Richard Baer (født 9. september 1911, død 17. juni 1963) var SS-Sturmbannführer (en rang der svarer til major) og chef for koncentrationslejren Auschwitz I fra maj 1944 til februar 1945. Han var medlem af det nazistiske parti NSDAP fra 1930 (medlemsnr. 454991) og SS (medlemsnr. 44225).
Baer var konditor, inden han trådte ind i SS i 1932, fra året efter og frem til 1943 gjorde han tjeneste i flere forskellige kz-lejre, ved Dachau, Oranienburg, Sachsenhausen og Neuengamme. I 1941 var han med i Aktion 14f13, hvor mellem 10.-20.000 gamle og svagelige fanger i kz-lejre blev myrdet, han var også med til at sørge for at sovjetiske krigsfanger blev gasset i specielle gas-kamre. Fra november 1942 til maj 1944 arbejdede han som adjudant for Oswald Pohl, lederen for Wirtschafts und Verwaltungshauptamt (WVHA). I maj 1944 bliver han udnævnt til chef kommandør for Auschwitz, hvor han bliver til februar 1945, da sovjetiske tropper trænger ind i lejren og befrier fangerne.
I årene efter Anden Verdenskrig skjulte Baer sig under en falsk identitet, han boede i Hamborg under navnet Karl Egon Neumann. Han blev afsløret i 1960, men nåede ikke at blive retsforfulgt for sine krigsforbrydelser, da han døde af hjertestop i fængslet. Nynazister har betvivlet, at Baer døde af naturlige årsager.
Hans Aumeier (født 10. august 1906, død 28. januar 1948) var en tysk nazist og kommandant under Anden Verdenskrig. I 1929 blev Aumeier medlem af Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei (NSDAP), i 1931 af Sturmabteilung (SA), senere af Schutzstaffel (SS).
Han var stedfortrædende chef for dødslejren Auschwitz-Birkenau 1942-1943, derefter gjorde han tjeneste i koncentrationslejre i Tyskland og var lejrchef i Mysen koncentrationslejr i Norge fra marts 1945 til krigens slutning. Han blev arresteret af briterne i Norge den 11. juni 1945 og efter et ophold i Akershus fængsel, ført til London for yderligere forhør. Aumeier blev derefter udleveret til Polen. Han blev dømt til døden ved en polsk domstol for forbrydelser mod menneskeheden. Han blev hængt 28. januar 1948 i et fængsel i Krakow.
Erich von dem Bach-Zelewski (1. marts 1899 i Lauenburg (i dag Lębork), Pommern – 8. marts 1972 i München) var en tysk SS-officer, SS-Obergruppenführer (1941) og general i politiet.
I 1930 meldte han sig ind i NSDAP og året efter sluttede han sig til SS. Efter Nazi-Tysklands angreb på Sovjetunionen i juni 1941 organiserede og ledede Bach-Zelewski massakrer i Rusland og Baltikum. I oktober 1942 erklærede han Letland "jødefrit". I juli 1943 blev han udnævnt til øverste chef for partisanbekæmpelse. Den 2. august 1944 blev han chef for de tyske tropper som slog oprøret ned i Warszawa. For dette blev han 30 september 1944 tildelt Ridderkorset af Jernkorset.
I 1945 blev Bach-Zelewski arresteret af de allierede. Mod at vidne for anklagersiden i Nürnbergprocessen undslap han tiltale for krigsforbrydelser. Men i slutningen af 1950'erne blev han imidlertid tiltalt for en række politiske mord begået i 1930'erne. I 1962 blev han dømt til fængsel på livstid. Ti år senere døde han i fængslet i München.
Kurt Daluege (født 15. september 1897 i Kreuzburg (Oberschlesien), død 23. oktober 1946 i Praha-Pankrác i Tjekkoslovakiet) var chef for det tyske Ordnungspolizei fra 1936 og rigsprotektor for Böhmen og Mähren fra 1942.
Han gik ind i SS i 1920'erne og var blandt andet aktiv under de lange knives nat, likvideringen af ledere i SA i 1934.
Han var i 1942 SS-Oberstgruppenführer und Generaloberst der Polizei. Året efter likvideringen af Reinhard Heydrich blev han rigsprotektor i Böhmen og Mähren. Dette var et område med ny modstand mod den tyske besættelsesmagt, og som Heydrich fór Daluege brutalt frem mod både partisaner og civile.
Han blev i 1946 dømt til døden for krigsforbrydelser begået i Tjekkoslovakiet og henrettet samme år ved hængning
Josef "Sepp" Dietrich (28. maj 1892 i Hawangen, Bayern – 21. april 1966 i Ludwigsburg i Baden-Württemberg) var officer i SS (Schutzstaffel) i Nazi-Tyskland. Han startede som Adolf Hitlers chauffør. Han er mest kendt som den mangeårige chef for Waffen-SS-divisionen Leibstandarte-SS Adolf Hitler. Han er af historikeren William L. Shirer beskrevet som et af organisationens mest brutale medlemmer.
Efter krigen sad han 1946-55 i de amerikanske styrkers fængsel i Landsberg am Lech for sin medvirken til Malmédy-massakren i 1944. Han sad i et vesttysk fængsel i 1957-58 for sin medvirken i de lange knives nat i 1934. For sin medvirken til krigsforbrydelser i Kharkov i 1943 blev han dødsdømt in absentia i Sovjetunionen.
Hans Michael Frank (23. maj 1900 – 16. oktober 1946) var tysk, nazistisk jurist og politiker.
Tidligt liv
Hans Frank blev født i Karlsruhe som søn af en advokat. Han meldte sig til den tyske hær i 1917 under 1. verdenskrig. I 1919 tilsluttede han sig et frikorps under Franz Ritter von Epp og var med til at bekæmpe Rådsrepublikken i München. Fra 1920 til 1926 studerede han jura og gjorde sig samtidig nyttig som juridisk rådgiver for NSDAP, det nazistiske parti.
Under krigen
I 1923 blev han medlem af NSDAP og SA og deltog i Adolf Hitlers mislykkede München-kup. Han flygtede til Østrig, men vendte snart tilbage til Tyskland og undgik videre tiltale for sin medvirken til kuppet.
Hans Frank fik juridisk embedseksamen i 1926 og slog sig ned som advokat i München og blev forsvarer for Hitler og hans tilhængere i talrige processer. I 1928 var han medstifter af Bund Nazionalsozialistischer Deutscher Juristen, den første nazistiske fagorganisation.
I 1930 blev Hans Frank valgt som medlem af den tyske rigsdag, og efter Hitlers magtovertagelse i 1933 blev han justitsminister i Bayern. I 1934 protesterede Hans Frank mod drabene på SA-ledelsen med Ernst Röhm i spidsen, og det kostede ham indflydelse i det nazistiske magtapparat. Samme år udnævntes han til rigsminister uden portefølje; en stilling, han bevarede til krigens afslutning i 1945.
Frank blev den 26. oktober 1939 udnævnt til generalguvernør i det besatte Polen. Stillingen indebar, at han blev forvaltningschef for hele den civile forvaltning i den del af Polen, som ikke var indlemmet i Tyskland. Han blev ansvarlig for mordene på hundredtusindvis af polakker, for beslaglæggelsen af deres ejendom og for tvangsdeportation til slavearbejde i Tyskland for en million polakker. Det var også Frank, som etablerede de jødiske ghettoer, som blev forgårde til masseudryddelsen, Endlösung i koncentrationslejrene.
Han fik rang af SS-Obergruppenführer i 1942, men ragede samtidig uklar med Himmler om udnyttelsen af resurserne i Generalguvernementet. Som advarsel lod Himmler én af Franks nærmeste medarbejdere myrde. Frank krævede også visse retsregler overholdt, hvilket ikke faldt i god jord hos Hitler. Han mistede sine tillidsposter i partiet, men beholdt embedet som generalguvernør, og han forstærkede tempoet i tvangsdeportationerne.
Efter krigen
I januar 1945 flygtede han fra Polen, da de sovjetiske styrker trængte ind. Hans Frank gik under jorden, men blev fanget den 4. maj 1945 af amerikanske tropper nær Berchtesgaden tæt på grænsen til Østrig.
Under retssagen i Nürnberg 1945-1946 påstod Frank, at han op til fjorten gange prøvede på at tage sin afsked som generalguvernør i Polen, men det ville Hitler ikke godtage. Desuden påstod han, at det alene var Heinrich Himmler og SS, som kontrollerede massemyrderierne af jøder i de tyske koncentrationslejre i det besatte Polen. Dommerne i Nürnbergprocessen troede dog ikke på hans forklaringer, selv om han var én af de få tiltalte, der viste anger, og han blev kendt skyldig i to af de fire anklagepunkter, nemlig krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.
Hans Frank blev dømt til døden ved hængning den 1. oktober 1946, og dommen blev eksekveret i en tidligere gymnastiksal i Nürnberg den 16. oktober 1946. Hans sidste ord inden henrettelsen var: “Jeg beder Gud om at modtage mig med nåde!”
Kort før henrettelsen skrev han sine memoirer: Im Angesicht des Galgens.
