Frikorps Danmark
Frikorps Danmark blev oprettet 29. juni 1941 som et frikorps, der skulle deltage i kampene på Østfronten på tysk side. Formålet med korpset var at bekæmpe kommunismen, og det var ikke et krav, at soldaterne var nazister.
Historie
Skabelsen af frikorpset
Efter at Danmark havde underskrevet AntiKominternpagten sammen med aksemagterne, beordrede Theodor Eicke oprettelsen af et dansk korps af frivillige soldater. Udenrigsminister Erik Scavenius og minister for offentlige arbejder Gunnar Larsen mente i 1941, at regeringen ved at give udrejsetilladelse til befalingsmænd og frivillige, der ville deltage i krigen på finsk eller tysk front, kunne undgå en skarpere tysk kurs mod Danmark. De mente også, at et nej til de frivillige ville medføre en tysk tvangsudskrivning af dansk ungdom ikke alene til tysk arbejdstjeneste, men også til tysk militærtjeneste. I Alsace-Lorraine var 150.000 unge mænd allerede tvangsmobiliseret til tysk krigstjeneste.
Søren Brorsen (V) meddelte 7. juli 1941 bl.a., "at Frikorps Danmark skal bære dansk Kendetegn. Opmærksomheden henledes i den anledning på, om Frikorpset uden videre kan føre Dannebrog som Fane". Han skrev igen fra Krigsministeriet 8. juli: "Den danske regering har givet Tilladelse til, at faste Befalingsmænd af Linien, Reserven (Forstærkningen) o.l. og hjemsendte Værnepligtige fra den danske Hær melder sig til Frikorps Danmark."
Korpsets første chef var obersturmbannführer Christian Peder Kryssing, som ikke var nazist. Den danske hærledelse støttede ikke Frikorps Danmark og ville også dømme Kryssing som landsforræder efter krigen. Det så først ud til, at regeringen ville følge Hærens anbefaling, men udenrigsminister Scavenius, der var fraværende under det første møde om sagen, fik overtalt sine ministerkolleger til at give Kryssing tilladelse til at melde sig til korpset.
Mange meldte sig hurtigt til tjeneste ved korpset, og allerede 19. juli 1941 rejste det første uddannelseshold til Langenhorn Kaserne ved Hamborg. Da de meldte sig, kunne de vælge mellem "resten af krigen" eller for to/fire års tjeneste. Den almindelige opfattelse var, at krigen nok ville være ovre i løbet af et halvt år, og de fleste meldte sig derfor for "resten af krigen".
Korpset skulle være en selvstændig, dansk enhed med danske officerer og dansk kommandosprog, men allerede i september 1941 tilgik tysk uddannelsesstab og derved en del tyske officerer og underofficerer. Fra starten var frikorpset underlagt Waffen-SS, som endnu var underlagt Wehrmacht. Det var den eneste mulighed for, at udlændinge kunne optages i den tyske hær.
I august 1941 var 1.000 frivillige indmeldt i korpset.
Korpset startede uddannelsen som en hestetrukket infanteribataljon. Den 15. september 1941 blev korpset forlagt til Treskau i Polen, hvor den endelige militære uddannelse blev udført. Korpset blev så vidt muligt motoriset: 60 lastbiler, 60 personbiler, motorcykler og andet materiel fra den danske hær. Desuden helt nye tyske køretøjer.
Kryssing blev fyret som chef for korpset i februar 1942, da han ikke var ideologisk egnet, og den nye chef blev Christian Frederik von Schalburg. 8. maj 1942 kom ordren om afmarch til Østfronten.
Kampe
Korpset blev indsat i de meget hårde kampe ved Demjansk syd for Ilmen ved Velikij Novgorod under navnet "Kampfgruppe von Schalburg". Det fik sin ilddåb 20. maj. Hele vinteren havde SS-Division "Totenkopf" været indesluttet af sovjetiske tropper. De første danskere blev fløjet ind og fik etableret en forbindelsesvej ud, for at få de motoriserede styrker ind i det myggebefængte sumpområde, hvor veje blev bygget ved at lægge træstammer side ved side.
Den 2. juni blev von Schalburg dræbt af en landmine under et angreb på de sovjetiske stillinger. Korpsets næste chef, Hans von Lettow-Vorbeck, blev dræbt tre dage efter sin tiltrædelse under angrebet mod landsbyen Bolschoj Dubowizy. 11. juli 1942 blev Knud Børge Martinsen udnævnt til SS-Sturmbannführer og chef for korpset. Schalburg havde en usædvanlig evne til at motivere og begejstre sit mandskab, men militærtaktisk løb han betydelige risici med tab af menneskeliv til følge. Martinsen havde ikke den samme karisma, men var en meget dygtig taktiker, der beskyttede sit mandskab.
Korpset blev trukket tilbage fra fronten i august–oktober og var bl.a. i Danmark på orlov. I Danmark blev de frivillige overrasket over, at befolkningens stemning var blevet negativ: der var episoder med slagsmål mellem soldater og civile.
13. oktober forlod korpset Danmark igen og forlagdes til Jelgava i Letland. Det var hensigten at bruge det til partisanbekæmpelse bl.a. sammen med 1. SS-Brigade. I sidste øjeblik blev planerne ændret, og korpset sendt til fronten igen. Herved undgik det at blive indblandet i krigsforbrydelser bag frontlinjen.
5. december ankom korpset til Nevel og blev hurtigt indsat i forsvarsstillingerne omkring Velikije Luki. 24. december 1942 angreb sovjetterne som forventet, og der var hårde kampe i korpsets område.
I marts 1943 blev korpset igen trukket ud af kampene og overført til Grafenwöhr ved Nürnberg. Her blev Frikorps Danmark opløst den 20. maj 1943. Ved nedlæggelsen blev de frivillige kraftigt opfordret til at indtræde i Regiment 24 Danmark. Mange frikorpsfolk ønskede ikke at fortsætte og mente, at det var kontraktbrud. Både Knud Børge Martinsen og gesandt Mohr ankom for gyde olie på vandene og opfordrede – af hensyn til Danmarks anseelse – at medlemmerne fortsatte dets militære tjeneste i Regiment Danmark. Nogle få frivillige modstod presset og blev hjemsendt.
Adskillige hjemsendte officerer og menige deltog senere i Danmark i tyske og danske hjælpe- og terrorkorps, fx HIPO og Schalburgkorpset. Måske var mange foranlediget af den tyske jobgaranti efter kontraktens udløb. Arbejdsløsheden var høj, og de frivillige upopulære i befolkningen og det var de eneste jobs, tyskerne tilbød.
De sidste år
Efter afslutningen af 2. verdenskrig kom et retsopgør i Danmark, et krav fra de danske kommunisters side, hvor mange tidligere frikorpssoldater blev straffet alene for deres medlemskab i Frikorps Danmark. De sidste frikorpsmænd, som var faldet i sovjetisk krigsfangenskab, blev hjemsendt fra Sibirien (Gulag) til Danmark 7. november 1953 (Poul Broberg, Erik Herløv Nielsen og H.J. Andresen).
Til frikorpssoldaternes forsvar talte et cirkulære fra det danske Krigsministerium, der havde givet danske officerer tilladelse til at deltage i korpset. Allerede i efteråret 1945 fremlagde Sagførerraadet en dokumentation for samarbejdspolitikkens opfordringer til samkvem med tyske myndigheder. En del af de tiltalte blev dermed frikendt i første instans, men dømt i Landsretten. De blev dog ikke idømt minimumsstraffen på fire år. Således var gennemsnitsstraffen to års fængsel for de knapt 14.000 personer, som blev idømt fængselsstraf. Mange jurister protesterede imod, at man dermed faktisk brød med det grundlæggende princip for retsopgøret, nemlig at kun kollaboration af så alvorlig art, at mindst fire års fængsel kunne idømmes, skulle straffes.
En mindelund for danske frivillige i tysk tjeneste under 2. verdenskrig, herunder Frikorps Danmark, blev indviet i 1971 som Fællesskabets Mindelund af 1969.
Petergruppen
Petergruppen var en terrorgruppe, der blev oprettet i slutningen af 1943 under besættelsen af den tyske besættelsesmagt og som øvede såkaldt kontrasabotage som svar på modstandsbevægelsens sabotageaktioner. Petergruppen var opkaldt efter den tyske gruppeleder Otto Schwerdt's dæknavn: Peter Schäfer. Dens officielle navn var Sonderkommando Dänemark. Petergruppen var også kendt som Brøndum-banden.
Ideen bag kontrasabotagen var at fjerne modstandsbevægelsens opbakning i samfundet ved at enhver sabotagehandling blev fulgt op af en kontrasabotage på bygninger og institutioner af almen interesse, udflugtsmål m.m. Flere filmselskaber blev sprængt som reaktion på at danskerne boykottede de biografer, der viste tyske film.
Den 4. januar 1944 dræbtes Kaj Munk af Petergruppen, den 10. januar 1944 udførte Petergruppen sabotage mod Studenterforeningens bygning på Vestre Boulevard (nu H.C. Andersens Boulevard) 6 i København, hvor skaderne blev opgjort til 120.000 kr. Øvrige aktioner i januar 1944: 11. januar: Garageanlæg, Enghavevej 31, 14.000 kr. 17. januar: Hellerup Flødeis, Onsgaardsvej 3, 138.000 kr. 25. januar: Danske Studenters Roklub, Strandvænget. Hellerup Roklub, 227.000 kr. Mordforsøg på grev Brockenhuus Schack 31. januar og mord på politibetjent Falkenaa samme dag. Dette var Petergruppens resultater den første måned.
Fra den 31. december 1943 til 4. maj 1945 udførte gruppen 94 drab, 25 drabsforsøg, 8 togattentater der kostede 26 menneskeliv, 157 sprængninger af bygninger etc. med skader for cirka 100.000.000 kroner. I alt cirka 160 dræbte, et stort antal sårede og mange invaliditeter til følge.
En af gruppens mest opsigtsvækkende aktioner fandt sted så sent som 22. februar 1945, da gruppen med sprængninger og fosforbomber lagde store dele af Guldsmedgade øde i Århus. Bomberne var tidsmæssigt indstillet forskudt til store fare for de mennesker, der forsøgte at deltage i redningsarbejdet. Syv mennesker døde som følge af eksplosionerne og de efterfølgende brande.
En af de mest aktive i Petergruppen var den århusianske malersvend Kai Henning Bothildsen Nielsen, der da også blandt meget andet stod i spidsen for aktionen i Århus. Bothildsen Nielsen blev efter krigen sammen med seks jævnaldrende medskyldige dømt til døden og i en alder af 27 år henrettet (skudt) i København natten mellem den 8. og 9. maj 1947.
Petergruppen var i begyndelsen på 13 mand, heraf var de seks danskere. Lønnen for indsatsen i gruppen var først 35 kr. og senere 50 kr. om dagen. Medlemmerne skulle selv betale rejseomkostninger. De anvendte våben og sprængstoffer var engelske og amerikanske materialer, der var faldet i tyskernes besiddelse.
Medlemmer
Tyske medlemmer
SS-Sturmbannführer Alfred Helmut Naujocks (RSHA) - 1. Gruppeleder
SS-Hauptsturmführer Otto Alexander Friedrich Schwerdt (SS-Jagdverbände) - 2. Gruppeleder
SS-Hauptsturmführer Horst Paul Issel - 3. Gruppeleder, fra november 1944 - maj 1945 (født 10. september 1912 i Berlin. Han havde siden september været medlem af terrorgruppen, dæknavn: Horst Waldenburg. I maj 1949 arresteret i Berlin og udleveret til Danmark. Ved Københavns byret den 21. januar 1950 idømt dødsstraf for mord og terror. Ved østre landsret den 19. oktober 1950 ændret til 20 års fængsel. 1953 benådet og udvist af Danmark.
SS-Hauptscharführer Ludwig Huf (født 21. december 1908, omkom ved luftangrebet 21. marts 1945 på Shellhuset. Begravet på Vestre Kirkegård, København).
SS-Oberscharführer Kurt Carstensen
Louis Nebel
Kurt Heel
Josef Helsing
Hans Kramer
Anton Werner Goy
Paul Apfel
"Lille Poul" (Dræbt ved RAF's bombardement af Shellhuset den 21. marts 1945)
SS-Unterscharführer Anton Gföller – i dansk litteratur nævnes han med navnene Anton, Toni og Adam; det må være een og samme person. (Anton Gföller er født 2. november 1922 i Haus ved Gröbming i Steiermark [link 2]. Indgik 1943 i SS-Sonderverband zur besonderen Verwendung Friedenthal, ledet af Otto Skorzeny, og deltog 12. september 1943 i befrielsen af Mussolini. Indtrådte sidst i december 1943 i Sonderkommando Dänemark. Var med i mordet på Kaj Munk. Afrejste den 10. november 1944 fra København til Tyskland. SS-Unterscharführer Anton Gföller, hos staben for SS-Jagdverbände, blev den 14. november 1944 tildelt Deutsches Kreuz in Gold. Kom 5. maj 1945 i amerikansk krigsfangenskab, hvorfra løsladt 10. marts 1947.
Kriminalobersekretär, SS-Untersturmführer, Walter Carl Friedrich Rohde (født 7. januar 1904, dræbt 27. august 1944 i et internt tysk opgør. Begravet på Vestre)
SS-Oberscharführer Fritz Himmel. (født 25. oktober 1919, dræbt 19. september 1944 ved Amalienborg. Begravet på Vestre).
SS-Unterscharführer Otto Wagner (SS-Jagdverbände)
SS-Unterscharführer Walter Gläsner (SS-Jagdverbände). (født 10. juni 1920, faldt 6. februar 1945 ved østfronten, begravet i Schwedt (mellem Berlin og Stettin)).
SS-Unterscharführer Josef Runte (SS-Jagdverbände)
SS-Unterscharführer Hans Holtzer (SS-Jagdverbände). (Efternavnet er nok Holzer).
Oberfähnrich Droos (SS-Jagdverbände)
SS-Unterscharführer Fritz Jesse
SS-Sturmbannführer Philipp Schmidt
SS-Unterscharführer Nobert Heitzel
SS-Sturmbannführer Carl Nevermann (SS-Jagdverbände)
Oberfeldwebel Poul Lensing (Geheime Feldpolizei). (født 26. september 1908 i Voerde, Tyskland, død 8. juni 1945 i Kolding (selvmord), begravet i Kolding).
Danske medlemmer
Ib Nedermark Hansen (Henrettet 9. maj 1947 00.05)
Henning Emil Brøndum (Henrettet 9. maj 1947 04.00)
Kai Henning Bothildsen Nielsen (Henrettet 9. maj 1947 03.15)
Robert Lund (Henrettet 9. maj 1947 01.54)
Viggo Gerhard Kieme (Stikker, skudt af modstandsbevægelsen)
Fritz Køppe (Stikker, skudt af modstandsgruppen Holger Danske)
SS-Unterscharführer Aage Thomas Mariegaard (Henrettet 9. maj 1947 01.10)
SS-Sturmmann Svend Thybo Sørensen (Henrettet 9. maj 1947 00.33)
Børge Jensen
Christian Børge Olsen
Kaj Christian Jensen
Ove Hans Westermann
Poul Ejner Bertelsen (Skudt af modstandsbevægelsen)
Villy Strynbo (Skudt af modstandsgruppen Holger Danske 1. maj 1945)
Svend Olav Stenander
Helge Erik Lundquist (Henrettet 9. maj 1947 02.40)
Hollandske medlemmer
SS-Sturmmann Christian von Baalen (SS-Jagdverbände)
Andre eksempler på gruppens mål
Nordisk Film Kompagni i Valby
Tinghuset i Svendborg
Kinopalæet i København
Sporvogn på Vesterbrogade, København
Vestre Boulevard 27, København
Korsør Glasværk
Fyens Stiftstidende
Tivoli, København
Aarhushallen
Eksprestog ved Hobro
ØK's bygning i København
Tuborgs Fabrikker
Apolloteatret, København
Carl Allers etablissement, København
Bang & Olufsen i Struer
Domus Medica, Amaliegade, København
Vendsyssel Tidende i Hjørring
Odinstårnet
Kontrasabotagen blev hurtigt i folkemunde kaldt Schalburgtage, da flere medlemmer af terrorgrupperne kom fra Schalburgkorpset.
Modstandsbevægelsens likvidering af stikkere blev fulgt op af såkaldte clearingmord på kendte eller afholdte personer, gruppens mest kendte offer var digterpræsten Kaj Munk i Vedersø.
De andre terrorgrupper var Toscagruppen, Schiøler-gruppen, Lorenzen-gruppen, Birkedal-Hansen-gruppen og Lille Jørgen-gruppen.
Kai Henning Bothildsen Nielsen (4. december 1919 i Århus – d. 9. maj 1947 i København) dømt for mord under anden Verdenskrig. Han var blandt de 46, der blev idømt dødsstraf og henrettet under retsopgøret.
Bothildsen Nielsen var søn af kusk Marius Bothildsen Nielsen og hustru Kirsten Marie Christoffersen, som boede i Absalonsgade 45 i Århus da sønnen bliver døbt.
Bothildsen Nielsen meldte sig ind i DNSAP og DNSAPs stormtropper SA i 1938.
Bothildsen Nielsen forsøgte i 1940 at indtræde i Waffen-SS, men blev kasseret. I januar 1941 forsøgte han igen og blev optaget og sendt på SS-skole i Sennheim i Tyskland. I marts 1941 blev han kasseret og hjemsendt. Bothildsen Nielsen blev dog i Tyskland, hvor han arbejdede som malersvend. I april 1942 åbnede han sin egen malerforretning, som han først opgav, da han i juni 1943 blev optaget i Schalburgkorpset. I Schalburgkorpset kom han i januar 1944 til at arbejde i efterretningstjeneste ET. Afdelingen havde en særlig status i Schalburgkorpset, da den fungerede meget autonomt og lavede tiltagende mange aktioner på tyskernes foranledning. Bothildsen Nielsen deltog i mange af ET's aktioner og blev få måneder senere i april 1944 optaget i Peter-gruppen.
I Peter-gruppen blev Bothildsen Nielsen hurtigt en af de toneangivende. Under dæknavnet Perle eller Perletand deltog han i mange aktioner og likviderede mange.
Natten i mellem 14. januar og 15. januar 1945 står Bothildsen Nielsen bag en bombesprængning på Bang & Olufsens radiofabrik. Svend Olufsen besøgte efterfølgende Bothildsen Nielsen i Horsens Statsfængsel, for at finde ud af, hvordan Bothildsen Nielsen var kommet igennem sikkerhedsforanstaltningerne omkring fabrikken som Olufsen selv havde udtænkt, hvilket Bothildsen Nielsen indvilgede i at skrive ned.[3]
Da Peter-gruppen opløstes ved befrielsen, forsøgte Bothildsen Nielsen at gå under jorden, men allerede den 12. maj 1945 blev han arresteret af politiet efter et mislykket selvmordsforsøg.
Han dømtes for 57 drab, ni drabsforsøg, 116 sabotagehandlinger, fem togattentater og tre røverier. Den 14. april 1947 blev han sammen med seks andre danskere dømt til døden ved skydning. Dommen eksekveredes kl. 03.15 den 9. maj 1947 på Bådsmandsstræde Kaserne i København.
