Bełżec udryddelseslejr

Drabstal

Deportation af jøder til Bełżec fra Zamość, april 1942.
Man regner med, at 600.000 jøder blev myrdet i Bełżec. Tyskerne ødelagde alle transportdokumenter, men polske jernbaneansatte som stationsforstanderen i Bełżec, Alois Berezowski, registrerede alle togtransporter.  Fra slutningen af 1997 til begyndelsen af 1998 blev der gennemført en arkæologisk undersøgelse af området ved Andrzej Kola (universitetet i Torun) og Mieczyslaw Gora (kurator ved Museum for arkæologi og etnologi i Lodz). De fandt 33 massegrave og ca. 15.000 ukremerede lig: "De største massegrave (...) indeholdt ubrændte menneskerester (dele af kranier med hår og hud på). Det nederste lag bestod af et tykt lag af sort menneskefedt. En grav indeholdt hele menneskeknogler så tæt sammenstuvet, at boret ikke kunne trænge gennem." Nyere fund af massegrave og udgravninger, som et team fra universitetet i Torun gennemførte i 2002, tyder på at mere end en million jøder kan være dræbt i Bełżec. Et telegram sendt af Hermann Höfle, Aktion Reinhards øverstkommanderende, opgiver, at 434.508 jøder var dræbt i Bełżec pr. 31. december 1942. På den tid var lejren nærmest afviklet, så dette tal kan anses som ret endeligt. Höfles tal blev også brugt i Korherr-rapporten fra 18. januar 1943.

Lejrens SS-stab, 1942. Fra højre til venstre: Heinrich Barbl, Artur Dachsel, Lorenz Hackenholt, Ernst Zierke og Karl Gringers. Til venstre i uniform: Friedrich Tauscher, Karl Alfred Schluch.

Under optagelserne til dokumentarfilmen Belzec, der blev vist på konferencen Les Juifs et la Pologne i Paris den 13. januar 2005, fortalte lokalbefolkningen ved Bełżec, hvordan de gravede området op på jagt efter guld fra jødernes tænder. De gravede sig ned under det mudder af forrådnelse, som tyskerne allerede havde siet ved hjalp af tærskemaskiner konfiskeret fra områdets landmænd, ned til et lag med hele knogler, og tog hele kranier med hjem, så naboerne ikke kunne se, om de havde fundet noget af værdi.

Sobibor var en nazitysk udryddelseslejr, ligesom de andre lejre i Aktion Reinhard beliggende nær floden Bug i det tyskbesatte Polen i udkanten af den enorme Parchew-skov. Sobibor dækkede et lille areal, omfattende jernbanestationen og et stykke ind i skoven. Området er fugtigt, da det ligger i udkanten af Pripjat-sumpene. 

Sobibor var en af de fire udryddelseslejre under kommando af Odilo Globocnik. Fangerne blev fragtet til lejren med tog i godsvogne, skønt vesteuropæiske jøder ofte ankom i passagertog.  Polske jernbanearbejdere fortæller i dokumentarfilmen Shoah, hvordan de så jødinderne pudre sig og rede håret ved ankomst uden at ane, hvad der ventede dem om få minutter; og jernbanearbejderne havde forbud mod at tale med dem.

Ved ankomsten måtte de sætte bagagen fra sig og klæde sig af. Under dække af at skulle i brusebad for at hindre spredning af sygdomme, blev de ført til gaskammeret gennem den såkaldte Himmelstrasse og dræbt med udstødningsgas fra et køretøj. Når alle var døde, blev kammeret tømt af jødiske fanger, der udgjorde en Sonderkommando (= særkommando).

Ved årsskiftet 1942/1943 kom lejren op på en kapacitet på ca. 1.300 mord pr. dag.

135.000 hollandske jøder, som Auschwitz ikke kunne aftage, endte i Sobibór. I alt antages 250.000 jøder at være myrdet i lejren. 

Arkæologen Yoram Haimi har udgravet lejren i 2012 og har søgt at beregne antallet af døde ud fra askedyngernes størrelse. 

Treblinka var en nazistisk udryddelseslejr[a] i nærheden af landsbyen Treblinka i voivodskabet Masovien i det tysk-besatte Polen under 2. verdenskrig. Næstefter Auschwitz var det den udryddelseslejr hvor flest jøder blev slået ihjel. 

Antal døde
Antal dræbte er omdiskuteret. Polske myndigheder satte det til 750.000. Vesttyskland satte det tidligt i 1971 til 900.000, efter at nye bevis forelå. Kommandanten Franz Stangl blev dømt ud fra dette tal. Stationsforstanderen i Treblinka, Franciszek Zabecki,  stod fast på, at tallet var langt højere: "JEG ved det; de andre gætter kun. Der var ingen tyske papirer som bevis, udover dem, jeg fik fat på og gemte – og de er ufuldstændige. Men jeg stod der på stationen, dag ud og dag ind, og noterede tallene, der stod med kridt på hver enkelt vogn. Jeg har lagt dem sammen, igen og igen. Antal dræbte i Treblinka var 1.200.000, og det er der overhovedet ingen tvivl om."

Chełmno

Frem til lukningen 14. juli 1944 blev mere end 150.000 mennesker myrdet med kulos i mobile gaskamre.

Lejrens første kommandant var Herbert Lange, direkte overflyttet fra eutanasiprogrammet T4,  hvor han havde dræbt psykiatriske patienter i Poznan. Hans enhed bestod af 15-20 SIPO-mænd og 80-100 fra Schutzpolizei. Han fik overladt det forfaldne slot i Chełmno nad Nerem og omdannede det til base, kaldt "slotslejren" for sig og sine mænd med barakker og en modtagelse for ofrene. Lejren bestod af to dele: Schlosslager (= slotslejren) med administration, barakker og lager for det stjålne gods; og Waldlager (= skovlejren), hvor de døde blev begravet og brændt.  Tre gasvogne blev benyttet til drabene.

Ved ankomsten til Chełmno blev fangerne samlet på slotspladsen, opdelt i grupper på 50, og bedt om klæde sig af. De blev tvunget til at aflevere alt af værdi og fik fortalt, at de skulle til en arbejdslejr, men først have et brusebad. Så blev de drevet ned i slottets kælder til et "badeværelse", der i virkeligheden førte ind i en ventende lastbil. Voldsomme slag sikrede, at ingen nølede eller nægtede at gå ind.

Fangevogterne var erfarne i eutanasiprogrammet og pumpede udstødningsgas fra motoren ind i det lufttætte lastrum, hvor ofrene var indespærret. Når 50-70 personer var klemt ind i bilens lastrum, blev røret med bilos fæstet til en åbning i lastrummet og motoren startet. Efter omkring ti minutter var alle døde. Chaufføren kørte til den nærliggende Rzuchow-skov, til "skovlejren", hvor jødiske slavearbejdere havde gravet massegrave og samlet ligbål. 40-50 jøder med lænker for at forhindre dem i at flygte, halede de døde ud af vognen, og smed dem i gravene. En anden gruppe sorterede de dødes tøj og ejendele, som blev sendt til genbrug i Tyskland. Bornislaw Falborski fortæller i Claude Lanzmanns dokumentarfilm Shoah, hvordan fyldte gasvogne kørte ud fra Chełmno-slottet, mens tomme biler vendte tilbage. Som regel sad to personer foran i lastbilerne. Ifølge Falborski kørte de i roligt tempo, så ofrene ville være kvalt ved ankomst til skoven. En gang fortalte skovfoged Sendjak, at en lastbil var væltet. De jødiske fanger faldt ud og begyndte at kravle omkring på jorden. En af Gestapos chauffører skød dem med sin revolver. Jøderne i Sonderkommando blev sat til at slæbe ligene ind i vognen igen. Selv om Falborski aldrig gik hen til massegravene, kunne han mærke lugten af forrådnelse. 

Auschwitz var en koncentrationslejr, og senere også udryddelseslejr, under Det Tredje Rige, der i dag står som et af de tydeligste symboler på de nazistiske jødeudryddelser og forbrydelser mod menneskeheden. Lejren blev i 1940 anlagt i byen Oświęcim i den sydvestlige del af det tysk besatte Polen, ca. 60 km vest for Krakow. Det var det tyske SS-korps, som i 1940 besluttede at oprette koncentrationslejren Auschwitz.

Den 27. januar 1945 befriede den russiske Røde Hær Auschwitz og de 7.650 fanger, som endnu var i live. Nu anslog lejrens tidligere kommandant Rudolf Höss, at i alt omkring tre millioner mennesker – de fleste jøder fra Østeuropa, men også sigøjnere, russere og tyskere – blev dræbt i Auschwitz i 1941-44. Tallet er i dag nedjusteret, og bl.a. Auschwitz-museet anslår det til ca. 1,1 million: 1 million jøder, 70-75.000 ikke-jødiske polakker, 21.000 sigøjnere, 15.000 sovjetiske krigsfanger og 10-15.000 fra andre lande.