Slagmarken udvides (juni 1941 – december 1941)

I juni 1941 besluttede briterne at yde eskortestøtte til konvojerne hele vejen over Nordatlanten. Til dette formål anmodede admiralitetet den 23. maj den canadiske flåde om at påtage sig ansvaret for at beskytte konvojer i den vestlige zone og etablere base for sin eskortestyrke i St. John's, Newfoundland. Flotilleadmiral i den canadiske flåde, L.W. Murray, overtog posten som øverstbefalende for Newfoundland Escort Force den 13. juni 1941, underlagt Western Approaches Command i Liverpool. Seks canadiske destroyere og 17 korvetter, forstærket med syv destroyere, tre kanonbåde og fem korvetter fra Royal Navy, indgik i styrken, som eskorterede konvojerne fra havne i Canada til Newfoundland og videre til et mødested syd for Island, hvor de britiske eskortegrupper overtog opgaven.

Trods sin formelle neutralitet tog USA fra 1941 stigende del i krigen. I april udvidede præsident Roosevelt den 'pan-amerikanske sikkerhedszone' mod øst næsten til Island. USA lod sig overtale til at afløse de britiske tropper, som var på Island efter den britiske besættelse, og amerikanske krigsskibe begyndte at eskortere allierede konvojer i det vestlige Atlanterhav og havde adskillige fjendtlige møder med ubåde.

I juni 1941 indså USA, at den tropiske del af Atlanten også var blevet farlig for ueskorterede amerikanske handelsskibe. Den 21. maj var SS Robin Moor, et amerikansk fartøj, som ikke medførte militære forsyninger, blevet standset af U-69 ca. 1.000 km vest for Freetown i Sierra Leone. Efter at dets passagerer og mandskab havde fået tredive minutter til at gå i redningsbådene, torpederede, beskød og sænkede U-69 skibet. De overlevende drev omkring på havet uden at blive reddet eller opdaget i op til atten dage. Da nyheden om sænkningen nåede USA, følte få shippingfirmaer sig sikre noget sted, og Time Magazine skrev i juni 1941: "Hvis sådanne sænkninger fortsætter, vil skibe fra USA med andre destinationer fjernt fra kampzonerne være i fare. USA må derfor enten kalde sine skibe hjem fra oceanet eller hævde sin ret til fri sejlads med magt."

Samtidig arbejdede briterne på en række tekniske forbedringer til imødegåelse af de tyske undervandsbådes overlegenhed. Skønt der var tale om britiske opfindelser, blev teknologierne frit stillet til rådighed for USA, som omdøbte dem og fabrikerede udstyret, hvilket ofte førte til den forkerte opfattelse, at det var amerikanske innovationer.

Der udvikledes nye dybdebomber, som kastedes over destroyernes side frem for at blive rullet ud over stævnen, når destroyeren passerede over en ubåd. ASDIC-kontakten med den gik tabt, når den var lige under skibet, hvilket ubådene ofte benyttede sig af til at undslippe. Yderligere affyredes dybdebomberne i et mønster, som forsøgte at fange ubåden midt i en "kasse" af eksplosioner, hvis chokbølger kunne ødelægge den.

Handelsskibe med katapultfly
Flyenes rækkevidde øgedes hele tiden, men Atlantens udstrækning tillod ikke, at de kunne dække den helt på dette tidspunkt. For at stoppe dette hul installeredes startramper på den forreste del af nogle lastskibe, der blev kendt som Catapult Aircraft Merchantmen (CAM-skibe), og de forsynedes med et enkelt Hurricane jagerfly. Nærmede et tysk fly sig, affyredes jageren fra rampen ved hjælp af en kraftig raket for at nedskyde eller afvise det tyske fly. Hvis det foregik for langt fra land, landede jagerflyet derefter på vandet (og gik tabt), mens piloten blev samlet op af et af eskorteskibene. Der gennemførtes otte opsendelser af jagere med det resultat, at seks aksemagts-fly blev skudt ned med tabet af kun en allieret pilot.

De tyske fly blev gradvist trængt ud af det atlantiske luftrum af RAF-kystforsvarets stigende styrke og introduktionen af CAM-skibene.

HF-pejleudstyr
En af de vigtigste nyudviklinger var, at de større eskorteskibe fik installeret radiopejleudstyr, kendt som HF/DF (High-Frequency Direction Finding) eller Huff-Duff. Med HF/DF kunne en operatør bestemme retningen for en radiosender, selvom meddelelsens indhold ikke kunne læses. Eftersom ulvekobbeltaktikken indebar, at ubådene dykkede ud for at rapportere en konvojs position, var der en stadig strøm af meddelelser at opsnappe. En destroyer kunne derpå sejle i retning mod signalet for at angribe ubåden eller i det mindste tvinge den til at dykke og derved forhindre et sammenhængende angreb på konvojen. Var to skibe i konvojen udstyret med HF/DF, kunne ubådens nøjagtige position bestemmes ved triangulering. Briterne gjorde desuden udbredt brug af HF/DF-stationer på land, så de kunne holde konvojerne opdateret med positionerne for ubådene i deres nærhed.

Radioteknologien bag HF/DF var godt kendt på begge sider, men før krigen involverede brugen af den en pejleantenne, som skulle drejes manuelt for at fastlægge retningen til senderen. Det krævede stor omhu og tog derfor en del tid at udføre med nogen grad af sikkerhed, og det kunne let resultere i at fastlægge en reciprok signalposition 180 grader fra den korrekte. Med denne viden anså radiotelegrafisterne på de tyske ubåde det for risikofrit at sende, hvis de begrænsede sig til korte meddelelser. Briterne udviklede imidlertid en variant baseret på et oscilloskop, som øjeblikkeligt fastlagde positionen for selv den korteste sending. Dermed fjernedes næsten behovet for triangulering, for eskortefartøjet kunne blot sejle efter den opnåede kurs og bruge radar til den endelige fastlæggelse af målet. Mange ubådsangreb forhindredes, og mange ubåde sænkedes som følge heraf, hvilket viser den forskel, som selv små teknologiske justeringer kunne gøre i denne kamp.

Enigmakoden
En afgørende faktor i den britiske succes fra anden halvdel af 1941 og resten af krigen var, at det lykkedes at bryde koden fra den tyske Enigma dechifreringsmaskine. Ulvekoblernes taktik afhang af radiokommunikation, der var baseret på to antagelser, nemlig dels at Enigmakoden ikke kunne brydes, og dels at korte meddelelser som nævnt ikke kunne pejles hurtigt nok til at lokalisere den sendende ubåd. Begge antagelser var fejlagtige. Fra sommeren 1941 kunne briterne med en kombination af tydede Enigma-meddelser og radiopejling fastlægge positionen af undervandsbådenes patruljemønstre og dermed omlægge konvojruterne, så de undgik dem.

Denne styrkelse af den allierede side må dog ses i forhold til det stigende antal ubåde, som blev sat ind. De tyske undervandsbåde af typen VIIC begyndte at nå Atlanterhavet i større tal i 1941, og der blev efterhånden i alt leveret 585 af dem. Så selv om de allierede i almindelighed havde held med at forsvare konvojerne i sommeren og efteråret 1941, blev der ikke nedkæmpet ubåde i et antal, der var tæt på at være tilstrækkeligt. Korvetterne af Flower-typen kunne opdage dem og forsvare en konvoj mod dem, men de var ikke hurtige nok til at kunne gå til angreb mod dem.

Hitler beordrede i oktober 1941 Dönitz til at flytte mange af ubådene til Middelhavet som støtte for de tyske operationer i det område. Den deraf følgende koncentration af maritime styrker nær Gibraltar førte til en række slag i forbindelse med konvojerne fra Gibraltar og Sierra Leone. Konvoj HG-76 sejlede fra Gibraltar i december 1941, eskorteret af den 36. eskortegruppe, bestående af to kanonbåde og seks korvetter under kommando af kommandør Frederic John Walker, og forstærket af det nye, eskortehangarskib HMS Audacity og tre destroyere fra Gibraltar. Konvojen blev straks opdaget af den ventende ubådsgruppe, hvilket resulterede i en brutal kamp. Walker var taktisk opfindsom, hans skibsbesætninger godt trænet, og tilstedeværelsen af et eskortehangarskib betød, at ubådene ofte blev set og tvunget til at dykke, før de kunne komme tæt på konvojen. I løbet af de næste fem dage sænkedes fem ubåde, heraf fire af Walkers gruppe, til trods for at Audacity gik tabt efter to dage. Foruden Audacity mistede briterne en destroyer og kun to handelsskibe. Dette slag var den første klare allierede sejr i kampen om konvojerne.

Ved en stædig indsats fik De Allierede langsomt et overtag frem mod slutningen af 1941, og skønt deres krigsskibe ikke sænkede noget stort antal ubåde, undgik de fleste konvojer helt at blive angrebet. Tabet af skibe og laster var stort, men kunne klares.

Operation Paukeslag (januar 1942 – juni 1942)
Angrebet på Pearl Harbor og den påfølgende tyske krigserklæring til USA havde øjeblikkelig virkning for slagmarken. Dönitz planlagde straks at angribe skibsfarten ud for USAs østkyst, men havde kun 12 undervandsbåde af type IX-klassen, som var i stand til at foretage den lange overfart. Halvdelen af dem var endvidere fjernet som følge af Hitlers ordre om at imødegå de britiske styrker i Middelhavet, og en af de resterende var under reparation, så der kunne kun sendes fem enheder af sted til USA i den såkaldte operation Paukenschlag (Paukeslag).

USA, som ikke havde direkte erfaring med moderne søkrig ved sine egne kyster, indførte ikke mørklægning langs kysten, så ubådene kunne ganske enkelt ligge afventende i havet og udsøge sig skibene, hvis silhuetter var tydeligt tegnet mod byernes lys.

Den øverstkommanderende for den amerikanske flåde, admiral Ernest King, som ikke brød sig om briterne, afslog indledningsvis Royal Navys opfordring til kystmørklægning og indførelse af et konvojsystem. King er blevet kritiseret for denne beslutning, som hans forsvarere begrunder med, at USA's destroyerflåde var af begrænset størrelse (delvis på grund af salget af de 50 gamle destroyere til Storbritannien tidligere i krigen), og King mente desuden, at det var langt vigtigere at lade destroyerne beskytte allierede troppetransporter end fragtskibe.

Yderligere var hans skibe travlt beskæftiget med at eskortere materiel til Sovjetunionen under Lend-Lease-aftalen og med at kæmpe mod japanerne i Stillehavet, men alt dette forklarer ikke hans undladelse af at gennemføre mørklægning eller hans manglende reaktion på råd fra Royal Navy. Der gik ingen troppetransporter tabt, men handelsskibene i amerikansk farvand var meget udsatte og led enorme tab. Storbritannien måtte efterhånden bygge skibe til kysteskortering og levere dem gratis til USA som en slags omvendt Lend-Lease, eftersom King var uvillig (eller måske ude af stand) til selv at fremskaffe dem.

De først ankomne ubåde begyndte at angribe den 13. januar 1942, og da de vendte tilbage mod Frankrig den 6. februar havde de sænket skibe svarende til 156.939 ton. Den først gruppe af type IX blev erstattet af både af type VII og IX, som kunne tanke til havs fra type XIV såkaldte malkeko-tankere og havde sænket 397 skibe på i alt over 2 millioner tons (som nævnt, gik ikke en eneste troppetransport tabt). I 1943 søsatte USA mere end 11 millioner tons handelstonnage, men tallet faldt de sidste krigsår, hvor produktionsfaciliteterne prioriteredes anderledes.

I maj fik King (der nu både var øverstkommanderende for flåden og chef for flådeoperationerne) endelig samlet tilstrækkeligt mange skibe til at iværksætte et konvojsystem. Det førte hurtigt til sænkning af syv ubåde. Men der var ikke skibe nok til at dække alle områder, så ubådene kunne stadig operere frit under slaget om Caribien og i den Mexicanske Golf (hvor de i realiteten afspærrede adskillige amerikanske havne) til juli måned, hvor de udlånte britiske eskortefartøjer begyndte at ankomme. Indførelsen af et sammenhængende konvojsystem langs USAs kyst og i Caribien i midten af 1942 medførte en øjeblikkelig nedgang i antallet af angreb i disse områder og flyttede opmærksomheden tilbage til Atlanterhavskonvojerne. For de allierede var situationen alvorlig i det meste af 1942, men den blev ikke kritisk.

Operation Paukeslag havde en virkning mere. Den var så succesfuld for den tyske side, at Dönitz’ politik med at føre økonomisk krig også overbeviste Hitler om, at det var den eneste effektive måde at bruge ubådene på, og han gav Dönitz frie hænder til at bruge dem, som han mente hensigtsmæssigt. I mellemtiden var Dönitz’ chef Raeder blevet afsat som følge af det katastrofale Slag i Barentshavet, hvor to tyske tunge krydsere blev slået på flugt af kun seks destroyere fra Royal Navy. Dönitz blev senere udnævnt til storadmiral, og bygning af ubåde fik høj prioritet på skibsbygningsområdet.

Kampene vender tilbage til Midtatlanten (juli 1942 – februar 1943)

Efter at USA fik arrangeret konvojer, faldt tabene til ubådene hurtigt, og Dönitz indså, at hans ubåde kunne bruges bedre andetsteds. Den 19. juli 1942 beordrede han de sidste ubåde til at trække sig tilbage fra USA's Atlanterhavskyst, og i slutningen af måneden rettede han igen sin opmærksomhed mod Nordatlanten.

Der var tilstrækkeligt med ubåde spredt ud over Atlanterhavet til at flere ulvekobler kunne angribe mange forskellige konvojruter. Ofte ville så mange som 10 til 15 ubåde angribe i en eller to bølger, idet de fulgte efter konvojerne om dagen og angreb om natten. Tabene voksede hurtigt, og i oktober 1942 sænkedes 56 skibe på mere end 258.000 tons i "lufthullet" mellem Grønland og Island, som fortsat var uden for rækkevidde af det stadigt stigende antal allierede flypatruljeringer.

19. november 1942 afløstes admiral Noble som øverstkommanderende for Western Approaches Command af admiral Sir Max Horton. Horton havde været ubådskaptajn under 1. Verdenskrig så han kendte til ubådstaktik. Han benyttede det stigende antal eskortefartøjer, som var til rådighed, til at organisere "støttegrupper", som forstærkede de konvojer, der kom under angreb. Til forskel for de almindelige eskortegrupper havde støttegrupperne ikke direkte ansvar for en bestemt konvojs sikkerhed. Det gav dem langt større taktisk fleksibilitet og mulighed for at frigøre skibe til at jagte ubåde, som blev opdaget af rekognosceringsfly eller ved HF/DF-observation. Hvor de regulære eskorteskibe havde måttet vende tilbage til deres konvoj, kunne støttegrupperne fortsætte med at jage en ubåd i mange timer. En fremgangsmåde, som kommandør Walker benyttede, var at lægge sig over ubåden og afvente, at den løb tør for luft og dermed blev tvunget til at dykke ud.

Pindsvin

I slutningen af 1942 havde briterne udviklet en morter til ubådsbekæmpelse, som blev navngivet Pindsvin (på engelsk: Hedgehog), og som krigsskibene blev udstyret med. Den affyrede 24 bomber, som udløstes ved kontakt, i retningen fremad i forhold til det angribende skib. Til forskel fra dybdebomber, som eksploderede i en forudindstillet dybde bag det angribende krigsskib, og som gav forstyrrelser i vandet, der vanskeliggjorde den videre kontakt med målet, eksploderede pindsvineladningerne kun, hvis de ramte en ubåd. Denne kunne derved fortsat spores, forfølges og angribes, til den blev sænket. Pindsvinet viste sig at være et særligt effektivt våben, som øgede succesraten for angreb fra 7% af forsøgene til i nærheden af 25%. Eksplosionen af en pindsvineladning udløste sprængning af de øvrige, hvilket yderligere øgede våbnets effektivitet.

Leighlampe
Uddybende Uddybende artikel: Leighlampe
Risikoen for opdagelse fra et radarudstyret fly kunne begrænse ubådenes aktivitet over et stort havområde, men angreb fra et fly kunne kun lykkes ved god sigtbarhed. Ubåde var derfor ret beskyttet mod angreb fra fly om natten, eftersom opsendelse af lysbomber gav dem tilstrækkeligt varsel om et kommende angreb. Briternes introduktion af den såkaldte Leighlampe i juni 1942 blev en betydende faktor i den Nordatlantiske kamp. Lampen var et kraftigt søgelys, som automatisk rettede sig ind efter den luftbårne radar, og som pludselig oplyste målet i den allersidste fase af et angreb. Dermed kunne britiske fly angribe ubåde, mens de genopladede deres batterier på overfladen om natten, hvilket tvang de tyske ubådskaptajner til at foretage genopladningen i dagtimerne.

De overlevende ubådschefer har rapporteret om en særlig skræk for dette våbensystem, eftersom lyden af et fly ikke kunne høres om natten pga. ubådens egen støj. Flyet opdagede undervandsbåden med radar i centimeterbåndet, som ikke kunne opdages af det udstyr, den typiske ubåd havde til rådighed, og rettede ind til et angreb. Den metriske radar sænkede automatisk sin styrke, jo nærmere flyet kom til målet, så ubåden stadig ikke opdagede, at den blev sporet. En kilometer eller halvanden før målet tændte flyets søgelys automatisk og illuminerede nøjagtigt og uden varsel målet, som kun fik ca. 5 sekunders varsel, før det ramtes af en salve dybdebomber. En del af faldet i De Allieredes tab af tonnage fra 600.000 til 200.000 tons pr. måned kunne henføres til denne opfindsomme løsning.

Metoxmodtager
Fra august 1942 blev undervandsbådene udstyret med radardetektorer for at kunne undgå de pludselige bagholdsangreb, som et fly eller en korvet med radar kunne foretage. Den første sådanne detektor, benævnt Metox efter sin franske opfinder, kunne afsløre brugen af en radar i meterbåndet, som de tidlige radarer opererede i. Dette hjalp ikke blot ubådene til at undgå opdagelse fra de canadiske og amerikanske eskorteskibe, som var udstyret med umoderne radarapparater, men tillod dem også opspore konvojer, hvor sådanne apparater var i brug.

Slagets højdepunkt (marts 1943 – maj 1943, "sorte maj")
Vintervejret betød en kort pause i kampene i januar og februar 1943, men i foråret blussede konvojkampene op igen med samme vildskab. På dette tidspunkt var der så mange undervandsbåde på patrulje i Nordatlanten, at det var næsten umuligt for konvojerne at undgå opdagelse, hvilket førte til en række hensynsløse kampe om dem. I marts var tabet af tonnage på 260.000 tons, og eskorteskibene blev eftertrykkeligt besejret i slagene om konvojerne SC-122 og HX-229.

Forsyningssituationen i Storbritannien var så alvorlig, at der var tale om at blive ude af stand til at fortsætte krigsindsatsen, idet især tilførslen af brændstof var kritisk lav. Det så ud til, at Dönitz var ved at vinde krigen. Alligevel bragte de næste to måneder en fuldstændig omvæltning i situationen.

Vendepunktet var det slag, som udkæmpedes om den langsomme konvoj ONS-5 i april/maj 1943. Det var en konvoj på 43 handelsskibe, eskorteret af to destroyere, en fregat og korvetter, som blev angrebet af et ulvekobbel på 30 undervandsbåde. Skønt disse sænkede 13 handelsskibe, opdagedes ubådene ved hjælp af HF/DF, og det lykkedes eskorteskibene og fly at sænke 6 af dem. Selv om en storm spredte konvojen, lykkedes det de resterende skibe at nå frem til det område, hvor de beskyttedes af landbaserede fly, hvilket fik admiral Dönitz til at beordre angrebet standset.

I april steg tabet af undervandsbåde kraftigt, men antallet af deres sænkninger faldt dramatisk. I løbet af maj opererede ulvekoblerne ikke længere organiseret, og den måned blev kendt som sorte maj for det tyske ubådsvåben (U-Boot Waffe).

Konvergerende teknologier
Slaget om Atlanten blev vundet af De Allierede på kun to måneder. Der var ingen enkelt grund til det, men ændringen i krigen skyldtes en pludselig samtidig virkning af forskellige teknologier kombineret med en forøgelse af de allieredes ressourcer.

Det midt-atlantiske mellemrum, som ikke tidligere havde kunnet dækkes af fly, lukkedes af de langtrækkende B-24 Liberator fly. Desuden havde briterne i foråret 1943 udviklet en effektiv havdækkende radar i centimeterbåndet, som var lille nok til at kunne medføres i patruljefly, der medførte dybdebomber. Denne radar forbedrede afgørende afsløringen af undervandsbådene og satte det tyske Metox-advarselssystem ud af spillet. Yderligere luftstøtte opnåedes ved indførelsen af MAC-skibene og senere fra det voksende antal amerikansk-byggede eskortehangarskibe. Disse medførte primært fly af typen Grumman Wildcat og sejlede med i konvojerne hele vejen over Atlanterhavet, hvor de ydede den hårdt tiltrængte luftstøtte og patruljering.

Antallet af eskorteskibe steg både som følge af de amerikanske skibsbygningsprogrammer og ved frigørelse af de eskortestyrker, som havde været bundet til opgaver ved landsætningerne i Nordafrika i november og december 1942. Især designedes nye eskortedestroyere (hvor tilsvarende britiske fartøjer kaldtes fregatter), som kunne bygges mere økonomisk end de dyre destroyere til flåden, og som også var mere sødygtige end korvetterne. Derved blev der ikke kun et tilstrækkeligt antal eskorteskibe til at følge konvojerne, men der kunne også organiseres grupper (ofte i tilknytning til eskortehangarskibene) til aggressiv jagt på og tilintetgørelse af undervandsbåde.

Den fortsatte adgang til at bryde den tyske Enigmakode gjorde det muligt for De Allieredes konvojer at undgå ulvekoblerne og samtidig at iværksætte jagt på de ubåde, hvis position afsløredes af Enigma-dekrypteringerne.

En anden afgørende faktor var den amerikanske skibsbygningskapacitet, som i bogstavelig forstand kunne bygge handelsskibe hurtigere, end ubådene kunne sænke dem. Derved vandt de allierede "udmattelseskrigen om tonnage".

De allierede flystyrker udviklede taktikker og teknologi, som gjorde hovedruten gennem Biscayabugten for de ubåde, som havde base i Frankrig, meget farlig. Her udnyttedes Leighlampen til præcise angreb på undervandsbåde, som dykkede ud for at oplade deres batterier om natten. Luftwaffe svarede igen ved at indsætte jagerfly som dækning, men med støtte af efterretninger fra havnepersonel tilhørende den franske modstandsbevægelse viste de sidste kilometer af strækningen til og fra havn sig farlig for mange ubåde.

De sidste år (juni 1943 – maj 1945)
Tyskland havde tabt det teknologiske kapløb. I løbet af de næste to år blev der sænket et stort antal undervandsbåde, sædvanligvis med tabet af hele deres besætning. Det vundne slag betød, at store forsyninger begyndte at ankomme til England til brug for den eventuelle invasion af Frankrig. Det stod naturligvis også den tyske side klart, og derfra forsøgte man desperat at genoplive kampene.

Der gjordes adskillige forsøg på at redde Type VII-styrken. Blandt disse var montering af stærkt forbedret antiluftskyts, radardetektorer og endelig indførtes et snorkelsystem, så undervandsbådene kunne forblive neddykket og dermed undgå opdagelse via radar. Disse ændringer var dog ikke tilstrækkelige til at opveje den overmagt, de allierede på dette tidspunkt havde opnået i luftrummet.

Fra 1943 og frem benyttedes tyske He 177 bombefly med Henschel Hs 293 fjernstyrede bomber af og til ved angreb på konvojer og anførte et antal heldigt udførte angreb. Men også her forhindrede den manglende kontrol med luftrummet at de kunne udgøre en alvorlig fare for Royal Navy.

Også torpedoerne forbedredes, så de kunne forudprogrammeres til at følge en rute frem og tilbage over konvojens sejlretning. Potentielt mest farlig var måske udviklingen af den tyske akustiske torpedo (på engelsk kaldet "GNAT" fra "German Navy Acoustic Torpedo"), som ville låse sig fast på målets skruestøj. De var meget virkningsfulde, men det tog kun canadierne tre dage at opfinde en modforholdsregel: En bunke gamle, raslende rør slæbtes efter skibet og afledte torpedoen.

Sent i krigen introducerede tyskerne "Elektroboot"-serien, den såkaldte type XXI og en kortrækkende type XXIII, som blev konstrueret i januar 1943, men først sat i produktion i 1944-1945. I neddykket tilstand kunne type XXI skyde en fart på 17 knob, hurtigere end en type VII, der sejlede i fuld fart i overfladen, og næsten så hurtigt som de skibe, der angreb. Masseproduktion af de nye typer kom imidlertid ikke i gang før 1944, og kun en enkelt operation blev gennemført med en type XXI, før krigen sluttede, og uden at komme i kontakt med fjenden.

Det sidste slag med undervandsbåde involveret fandt sted den 5. maj 1945. Storadmiral Karl Dönitz, der både var chef for ubådene (Befehlshaber der Unterseeboote) og Kriegsmarines øverste chef (Oberbefehlshaber der Kriegsmarine), beordrede alle ubåde til at ophøre med offensive operationer og vende tilbage til deres baser, idet han roste dem med ordene: "I har kæmpet som løver"! U-853, der lå i venteposition ud for Point Judith, Rhode Island, modtog ikke denne ordre, og kort efter ramte en torpedo fra den SS Black Point, et fragtskib på vej til Boston, Massachusetts. I løbet af 15 minutter sank Black Point på 29 m vand og blev det sidste skib under USA-flag, som sænkedes under 2. verdenskrig. Tolv søfolk omkom, mens det lykkedes at redde 34 af besætningen. Et af redningsskibene, SS Kamen, sendte en melding om torpederingen, som blev hørt af de fire amerikanske krigsskibe:

USS Ericsson (DD-440),
USS Amick (DE-168),
USS Atherton (DE-169) og
USS Moberly (PF-63)
De opdagede U-853 liggende på bunden på 33 m vand og kastede mere end hundrede dybdebomber i løbet af natten. Næste morgen, sluttede de to luftskibe K-16 og K-58 fra Lakehurst, New Jersey, sig til angrebet, lokaliserede oliepletter og markerede sandsynlige positioner med farve. K-16 angreb også med 180 mm raketbomber. Til sidst flød bl.a. planker, redningsbåde og en officerskasket op til overfladen og angav sænkningen af den næstsidste undervandsbåd, som sænkedes under verdenskrigen med tabet af hele besætningen, 55 mand.

Den sidste ubåd, som sænkedes under krigen var U-320. Dybdebomber fra et britisk Catalina-fly havde beskadiget den svært den 8. maj 1945 vest for Bergen, men det lykkedes besætningen at sejle den på grund på øen Sotre. Mange af de tilbageværende ubåde ødelagdes under Operation Deadlight efter krigen.

Resultater

Søfolk fra Newfoundland hejser flaget White Ensign over en erobret tysk ubåd i St. John's, Newfoundland
Det lykkedes ikke tyskerne at forhindre tilførslen af strategiske forsyninger til Storbritannien, og den fiasko muliggjorde den massive samling af tropper og forsyninger, som var nødvendig for landgangen i Normandiet. Nedkæmpelsen af den tyske ubådsstyrke var derfor en nødvendig forudsætning for De Allieredes forsynings- og troppeopbygning, som muliggjorde Tysklands nederlag på Vestfronten og i verdenskrigen.

Sejren opnåedes med store omkostninger. Mellem 1939 og 1945 sænkedes 3.500 allierede skibe med en bruttotonnage på 14,5 millioner, med et tab af 783 tyske ubåde.

De Allieredes tabTysklands tab
30.248 mand fra handelsflåden

28.000 sømænd
Tysklands tab

3.500 handelsskibe

783 undervandsbåde
175 krigsskibe