Den 8. april 1940 blev der beordret generelt alarmberedskab i hæren. Dette indebar, at soldaterne fik udleveret skarp ammunition, forbindingspakker og identifikationsmærker. Hjelmen kunne tages af, mens lædertøjet kun kunne løsnes. Mandskabet kunne hvile sig i deres senge, men lyset måtte ikke slukkes og dørene skulle stå åbne. Køretøjernes motorer skulle varmes op med passende mellemrum. I marinen blev beredskabet ikke forhøjet, et forhold, der gav anledning til en så voldsom kritik, at chefen for Søværnskommandoen, viceadmiral Hjalmar Rechnitzer, kort efter måtte gå af.

Ved direkte angreb på dansk territorium, skal styrkens opgave og kampens hensigt være en klar og utvetydig tilkendegivelse af viljen til forsvar - uanset styrkeforholdene.

Ordre til de danske soldater inden den tyske invasion.

Klokken 01:00 om morgenen den 9. april 1940 fik det tyske troppetransportskib "Hansestadt Danzig" Helsingør i sigte. Skibet medbragte en forstærket bataljon og var sejlet nord om Sjælland gennem Storebælt. En time senere sejlede færgerne "Mecklenburg" og "Schwerin" fra Warnemünde med de tyske tropper som skulle gå i land i Gedser. Samtidig gik linjeskibet "Schleswig-Holstein" på grund på Vengeancegrunden i Storebælt, mens resten af eskadren med tropperne som skulle landsættes i Korsør fortsatte nordover. Imens i København drøftede general Leonhard Kaupischs stabschef generalmajor Kurt Himer og ambassadør Cecil von Renthe-Fink den forestående diplomatiske aktion.

Klokken 03:30 krydsede en tysk patrulje grænsen ved Nyhus Sø, og gemte sig hos en hjemmetysker (tysksindet dansk statsborger) i landsbyen Rønsdam. Disse soldater skulle senere sikre Padborg Station før det første tyske pansertog rullede over grænsen mod nord. Imens sneg en gruppe civilklædte soldater fra Brandenburger-afdelingen sig ind i Padborg. Samtidig modtog Generalstaben en melding fra garnisonen i Tønder og grænsegendarmeriet mellem Møllehus Kro og Rens om, at man kunne høre motorstøj og kommandoråb syd for grænsen. På grænsen ved Kruså var situationen derimod rolig. Danskerne fik de første advarsler, da Søværnskommandoen modtog en melding fra torpedobåden "Glenten" om, at de havde bjerget 32 tyske soldater aftenen før, efter at en tysk slæbebåd var forlist i Storebælt klokken 21:20 efter en kollision med et andet tysk skib. Meldingen var forsinket, fordi den af sikkerhedsgrunde ikke måtte sendes via radio. Forsvarsminister Alsing Andersen og chefen for den danske marine, viceadmiral Rechnitzer, blev vækket og informeret om situationen.

Klokken 03:40 beordrede kaptajnen på inspektionsskibet "Ingolf" klart skib fordi han opfattede situationen med stadig flere mørklagte tyske skibe omkring sig som truende. Fem minutter senere fik Den Jyske Division melding fra garnisonen i Tønder om, at man kunne høre motorstøj fra Rens til Aventoft. Klokken 03:55 observerede udkigsposten på Middelgrundsfortet to skibe (isbryderen "Stettin" og passagerskibet "Hansestadt Danzig") på vej mod København, og alarmerede vagthavende kystløjtnant. Han gav ordre til at belyse fartøjerne med projektører og hejse det internationale stopsignal. Da skibene ikke reagerede, gav han ordre til at affyre varselsskud, men kanonen virkede ikke, og skibene fortsatte.

Samtidig ringede den tyske ambassade i København til Udenrigsministeriet og bad ministeriets direktør om at meddele udenrigsminister P. Munch, at den tyske ambassadør ønskede en samtale med ham kl. 04:20.

Gedser blev det første sted grænsen blev brudt. Omkring 03:45 opdagede man i Gedser Havn den tyske færge Mecklenburg. Den kom lidt tidligere end den plejede. Normalt skulle den først lægge til 04:30, men i dag løb den ind i havnen lidt i fire. Togbetjent Karl Petersen fortæller:

'Der kommer færgen, jeg går over og firer klappen', sagde jeg, hvorefter jeg gik ind i rejsegodsekspeditionen og tog svinget til klappen  Jeg bemærkede intet usædvanligt, idet det var de sædvanlige kendte matroser og styrmænd, der stod i færgens stævn klar som sædvanligt til at få fortøjet. Straks efter at klappen var firet ned, kom styrmanden i land og bad mig om at give sig svinget til klappen, hvilket jeg ikke straks reagerede på, idet jeg fandt forlangendet mærkeligt og usædvanligt, men jeg lagde mærke til, at styrmanden stod med en 'lukket firkantet pistol'  hvorefter jeg kastede svinget op på motorkassen til spillet.  Efter at styrmanden havde taget svinget, gik han ind på broklappen, tog en lommelygte op af lommen og blinkede ind over skibet, og derefter løb en del soldater i land og påbegyndte besættelsen af stationen. Jeg gik derefter hen til styrmanden og sagde til ham, at de ikke havde lov til at holde manøvre i Danmark, men straks efter blev jeg tillige med de øvrige omringet af tyske soldater [og] midlertidig holdt indespærret.

Det hele gik så hurtigt at ingen nåede at slå alarm, før tyskerne havde ødelagt telefonerne. Derefter kørte en hel kolonne motorcykler ud fra færgen og kørte hurtigt nordpå mod Storstrømsbroen. Klokken 04:00 ved jernbaneviadukten i Padborg blev tre danske grænse-gendarmer, som var på vej til et samlingspunkt i , Bov skudt ned af civilklædte tyske soldater fra Brandenburger-afdelingen. Den ene gendarm blev dræbt på stedet, medens de to andre døde senere samme dag på Sønderborg Sygehus. Gendarmerne blev de første danske tab under invasionen. De tre intetanende grænsegendarmer mødtes tilfældigt ved broen denne nat. De tyske soldater misforstod situationen og troede, de var i gang med at lægge en sprængladning under broen, hvorefter de skød de tre gendarmer ned. En mindesten med indskriften ”Skudt af civilklædte personer” blev rejst på stedet. Ti minutter senere rapporterede grænsevagterne i Sæd til Tøndergarnisonen, at "fire tyske soldater stod og rokkede med den danske grænsebom", og på baggrund af denne melding blev garnisonens soldater alarmeret.

                                                                                   Wesertag

OPROP! med fejl i stavning, grammatik og ordvalg. Det er underskrevet af general Leonhard Kaupisch, der ledede invasionen den 9. april 1940 og derefter blev øverstkommanderende for de tyske styrker i Danmark.

Tyske fly, der fløj ind over Danmark den 9. april 1940, kastede løbesedler ned med et fejlfyldt OPROP!. Det var skrevet af Hitler selv. Klokken 04:15 krydsede tyske tropper grænsen ved Kruså, Padborg, Rens og Sæd. 170. Infanterie-Divisions hovedstyrke (Regiment 391 og 399) krydsede grænsen ved Kruså, 11. Schützen-Brigade ved Padborg og Rens og Infanterie-Regiment 401 af 170. Infanterie-Division ved Sæd. Imens gik tre kompagnier af Infanterie-Regiment 399 i land i Snoghøj og Middelfart i nærheden af Lillebæltsbroen.

Kl. 04:20 kom ambassadør Renthe-Fink og den tyske militærattaché Petersen til udenrigsminister P. Munchs hjem og fortalte ministeren, at der var beviser for, at briterne planlagde et overfald på Danmark, og at Tyskland ville beskytte Danmark mod dette. Renthe-Fink fortalte, at tyske tropper havde krydset grænsen, og bombefly stod klar til at bombe København, hvis danskerne satte sig til modværge, hvorpå han gav ministeren et memorandum med 13 ultimative krav. Udenrigsministeren protesterede mod neutralitetskrænkelsen og sagde, at han måtte forelægge kravene for kongen og statsministeren Thorvald Stauning, før han kunne give ambassadøren et svar. Samtidig lagde "Hansestadt Danzig" til kaj ved Langelinie i København. En forstærket bataljon af Infanterie-Regiment 308 gik i land og begyndte fremrykningen mod Kastellet. En radiosender blev lastet på en ventende lastbil (med seks civile tyskere) og fulgte soldaterne til Kastellet.

I Sønderjylland rykkede garnisonen i Haderslev ud efter alarm fra Søgårdlejren. Klokken 04:25 fik Generalstaben melding om, at tyskerne havde krydset grænsen. Søværnskommandoen rapporterede om, at tyskerne var gået i land i Middelfart og Nyborg. Samtidig rapporterede krigsministeriets direktør til chefen for Generalstaben, generalløjtnant William W. Prior, at tyske tropper var gået i land på Fyn og bad ham komme til ministeriet. Han nåede kun lige at forlade Kastellet inden den tyske bataljon fra Langelinie rykkede ind. Klokken 04:45 begyndte 198. Infanterie-Divisions (Infanterie-Regiment 305, 308 og 326) landgangen i Korsør. I Tønder trak Tøndergarnisonen sig tilbage nordpå, samtidig med at tyskerne stod foran kaserneporten, og udenrigsminister P. Munch anmodede hoffet om et møde med kongen.

Fem minutter senere tog 19 mand fra 1. deling af fodfolkspionerernes afværgekompagni med to 20 mm Madsen maskinkanoner og et let maskingevær som de første danske soldater kampen op mod tyskerne ved Lundtoftbjerg på hovedvej 10, tre km nord for Kruså. Danskerne ødelagde to panservogne og tre motorcykler. Da tyskerne sendte kampvogne frem for at omgå den danske stilling, trak danskerne sig tilbage nordpå. En dansk soldat blev såret under kampen, og en blev dræbt under retræten. Samtidig alarmerede generalstaben Værløselejren om det tyske angreb. Klokken 04:55 stormede tyske soldater Kastellet gennem Sjællandsporten og Norgesporten, som blev sprængt. Vagthavende officer i Kastellet, kaptajnløjtnant Stenkov, blev vækket af sprængningen og alarmerede Generalstaben om, at tyskerne var i gang med at besætte Kastellet. Efter at Kastellet var besat af tyske tropper, satte de en radiosender op. Den fik kontakt med 198. division i Korsør og med den tyske ambassade i København. Samtidig blev kongen og dronningen vækket og underrettet om udenrigsministerens henvendelse.

Efter at være blevet informeret om situationen af krigsministeriets direktør gav generalløjtnant Prior ordre til at alarmere Sjællandske og Jyske Division og beordre dem til at være klar til kamp. Klokken 05:15 sprang 96 tyske faldskærmsjægere (fra 4./FJR 1) ud fra ni Junkers Ju 52/3m transportfly (fra 8./KGzbV 1) over Masnedø og Storstrømsbroen. De erobrede Masnedøfortet og broen uden modstand. Livgardens kaserne alarmerede med telefon slotsvagten på Amalienborg om at tyskerne havde besat Kastellet. Fem minutter senere ankom den danske statsminister Stauning til Amalienborg. Ved Hokkerup nordøst for Kruså angreb tyske styrker en dansk vejspærring på hovedvej 8. Styrken på 34 danske soldater ødelagde tre panservogne, en pansret mandskabsvogn og en panserværnskanon, før de blev omringet og tvunget til at overgive sig. Klokken 05:25 begyndte 28 Heinkel He 111 bombefly fra I/KG 4 at demonstrere deres styrke over København, hvor de også kastede flyveblade med teksten OPROP!.^[20] Samtidig havde tyske tropper besat Lillebæltsbroen og sikret den mod luftangreb.

Klokken 05:30 kom det til kamphandlinger mellem danske og tyske soldater ved Abild på hovedvej 11 nord for Tønder. Det lykkedes danskerne at forsinke tyskerne længe nok til at en stilling ved Sølsted lidt længere nordpå kunne klargøres. Tyskerne bad om flystøtte bestående af tre Henschel Hs 126 jagerbombere, før de kunne fortsætte fremrykningen. På samme tidspunkt kom det til skudveksling mellem gardere på Amalienborg og tyske soldater i Amaliegade og Bredgade. Garden slog det tyske angreb tilbage, men tre gardere blev såret ved kampen. Det gav kongen og kronprinsen tid til at drøfte situationen med statsministeren, udenrigsministeren og general Prior. Samtidig gik en søløjtnant og 12 matroser fra "Hansestadt Danzig" om bord på det danske artilleriskib "Niels Juel" og forlangte at kanoner og andre våben blev tømt og at al ammunition skulle låses ned. Kaptajnen bøjede sig for tyskernes krav, da han ikke kunne gøre noget mod overmagten.

I Værløselejren gjorde de danske eskadriller sig klar til at udstationere deres fly på forskellige flyvepladser rundt om i landet og et rekognosceringsfly, en Fokker C.V-E med løjtnant V. Godtfredsen og sekondløjtnant G.F Brodersen om bord, lettede klokken 05:45. De skulle udføre en rekognosceringsflyvning over Sønderjylland, men da flyet nåede en højde på 50 m fløj to eskadriller Messerschmitt Bf 110 tunge jagerfly fra 1./ZG 1 ind over flyvepladsen og skød rekognosceringsflyet ned. Derefter fløj de tilbage og beskød flyvepladsen flere gange og ødelagde syv danske fly og påførte yderligere 14 fly betydelige skader. Begivenhederne beskrives således af en tysk pilot:

Jeg kunne se vores mål, hovedlufthavnen i udkanten af København. På asfalten under mig stod 10 gamle højvingede Fokker-rekognosceringsfly og omkring 40 jagerfly af typen Fokker D-21 på række i morgensolen, og det så ud som om de var ved at gøre klar til at lette. Hvis de nåede at komme i luften, ville vi have hænderne fulde - nærkamp med en D-21 i lav højde ville ikke være en nem opgave. På det tidspunkt fik jeg øje på et af rekognosceringsflyene, der var ved at lette. Den var kommet 100 m op i luften, og jeg begyndte at flyve efter den. Imens begyndte de andre fly at beskyde de jagerfly, der nu taxiede, mens antiluftskyts begyndte at beskyde os. Jeg affyrede både maskinkanon og maskingevær, og rekognosceringsflyet brød i brand og styrtede til jorden, mens jeg genvandt højden. Jeg vendte mit eget fly rundt og så røg og flammer stå op fra de brændende fly på jorden.

Wolfgang Falck, øverstbefalende for I/ZG1, om angrebet på Værløselejren.^[

Klokken 06:00 besluttede regeringen og kongen at indstille kampen for at undgå, at København blev bombet som Warszawa året før og beordrede alle danske militærafdelinger til at indstille alle kamphandlinger og optage forbindelse med de tyske enheder. Kampene fortsatte dog i yderligere to timer inden ordren om at nedlægge våbnene nåede frem til alle afdelinger. Fem minutter senere fik den vagthavende officer på Amalienborg, kaptajn Henningsen, ordre om at tage kontakt med tyskerne for at få standset skydningen ved Amalienborg. Fra tysk side blev det accepteret at indstille skydningen og at undlade yderligere fremtrængen mod slottet. Klokken 06:15 sprang tyske faldskærmsjægere fra 4./FJR 1 ud over Aalborg og besatte uden modstand byens to flyvepladser; det var første gang at faldskærmstropper indtog en lufthavn.^[23] . Kort tid efter ankom 53 Junkers Ju 52/3m transportfly fra I/KGzbV 1 til flyvepladsen med en infanteribataljon (III/IR 159), og inden en time var flyvepladserne klar til brug for operationerne i Sydnorge.

                                                                       Modstanden fortsætter

Danske soldater med en 20 mm Madsen maskinkanon gør sig klar til kamp i et vejkryds i Aabenraa den 9. april 1940.En tysk PzKpfw I kampvogn og en Panzerbefehlswagen I i et vejkryds syd for Aabenraa.

Til trods for kongens ordre om våbenhvile, fortsatte kampene i Sønderjylland. Klokken 06:30 angreb tyskerne den danske stilling i Bjergskov nord for Søgård, og da de tyske kampvogne brød gennem vejspærringen blev den danske styrke hurtigt omringet og overgav sig. På hovedvej 11 ved Sølsted ødelagde danskerne to panservogne og standsede midlertidigt tyskernes fremrykning. Tyskerne besluttede da at sende infanteri ud på begge sider af vejen, for at omgå den danske maskinkanonstilling. Fem minutter senere, ved Bredevad, lykkedes det danskerne at standse det tyske angreb med en 20 mm maskinkanon ved en vejspærring, og tre panservogne blev ødelagt. Disse kamphandlinger er udgangspunktet i spillefilmen 9. april fra 2015.

Klokken 06:45 tog delingen, som tidligere havde kæmpet ved Lundtoftbjerg, kampen op mod tyskerne i et vejkryds syd for Aabenraa. Tyskerne havde nu sat kampvogne forrest, og danskerne klarede kun at skyde bælterne af en kampvogn inden de startede deres motorcykler, og klokken 07:00 trak sig tilbage nordpå. Klokken 07:15 havde tyskerne nået Slagelse, Vordingborg og Aabenraa, og Bredevad-styrken trak sig tilbage til Rødekro. Tyske tropper rykkede derefter ind i Bredevad fra øst og tvang den danske styrke til overgivelse.

Klokken 7:30 om morgenen blev den danske styrke ved Sølsted tvunget til at trække sig tilbage, da den blev angrebet af tyske Messerschmitt Bf 110 jagerfly, og fem minutter senere ankom afdelingen, som havde kæmpet mod tyskerne ved Lundtoftbjerg og Aabenraa til Haderslev. De gik i stilling nord for Haderslev Kaserne. Klokken 07:50 angreb tyske kampvogne den danske stilling ved Slotsmøllen i den sydlige del af Haderslev. En dansk Bofors 37 mm panserværnskanon blev nedkæmpet, efter at den havde skudt bælterne af et par tyske kampvogne, og kampen fortsatte derefter foran en spærring af mælkevogne lige bag kanonstillingen. Fem minutter senere angreb tyskerne danskernes stillinger i Bredebro på hovedvej 11, og ti minutter senere var styrken omringet og overgav sig. Klokken 08:00 fik Haderslev-styrken ved Slotsmøllen ordre fra Jyske Division om at indstille modstanden. Den tog derefter kontakt med den tyske divisionsgeneral Witte.

Da tyske kampvogne kørte op gennem Nørregade, blev de beskudt af danske soldater fra Haderslev Kaserne. To kampvogne blev påført skader og en motorcyklist dræbt. Mens tyskerne sendte forstærkninger for at nedkæmpe danskerne på kasernen, blev kampene standset af politimesteren efter at denne var blevet informeret om regeringens beslutning om ikke at fortsætte kampen. Klokken var da 08:15. Imens fortsatte 198. Infanterie-Divisions fremrykning mod København. Selvom general Röttig dagen før havde gjort sine officerer opmærksomme på den naturlige forsvarsstilling ved Vårby Bakke udenfor Slagelse, havde de danske soldater ved garnisonen i Slagelse ikke tid til at bemande stillingerne her. Ironisk nok havde de danske soldater så sent som dagen før afholdt en øvelse her. Da de tyske soldater rykkede ind i Slagelse kl. 06:45, blev de af en dansk løjtnant informeret om, at de danske soldater havde fået ordre om ikke at yde modstand. Garnisonskommandanten modtog tyskerne ved kaserneporten, mens de danske soldater på eksercerpladsen stod opstillet til parade. Da general Röttig nåede frem nogle minutter senere, gav kommandanten soldaterne ordre til at præsentere gevær.

Derefter fortsatte Röttig langs hovedvej 1. Klokken 8:30 nåede de tyske tropper garnisonsbyen Ringsted, og klokken 9:00 nåede de garnisonsbyen Roskilde. Klokken 11:45 nåede 198. Infanterie-Division Københavns forstæder, og tyskerne havde da taget kontrollen over hele Danmark, med undtagelse af Bornholm, der blev besat den følgende dag.

                                                                                       Efterspil

Afvæbnede danske soldater under tysk bevogtning i vejkanten efter kampen i Bjergskov om morgenen den 9. april 1940.Hjelme og geværer af typen M.1889 i en dynge efter afvæbningen af de danske soldater i Bjergskov.Ved den tyske okkupation flygtede et dansk kompagni over til Sverige i håb om at kunne fortsætte kampen derfra. Svenskerne internerede de danske soldater i Ljungbyhed. Her ses nogle af dem følge hændelserne i dagspressen. 9. april 1940. Kilde: Åhlen & Åkerlund via IMS Vintage Photos. Fotograf: Ukendt.

Flere ledende tyskere gav efter invasionen udtryk for at heldet var med dem. De havde ventet større modstand i Sønderjylland og mange flere soldater. Eksempelvis forventede de 2.000-2.500 soldater i Søgårdlejren, mens tallet kun var cirka 650. Men der var en del overraskelse over effektiviteten af danskernes 20 mm maskinkanoner, som ødelagde eller beskadigede i alt 12 panservogne, beskadigede tre kampvogne, ødelagde et ukendt antal motorcykler i kampene i Sønderjylland.

Flådens repræsentant Viceadmiral Rechnitzer samt regeringen mente, at modstand var nytteløs. Hæren repræsenteret ved General Prior ønskede fortsat kamp og opfordrede konge og regering til at fortsætte kampen fra Garderkasernen Høvelte i Nordsjælland. Kongen afslog. Overflyvningen af de voldsomt støjende fly samt truslen om bombning af København medvirkede til at man valgte at stoppe kampen. Det viste sig senere at den tyske trussel var overdrevet. Kun hvis der havde været kampe i byen ville Luftwaffe angribe og i så fald kun ramme fire navngivne kaserner. De fleste soldater, som blev taget til fange af tyskerne, blev sat fri kort tid efter våbenhvilen.

Som den eneste danske officer nægtede oberst Helge Bennike, chefen for 4. regiment i Roskilde, at adlyde ordren om at stoppe kampen. Han gik ud fra, at tyskerne også havde angrebet Sverige, og da han regnede med at svenskerne ville fortsætte kampen, besluttede han at tage færgen fra Helsingør til Helsingborg med sine mænd. Klokken 10:05 forlod han Helsingør sammen med 1. kompagni af 11. bataljon og tog over til Sverige, og ti minutter senere rejste en afdeling af 11. bataljon med opmålingsskibet "Freja", også fra Helsingør til Helsingborg. Da de ankom Helsingborg fandt de ud af, at Sverige ikke var blevet angrebet. De blev afvæbnet og ført til kasernen i Helsingborg. Mens nogle rejste tilbage til Danmark, valgte enkelte at blive i Sverige.

Som et resultat af den samarbejdsvillige indstilling fra de danske myndigheders side, erklærede den tyske besættelsesmagt, at Tyskland ville "respektere den danske nationale suverænitet og territoriale integritet, så vel som neutraliteten", hvilket dog må betragtes som en voldsom selvmodsigelse. Besættelsen af Danmark blev gennemført så hurtigt, at mange danskere vågnede den 9. april uden at være klar over, at den tyske okkupation allerede var et faktum.

                                                                  Faldet i kamp den 9. april 1940

De tyske personeltab i forbindelse med invasionen kendes ikke fra officielt hold. En rapport fundet i DISAs arkiver, som primært skulle dokumentere 20 mm maskinkanonens effektivitet, nævner tal på 203 dræbte og et ukendt antal sårede tyske soldater i forbindelse med kampene i Sønderjylland. DISA-rapporten er eneste kilde og tilmed udarbejdet i samarbejde med det daværende Waffenamt, der stod for våbenudvikling og bevæbning af den tyske Wehrmacht, hvilket giver rapporten vægt. Ligeledes understøttes tallet af en af de danske veteraner, Frode Jensen, der, efter kampen var overstået, fik at vide af tyske soldater, at de havde mistet 18 mand mod danskernes to. Endvidere erindrer Frode Jensen, at en af kammeraterne, en maskingeværskytte, dræbte op mod 10 tyskere, inden han selv blev ramt. Tallet på 203 faldne tyskere er dog omdiskuteret: I en artikel af oberstløjtnant H.J. Jürgensen offentliggjort i Krigshistorisk Tidsskrift 2015, argumenteres der for, at de faktiske tyske tab var 2-3 dræbte og 25-30 sårede. Den nævnte DISA-rapport afvises af oberstløjtnanten som uvederhæftig, på trods af at det er det eneste eksisterende dokument vedrørende tabstal.

Uanset omfanget var det den danske 20 mm maskinkanon i kombination med tyskernes hurtige fremrykning, som forårsagede de tyske tab. Et Heinkel He 111 bombefly blev skudt ned ved Esbjerg. To tyske soldater blev taget til fange af de danske soldater i denne korte krig. De danske tab bestod af 11 soldater, 3 grænsevagter og 2 piloter. 20 soldater blev såret. Nogle få civile blev dræbt eller såret.

Nogle tyske kilder angiver et tysk tabstal på 20-22 dræbte og 65 sårede.