yderligere japanske angreb ved Matanikau den 26. oktober blev også slået tilbage med svære tab for japanerne. Som følge heraf afblæste Myukutake alle yderligere angreb kl. 8 den 26. oktober og beordrede sine tropper til at trække sig tilbage. Omkring halvdelen af Maruyamas overlevende blev beordret til at trække sig tilbage til den øvre Matanikaudal, mens 230. infanteriregiment under oberst Toshinari Shōji fik besked på at begive sig mod Koli Point, øst for Lungastillingen. De forreste dele af 2. division nåede frem til 17. armés hovedkvarter ved Kokumbona, vest for Matanikau den 4. november. Samme dag nåede Shoji's enhed til Koli Point og slog lejr. 2. division havde lidt enorme tab i form af døde og sårede i kamp, fejlernæring og tropesygdomme og var derfor ikke i stand til at gennemføre yderligere offensive aktioner og kæmpede herefter som en defensiv styrke langs kysten under resten af slaget. I alt mistede japanerne 2-3.000 mand i kamp, mens amerikanerne havde omkring 80 døde.

Slaget ved Santa Cruz-øerne

Samtidig med, at Hyakutakes tropper angreb Lungastillingen, gik japanske hangarskibe og andre store krigsskibe, som var under overordnet kommando af Isoroku Yamamoto, i stilling nær de sydlige af Salomonøerne. Fra denne placering håbede de japanske flådestyrker at komme i kamp med og afgørende besejre enhver allieret styrke, fortrinsvis hangarskibe, som reagerede på Hyakutakes offensiv på landjorden. Allierede hangarskibe i området, som nu var under underlagt William Halsey, Jr. håbede også på at møde japanske flådestyrker i kamp. Nimitz havde udskiftet Ghormley med Halsey den 18. oktober, efter at være nået frem til at Ghormley var blevet for pessimistisk og forsigtig til effektivt at kunne fortsætte med lede de allierede styrker i det sydlige Stillehav.

De to hangarskibsstyrker kom i kamp om morgenen den 26. oktober i det, der senere blev kaldt slaget ved Santa Cruz-øerne. Efter udveksling af angreb med hangarskibsfly blev de allierede overfladeskibe tvunget til at trække sig tilbage fra kampområdet, efter at et hangarskib – USS Hornet var blevet sænket, mens et andet – USS Enterprise var blevet alvorligt beskadiget. De deltagende japanske styrker trak sig imidlertid også tilbage på grund af store tab af fly og flybesætninger og betydelige skader på to hangarskibe. Selv om det virkede som en taktisk sejr til japanerne – målt i skibe sænket og beskadiget – var japanernes store tab af trænede flybesætninger umulige at erstatte, hvilket betød, at slaget var en langsigtet strategisk sejr for de allierede, som havde mistet forholdsvis få flybesætninger. De japanske hangarskibe spillede herefter ingen betydningsfuld rolle under slaget.

Kampe i land i november
 Kampene ved Koli Point og Carlsons patrulje
For at udnytte sejren i slaget ved Henderson Field sendte Vandegrift seks bataljoner marinetropper, som senere blev suppleret med en bataljon fra hæren af sted i en offensiv vest for Matanikau. Operationen blev ledet af Merritt Edson, og målet var at erobre landbyen Kokumbona vest for Point Cruz, som var hovedkvarter for 17. armé. Point Cruz området blev forsvaret af tropper fra 4. japanske regiment under Nomasu Nakaguma. 4. infanteriregiment var alvorlig underbemandet som følge at tab i kampe, tropesygdomme og fejlernæring.

t Cruz området efter slaget i begyndelsen af november.
Den amerikanske offensiv begyndte den 1. november, og efter nogle vanskeligheder lykkedes det at nedkæmpe de japanske styrker, som forsvarede området ved Point Cruz den 3. november, herunder støtteenheder, som var blevet sendt frem for at forstærke Nakagumas udmarvede regiment. Amerikanerne lod til at være på nippet til at bryde gennem de japanske stillinger og erobre Kokumbona; men på dette tidspunkt kom andre amerikanske styrker i kamp med nyligt landsatte tropper ved Koli Point på den østlige side af Lungastillingen. For at imødegå denne nye trussel opgav Vandegrift midlertidigt offensiven ved Matanikau den 4. november. Amerikanerne mistede 71 mand, mens japanerne havde 400 døde.

Tidligt om morgenen den 3. november landsatte fem japanske destroyere 300 tropper ved Koli Point for at støtte Shōji og hans tropper, som var på vej til Koli Point efter slaget ved Henderson Field. Efter at have fået efterretninger om den planlagte landgang sendte Vandegrift en bataljon marinesoldater under Herman H. Hanneken af sted for at afskære japanerne ved Koli. Snart efter, at de var gået i land, stødte de japanske soldater på Hannekens bataljon og drev den tilbage mod Lungastillingen. Som reaktion herpå gav Vandegrift Pullers marinebataljon og to bataljoner fra 164. infanteriregiment ordre til sammen med Hannekens bataljon at trænge frem mod Koli Point for at angribe de japanske styrker dér.

Da de amerikanske tropper begyndte at rykke frem, begyndte Shōji og hans soldater at ankomme til Koli Point. Fra den 8. november forsøgte de amerikanske tropper at omringe Shōjis styrker ved Gavaga vandløbet nær Koli Point. I mellemtiden gav Hyakutake Shōji ordre til at opgive sine stillinger ved Koli og slutte sig til de japanske styrker ved Kokumbona i Matanikauområdet. Der var et hul i de amerikanske linjer ved et sumpet vandløb på sydsiden af de amerikanske linjer, og mellem den 9. og 11. november undslap Shōji og 2-3.000 af hans tropper til junglen mod syd. Den 12. november løb amerikanerne de resterende japanere over ende og dræbte alle i lommen. Amerikanerne talte ligene af 450–475 døde japanere omkring Koli Point og erobrede hovedparten af Shōjis tunge våben og forsyninger. De amerikanske tab var på 40 døde og 120 sårede under operationen.

I mellemtiden gik to kompagnier af 2. marineraiderbataljon under oberstløjtnant Evans Carlson i land fra både ved Aola Bay, 65 km øst for Lunga Point. Carlsons raidere skulle sammen med tropper fra hærens 147. infanteriregiment sikre 500 Seabee ingeniørsoldater, mens de forsøgte at bygge en flyveplads på stedet. På baggrund af en anbefaling fra Turner havde Halsey godkendt forsøget på at bygge en flyveplads på dette sted. Bygningen af en flyveplads ved Aola blev senere opgivet, fordi terrænet ikke var velegnet.

Den 5. november beordrede Vandegrift Carlson til sammen med sine raidere at marchere over land fra Aola og angribe de af Shōji's tropper, der var undsluppet fra Koli Point. Med resten af kompagnierne i hans bataljon, som ankom nogle dage senere, indledte Carlson og hans tropper en 29 dage lang patrulje fra Aola til Lungastillingen. Under denne patrulje udkæmpede raiderne afskillige slag med Shōjis styrker og dræbte næsten 500 af dem, mens de selv havde 16 døde. Udover tabene i kamp med Carlsons raidere tog tropesygdomme og sult livet af en stor del af Shōjis mænd. Da hans styrker ankom til Lungafloden i midten af november, omkring halvvejs til Matanikau, var der kun 1.300 mand tilbage i hovedstyrken. Da Shōji nåede frem til 17. armés stillinger vest for Matanikau, havde han kun 7-800 mand med sig. Hovedparten af de overlevende fra Shōjis styrke sluttede sig til andre japanske enheder under forsvaret af Mount Austen og den øvre del af Matanikaufloden.

Tokyo Express missioner 5., 7. og 9. november overførte yderligere tropper fra 38. infanteridivision, herunder hovedparten af 228. infanteriregiment, til Guadalcanal. Disse friske tropper blev hurtigt indsat i området ved Point Cruz og Matanikau og bidrog til et vellykket forsvar mod yderligere angreb fra amerikanske styrker den 10. og 18. november. Amerikanerne og japanerne blev ved med at stå overfor hinanden på en linje lige vest for Point Cruz i de næste seks uger.

Søslaget ved Guadalcanal

Efter nederlaget i slaget om Henderson Field planlagde den japanske hær igen at prøve at generobre flyvepladsen i november 1942, men der var brug for flere forstærkninger, inden operationen kunne sættes i gang. Hæren bad om hjælp fra Yamamoto til at få fremført de nødvendige forstærkninger til øen og støtte til den næste offensiv. Yamamoto skaffede 11 store transportskibe, som skulle overføre de resterende 7.000 tropper fra 38. infanteridivision, deres ammunition, fødevarer og tunge udstyr fra Rabaul til Guadalcanal. Han sørgede også for en styrke krigsskibe, som indbefattede to slagskibe. De to slagskibe Hiei og Kirishima var udstyret med særlige fragmenteringsgranater, som skulle bruges til at bombardere Henderson Field om natten den 12.-13. november og ødelægge de fly, som var stationeret dér, for at give de langsomme transportskibe mulighed for at nå frem og losse i fred ved Guadalcanal den følgende dag. Krigsskibene var under kommando af den nyligt forfremmede viceadmiral Hiroaki Abe, der havde hejst sin stander på Hiei.

I starten af november fandt den allierede efterretningstjeneste ud af, at japanerne forberedte endnu en et forsøg på at generobre Henderson Field. Amerikanerne afsendte derfor Task Force 67, en stor konvoj med forstærkninger og forsyninger, heriblandt afløsning for marinetropperne, to infanteribataljoner fra hæren samt ammunition og fødevarer. Konvojen var under kommando af Turner og afsejlede den 11. november.

Forsyningsskibene blev beskyttet af to eskadrer under kommando af kontreadmiralerne Daniel J. Callaghan og Norman Scott samt af fly fra Henderson Field. Skibene blev angrebet flere gange den 11. og 12. november af japanske fly fra Rabaul, som mellemlandede på en flybase ved Buin på Bougainville, men de fleste skibe blev losset uden alvorlige skader.

Et amerikansk rekognosceringsfly opdagede Abes bombardementsstyrke på vej mod Guadalcanal og sendte en advarsel til det allierede hovedkvarter. Efter således at være blevet advaret afsendte Turner alle brugbare krigsskibe under Callaghan for at beskytte tropperne i land mod det forventede japanske flådeangreb og troppelandsætninger og beordrede forsyningsskibene ved Guadalcanal til at afsejle tidligt om aftenen den 12. november. Callaghans styrke bestod af to tunge krydsere, tre lette krydsere og otte destroyere.

Omkring kl. 1.30 den 13. november afskar Callaghans styrke Abes bombardementsgruppe mellem Guadalcanal og Savoøen. Udover de to slagskibe omfattede Abes styrke en let krydser og 11 destroyere. I buldermørke, blev de to styrker blandet, inden de åbnede ild mod hinanden på usædvanlig tæt hold. Under den efterfølgende kamp sænkede eller beskadigede Abes krigsskibe alle Callaghans skibe, bortset fra en krydser og en destroyere, og både Callaghan og Scott blev dræbt. To japanske destroyere blev sænket, og en tredje destoryer samt Hiei blev alvorligt beskadiget. På trods af dette nederlag for Callaghans styrke beordrede Abe sine skibe til at trække sig tilbage uden at have bombarderet Henderson Field. Hiei sank senere på dagen efter gentagne luftangreb fra CAF fly og fly fra hangarskibet USS Enterprise. Fordi Abes havde undladt at neutralisere Henderson Field beordrede Yamamoto troppetransportkonvojen under kommando af Raizo Tanaka, der lå ved Shortlandøerne, til at vente en dag mere, inden den satte kursen mod Guadalcanal. Yamamoto beordrede Nobutake Kondō til at samle en ny bombardementsstyrke med krigsskibe fra Truk og Abes styrke for at angribe Henderson Field den 15. november.

For at afskære Kondos styrke afsendte Halsey, som manglede ubeskadigede skibe, to slagskibe USS Washington og South Dakota samt fire destroyere fra Enterprise eskadren. Den amerikanske styrke, som var under kommando af Willis A. Lee på Washington, nåede Guadalcanal og Savoøen lige før midnat den 14. november, kort ført Kondos bombardementsstyrke ankom. Kondos styrke bestod af Kirishima foruden to tunge krydsere, to lette krydsere og 9 destroyere. Efter at de to styrker var kommet i kontakt, sænkede Kondos styrke hurtigt tre af de amerikanske destroyere og beskadigede den fjerde alvorligt. De japanske skibe sigtede, beskød og beskadigede South Dakota. Mens Kondos krigsskibe koncentrerede sig om South Dakota nærmede Washington sig de japanske skibe uden at blive opdaget og åbnede ild mod Kirishima, som blev ramt gentagne gange, hvilket fik fatale følger. Efter en resultatløs jagt på Washington i retning af Russelløerne beordrede Kondo sin skibe til at trække sig tilbage uden at have bombarderet Henderson Field. En af Kondos destroyere blev også sænket under kampen.

Den 26. november overtog den japanske generalløjtnant Hitoshi Imamura kommandoen over den nydannede 8. områdearmé. Den nye enhed rummede både Hyakutakes 17. armé og 18. armé på Ny Guinea. En af Imamuras vigtigste opgaver efter at have overtaget kommandoen var at fortsætte forsøgene på at generobre Henderson Field og Guadalcanal. Den allierede offensiv i slaget ved Buna-Gona på Ny Guinea ændrede imidlertid på Imamuras prioriteringer. Da det allierede forsøg på at erobre Buna blev anset for en større trussel mod Rabaul, udskød Imamura yderligere forsøg på at overføre store forstærkninger til Guadalcanal for at kunne koncentrere sig om situationen på Ny Guinea.

Slaget ved Tassafaronga

Japanerne havde fortsat problemer med at levere tilstrækkelige forsyninger til tropperne på Guadalcanal. Forsøg med kun at bruge undervandsbåde i de sidste to uger af november bragte ikke tilstrækkelig med fødevarer til Hyakutakes styrker. Et særskilt forsøg på at etablere baser i de centrale Salomonøer, som kunne betjene store konvojer af pramme til Guadalcanal, slog også fejl som følge af ødelæggende allierede luftangreb. Den 26. november meddelte 17. armé Imamura, at den stod overfor en fødevarekrise. Nogle frontenheder havde ikke fået forsyninger i seks dage, og selv blandt tropperne i bagområderne var man nede på en tredjedel af normalrationerne. Situationen tvang japanerne til igen at bruge destroyere til at overføre de nødvendige forsyninger.

Raizo Tanaka
8. flåde udtænkte en plan, som skulle mindske risikoen for, at de japanske destroyere, som leverede forsyninger til Guadalcanal, blev udsat for luftangreb. Store olie- eller gastønder blev renset og fyldt med lægemidler og fødevarer, men med tilstrækkelig plads tilbage til at de kunne flyde, og bundet sammen med reb. Når destroyerne ankom til Guadalcanal, foretog de en skarp drejning, og tønderne faldt overbord, hvorefter en svømmer eller en båd fra land kunne få fat i rebet, så alle tønderne kunne trækkes i land.

8. flådes enhed til forstærkning af Guadalcanal (Tokyo Express), som var under kommando af Raizo Tanaka, fik at Mikawa til opgave at gennemføre den første af fem planlagte missioner til Tassafaronga på Guadalcanal, hvor de brugte metoden med tønder om natten den 30. november. Tanakas enhed var opbygget omkring 8 destroyere, hvoraf seks havde til opgave at overføre mellem 200 og 240 tønder med forsyninger hver. Efter at Halsey havde fået efterretninger om det japanske forsøg på at fremføre forsyninger, gav han den nydannede Task Force 67, som bestod af fire krydsere og fire destroyere under kommando af kontreadmiral Carleton H. Wright ordre til at imødegå Tanakas styrke ud for Guadalcanal. Yderligere to destroyere sluttede sig til Wrights styrke på vej til Guadalcanal fra Espiritu Santo i løbet af den 30. november.

Klokken 22.40 den 30. november ankom Tanakas styrke ud for Guadalcanal og forberedte sig på at losse forsyningstønderne. I mellemtiden nærmede Wrights krigsskibe sig gennem Ironbottom Sound fra den modsatte retning. Wrights destroyere opdagede Tanakas styrke på radaren, og chefen for destroyerne bad om tilladelse til at angribe med torpedoer. Wright ventede fire minutter med at give tilladelsen, hvilket betød, at Tanakas styrke kom forbi det sted, hvor det var optimalt at sende torpedoer mod den. Alle de amerikanske torpedoer ramte ved siden af. På samme tidspunkt åbnede de amerikanske krydsere ild og ramte og ødelagde hurtigt en af de japanske destroyere. Resten af Tanakas skibe opgav forsyningsmissionen, satte farten op, drejede og afskød i alt 44 torpedoer mod Wrights krydsere.

De japanske torpedoer ramte og sænkede den amerikanske krydser USS Northampton og beskadigede krydserne Minneapolis, New Orleans og Pensacola alvorligt. Resten af Tanakas destroyere undslap uden skader, men de fik ikke overført nogen forsyninger til Guadalcanal.

Da man nåede til 7. december 1942, mistede Hyakutakes styrker omkring 50 mand om dagen som følge af fejlernæring, sygdom og allierede angreb.[126] Yderligere forsøg fra Tanakas destroyerstyrke på at overføre forsyninger den 3., 7. og 11. december kunne ikke lette krisen, og en af Tanakas destroyere blev sænket af en torpedo fra en amerikansk patruljebåd.

 Operation Ke.
Den 12. december foreslog den japanske flåde, at Guadalcanal blev opgivet. På samme tidspunkt foreslog flere af hærens stabsofficerer i overkommandoen også, at yderligere forsøg på at generobre Guadalcanal ville være umulige. En delegation under ledelse af oberst Joichiro Sanada, som var chef for overkommandoens operationssektion, besøgte Rabaul den 19. december og gennemførte konsultationer med Imamura og hans stab. Da delegationen vendte tilbage til Tokyo, anbefalede Sanada at opgive Guadalcanal. Overkommandoens ledelse enedes om at følge Sanadas anbefaling den 26. december og beordrede stabene til at begynde at udkaste planer for en tilbagetrækning fra Guadalcanal og etablering af en ny forsvarslinje i de centrale Salomonøer samt at ændre prioriteringen af ressourcer til fordel for felttoget på Ny Guinea.

Den 28. december informerede general Hajime Sugiyama og admiral Osami Nagano personligt kejser Hirohito om beslutningen om tilbagetrækning fra Guadalcanal. Den 31. december bifaldt kejseren formelt beslutningen. Japanerne begyndte i hemmelighed at forberede evakueringen, som fik kodenavnet Operation Ke og var planlagt til blive indledt i sidste halvdel af januar 1943.

Slaget ved Mount Austen, Galloping Horse og Sea Horse

I december blev den udmattede 1. marinedivision trukket tilbage for at blive udhvilet og genopbygget, og i løbet af den næste måned overtog 14. korps operationerne på øen. Dette korps bestod af 2. marinedivision, 25. infanteridivision og Americal Divisionen. Den amerikanske generalmajor Alexander Patch afløste Vandegrift som chef for de allierede styrker på Guadalcanal, der i januar var nået op på lige over 50.000 mand.

Frn 18. december begyndte allierede styrker at angribe japanske stillniger på Mount Austen. En stærkt befæstet japansk stilling, kaldet Gifu, fik angrebet til at gå i stå, og amerikanerne blev tvunget til midlertidigt at stoppe deres offensiv den 4. januar.

De allierede genoptog offensiven den 10. januar og angreb igen japanerne på Mount Austen og på de to nærliggende højderygge, som blev kaldt Seahorse og Galloping Horse. Efter noget besvær havde de allierede erobret alle tre den 23. januar. Samtidig rykkede amerikanske marinesoldater frem langs nordkysten og gjorde betydelige fremskridt. Amerikanerne mistede omkring 250 døde under operationen, mens de japanske tab var på omkring 3.000 døde.

Ke-evakueringen

Den 14. januar overførte en Tokyo Express en bataljon tropper, der skulle fungere som bagtrop under Ke evakueringen. En stabsofficer fra Rabaul ledsagede tropperne for at meddele Hyakutake beslutningen om tilbagetrækning. På samme tidspunkt gik japanske krigsskibe og fly i stilling omkring Rabaul og Bougainville områderne som forberedelse til at gennemføre evakueringen. De allierede efterretningstjenester opdagede de japanske manøvrer, men misfortolkede dem som forberedelser til et nyt forsøg på at generobre Henderson Field og Guadalcanal

Patch var bekymret for en forestående japanske offensiv og indsatte kun en relativt lille del af sine tropper i en langsom offemsiv mod Hyakutakes styrker. Den 29. januar reagerede Halsey på de samme efterretninger ved at sende en forsyningskonvoj til Guadalcanal beskyttet af en krydsereskadre. Efter at japanerne havde opdaget eskadren, blev den angrebet af japanske torpedobombefly samme aften, og den amerikanske krydser USS Chicago blev svært beskadiget. Den næste dag angreb og sænkede flere torpedobombefly Chicago. Halsey beordrede resten af eskadren til at trække sig tilbage til deres base og gav resten af sine flådestyrker ordre til at gå i stilling i Koralhavet, syd for Guadalcanal, for at være klar til at imødegå den forventede japanske offensiv.

I mellemtiden fra den japanske 17. armé sig tilbage til vestkysten af Guadalcanal, mens deres bagtrop holdt ud mod den amerikanske offensiv. Om natten den 1. februar opsamlede 20 destroyere fra Mikawas 8. flåde under Shintaro Hashimoto 4.935 soldater, fortrinsvis fra 38. infanteridivision fra øen. Japanerne og amerikanerne mistede hver en destroyer som følge af luft- og flådeangreb i forbindelse med evakueringen.

Om nætterne den 4. og 7. februar afsluttede Hashimoto og hans destroyere evakueringen af de fleste af de resterende japanske styrker på Guadalcanal. Bortset fra nogle luftangreb førsøgte de allierede styrker, som stadig ventede på et japansk storangreb, ikke at imødegå Hashimotos evakueringer. I alt lykkedes det japanerne at evakuere 10.652 mand fra Guadalcanal. Den 9. februar opdagede Patch, at japanerne var forsvundet, og erklærede Guadalcanal for sikret og afsluttede dermed slaget om Guadalcanal.

Efterspil

Højtstående allierede officerer samles på Guadalcanal i august 1943 for at planlægge den næste allierede offensiv mod japanerne i Salomonøerne - Operation Cartwheel.
Efter den japanske tilbagetrækning blev Guadalcanal og Tulagi udbygget til store baser, der støttede den allierede fremrykning op gennem Salomonøerne. Udover Henderson Field blev der etableret yderligere to landingsbaner ved Lunga Point og der blev bygget en flyveplads til bombefly ved Koli Point. Der blev bygget en omfattende flådehavn og logistiske faciliteter på Guadalcanal, Tulagi og Florida. Ankerpladsen ved Tulagi blev en vigtig fremskudt base for allierede krigsskibe og støttede Felttoget på Salomonøerne. Store landstyrker blev samlet i store teltlejre og barakker på Guadalcanal, inden de blev indsat længere oppe i Salomonøerne.

Efter slaget om Guadalcanal var japanerne i defensiven i Stillehavet. Det konstante pres for at forstærke Guadalcanal havde svækket den japanske indsats andre steder og bidrog til en vellykket australsk og amerikansk modoffensiv på Ny Guinea som kulminerede i erobringen af nøglebaserne ved Buna og Gona i starten af 1943. De allierede havde fået det strategiske initiativ, som de aldrig gav fra sig. I juni indledte de allierede Operation Cartwheel, som efter at være blevet ændret i august 1943, formaliserede strategien om at isolere Rabaul og afskære dens forbindelseslinjer over havet. Den efterfølgende vellykkede neutralisering af Rabaul og de styrker, der var der, gjorde det muligt at gennemføre felttoget i det sydvestlige Stillehav under general Douglas MacArthur og felttoget i det centrale Stillehav under admiral Chester Nimitz, som begge førte til, at man nærmede sig Japan. De resterende japanske styrker i det sydlige Stillehav blev derefter ødelagt eller omgået af de allierede styrker, mens krigen nærmede sig sin slutning.

Betydning
Ressourcer
Slaget om Guadalcanal var et af de første langvarige felttog i Stillehavet sammen med det samhørende og samtidige felttog på Salomonøerne. Begge felttog var slag, som belastede begge siders logistiske kapacitet. For amerikanerne betød dette, at man for første gang måtte udvikle effektiv militær lufttransport. Manglende luftoverlegenhed tvang Japan til at sætte sin lid til fremførelse af forstærkninger ved hjælp af pramme, destroyere og undervandsbåde, med blandede resultater. Tidligt i felttoget blev amerikanerne hæmmet af manglende ressourcer, da de led store tab af krydsere og hangarskibe, mens optrappede skibsbygningsprogrammer endnu var måneder fra at give resultater.

Felttoget på Guadalcanal var strategisk dyrt for Japan i form af tab af materiel og mandskab. Omkring 25.000 erfarne tropper blev dræbt under slaget. Dette dræn på ressourcerne fik direkte betydning for, at Japan ikke kunne opfylde sine mål i Felttoget på Ny Guinea. Japan mistede også kontrollen over de sydlige Salomonøer og muligheden for at afbryde skibsforbindelserne mellem USA og Australien. Japans store base i Rabaul blev desuden direkte truet af de allierede luftstyrker. Vigtigst var det, at knappe japanske ressourcer til lands, til vands og i luften var gået tab for altid i junglen på Guadalcanal og de omkringliggende farvande. Japanerne kunne ikke erstatte de fly og skibe, som blev sænket og ødelagt under dette felttog, og kunne ikke erstatte de højt trænede og erfarne besætninger, især i flådens fly, nær så hurtigt som de allierede.

Strategisk
Efter sejren i slaget ved Midway kunne USA skabe flådemæssig paritet i Stillehavet. Dette faktum ændrede imidlertid ikke i sig selv krigens gang. Det var først efter de allierede sejre på Guadalcanal og på Ny Guinea, at den japanske offensiv blev stoppet, og det strategiske initiativ gik over til de allierede på en – skulle det vise sig – permanent basis. Slaget om Guadalcanal afsluttede alle japanske forsøg på ekspansion og satte de allierede i en situation, hvor de var klart overlegne. Det kan således hævdes, at denne allierede sejr var det første skridt i en lang række successer, der til sidst førte til Japans overgivelse.

Den amerikanske "Europa først-strategi" havde i starten kun givet plads til defensive aktioner over for den japanske ekspansion, så ressourcerne kunne fokuseres på at besejre Tyskland. Admiral Kings argumenter for en invasion af Guadalcanal og dens vellykkede gennemførelse overbeviste præsident Franklin D. Roosevelt om, at krigen i Stillehavet også kunne føres offensivt. I slutningen af 1942 stod det klart, at Japan havde tabt slaget om Guadalcanal, et alvorligt slag mod Japans strategiske planer for, hvordan deres imperium skulle forsvares, og et uventet nederlag.

Måske lige så vigtig som den militære sejr var den psykologiske sejr for de allierede. På en kampplads uden særlige fordele for nogen af siderne havde de allierede slået Japans bedste land-, luft- og flådestyrker. Efter Guadalcanal så de allierede styrker med langt mindre frygt på det japanske militær end tidligere. Og desuden så de allierede hen til det endelige resultat af Stillehavskrigen med langt større optimisme.

Guadalcanal er ikke længere bare navnet på en ø i japansk militærhistorie. Det er navnet på den japanske hærs kirkegård.

Udover Kawaguchi udtalte flere japanske politiske og militære ledere, herunder Naoki Hoshino, Osami Nagano og Torashirō Kawabe kort efter krigen, at Guadalcanal var det afgørende vendepunkt under krigen. Kawabe sagde: "Som vendepunktet [i krigen], hvor den positive udvikling sluttede, eller endda blev negativ, føler jeg, det var på på Guadalcanal."