Consolidated B-24 Liberator, var et fire-motors tungt amerikansk bombefly udviklet og produceret af Consolidated Aircraft Company, San Diego, Californien, USA.
Flyet blev introduceret i 1940 og var aktivt under anden verdenskrig.
Et fly af typen B-24 blev d. 20. april, 1945 skudt ned over Rold Skov, nær ved Torstedlund. En mindesten blev senere rejst på nedstyrtningsstedet. Der blev bygget 18.482 stk.
Den 3. maj 1943 styrtede et B-24-bombefly ned på bjergsiden af Fagradalsfjall, og 15 ombord blev dræbt.
En Liberator styrtede ned her 20. april 1945. Alle 11 ombordværende omkom. Ligene blev gravet ned på stedet af den tyske værnemagt, men blev i juni 1947 ført til Aarestrup kirkegård og begravet der.
Consolidated PBY Catalina, i Canadisk tjeneste kendt som Canso, er et amerikansk søfly især beregnet til patrulje, overvågning og søredning. Den første prototype fløj 28. marts 1935[3] og var da en ren flyvebåd. Senere produktionstyper blev bygget som amfibiefly. PB står for Patrol Bomber, og Y for Consolidated Aircraft, fabrikantens identifikations-bogstav.
Adskillige typer søfly var i tjeneste hos flåden, men PBY blev det mest benyttede og mest producerede søfly under 2. verdenskrig, og blev brugt af et stort antal flåder og luftvåben verden over. PBY blev benyttet til antiubådskrigsførelse, som patruljebomber, til søredning, som fragtfly og som bush fly. De sidste aktive militære PBY udtrådte først af tjeneste omkring 1980. Og i 2014, næsten 80 år efter den første gik på vingerne, blev den benyttet som "Vandbomber" til luftbrandslukning over det meste af verden.
Curtiss P-40 Warhawk er en amerikansk jager, kendt fra 2. verdenskrig.
Betegnelsen P-40 dækker over to udgaver med fabriksbetegnelserne Hawk 81 og Hawk 87 (der var en videreudvikling af Hawk 81). I den amerikanske hærs luftvåben fik alle udgaverne efterhånden navnet Warhawk, Hawk 81 fik betegnelserne P-40, P-40B og P-40C og Hawk 87 betegnelsen P-40D og efterfølgende bogstaver. I Commonwealth-luftvåbnene fik Hawk 81 navnet Tomahawk og Hawk 87 navnet Kittyhawk.
P-40 Warhawk kom i skyggen af de mere kendte jagerfly som North American P-51 Mustang og Republic P-47 Thunderbolt og blev aldrig regnet for at være blandt de bedste jagerfly. Men med over 13.700 producerede flyvemaskiner spillede P-40 dog en vigtig rolle for den allierede krigsførelse, især i den første halvdel af anden verdenskrig i middelhavsområdet og Fjernøsten.
P-40 blev anvendt af frivillige amerikanske piloter (kendt som Flying Tigers), der forsøgte at hjælpe Kina mod den japanske invasion. Under det japanske angreb på Pearl Harbor i 1941 blev en del af de amerikanske P-40 Warhawk ødelagt på jorden.
de Havilland DH 89 Dragon Rapide var et passagerfly fra 1930'erne, der var udviklet og fremstillet af den britiske flyproducent de Havilland Aircraft Company. Flyet var et biplan og blev konstrueret som en efterfølger til den fire-motorede de Havilland DH 84 Dragon. Flyet kunne medbringe 6–8 passagerer og viste sig at være et økonomisk og holdbart fly på trods af sin forholdsvis primitive konstruktion i træ. Flyet blev produceret fra 1933 til 1952.
Ved udbruddet af 2. verdenskrig blev mange Dragon Rapide-fly inddraget i det britiske Royal Air Force og Royal Navy. Flyet fik navnet de Havilland Dominie i den militære tjeneste og blev anvendt til uddannelse i brug af radionavigation, men havde også opgaver som passagertransport og kommunikationsopgaver. Der blev fremstillet flere hundrede Dominies under krigen. Efter krigen blev mange af flyene returneret til civil tjeneste. Kort efter krigen introducerede de Havilland en afløser for Dragon Rapide, flyet de Havilland Dove.
Flyet blev bl.a. kendt, da General Franco i 1936 blev fragtet i en DH 89 fra sit eksil i Afrika til Spanien ved udbruddet af den spanske borgerkrig.
Der blev bygget i alt 731 eksemplarer af flyet. De har vist sig at være særdeles holdbare, og flere fly flyver i dag som veteranfly. Ved Imperial War Museum Duxford i Cambridgeshire anvendes et par af dem dagligt til at flyve korte ture over flyvepladsen. I New Zealand findes også et par flyvedygtige Dragon Rapide.
Flyet er blevet benyttet af en lang række operatører over hele verden, både i civil og i militærudgave.
I Danmark blev flyet anvendt af Zone-Redningskorpset og brugt som ambulancefly. Et af flyene blev den 16. juli 1960 chartret af DBU til at fragte 8 landsholdsspillere til en fodboldkamp i Aalborg. Kort efter starten styrtede flyet ned i Øresund. Ved Flyulykken ved Kastrup omkom de 8 passagerer. Piloten overlevede, men mistede sit ene ben.
Mosquito er et 2-motors engelsk kampfly, bygget af den britiske flyproducent de Havilland Aircraft Company.
Mosquito blev anvendt af Royal Air Force under 2. verdenskrig, hvor det med sin høje tophastighed viste sig yderst effektivt til at foretage nålestiksoperationer og præcisionsbombninger dybt inde i Tyskland og mod tyske mål i de besatte lande.
Det var bl.a. Mosquito, der blev anvendt ved Shellhusbombardementet i København og bombning af Husmandsskolen i Odense og Aarhus Universitet. Alle disse steder blev anvendt af Gestapo.
Mosquito-flyene blev også brugt som stifindere for de store bombetogter over Tyskland. Det vil sige, at et antal Mosquito-fly som regel fløj i forvejen og markerede de mål, der skulle bombes, så de store formationer af bl.a. Avro Lancaster lettere kunne finde og ramme de rigtige mål.
Flyet var bemærkelsesværdigt ved at være bygget af træ (krydsfinér og balsatræ). Grunden hertil var primært at undgå brug af aluminium, som var et strategisk vigtigt materiale under 2. verdenskrig, idet stort set alle fly byggedes i aluminium.
Brugen af træ som konstruktionsmateriale havde yderligere den fordel, at flyet ikke reflekterede radarbølgerne så godt metalfly.
En anden fordel ved Mosquitoen var, at man havde undladt de tunge og uaerodynamiske maskingeværkupler, alle andre bombefly var udstyret med. Mosquitoens våben var hastigheder på højde med, eller hurtigere end, jagerflyene.
DFS 230 var et tysk militært svævefly som blev anvendt af Luftwaffe under 2. Verdenskrig. Det blev udviklet af Deutsche Forschungsanstalt für Segelflug (DFS) med Hans Jacobs som ledende designer. Svæveflyet inspirerede briterne til at bygge Hotspur-svæveflyet. Flyet var designet til at supplere angreb med faldskærmstropper. Hvor faldskærmstropper kunne blive spredt, ville soldaterne i svæveflyet være samlet. Svæveflyet kunne rumme 10 soldater med udstyr eller en last på ca. 1.200 kg. Det blev brugt ved landsætninger ved Fort Eben-Emael 1940 og Slaget om Kreta 1941, samt i Nordafrika og ved Befrielsen af Benito Mussolini 1943.
Douglas C-47 Skytrain, ved RAF kaldt Dakota, var et militært transportfly, udviklet på basis af Douglas DC-3 passagerflyet. Den var i udstrakt brug af de Allierede under 2. verdenskrig, og er stadig i anvendelse ved adskillige militære operatører.[2] Flytypen spillede en stor rolle i luftbroen til Berlin i 1948, og deltog desuden i både Koreakrigen og Vietnamkrigen. Enkelte fly flyver stadig – enten som veteranfly eller som rutefly i 3.-verdenslande. Flyets nærmest ubegrænsede levetid skyldes blandt andet, at det ikke har trykkabine.
Douglas C-54 Skymaster var et firemotors transportfly, som blev benyttet af United States Army Air Forces under 2.verdenskrig og Koreakrigen. Ligesom Douglas C-47 Skytrain var C-54 Skymaster en videreudvikling af et civilt rutefly, Douglas DC-4. Ud over transport af alle slags fragt, transporterede C-54 også præsidenter, premierministre, og militære stabsofficerer. Der blev udviklet et antal varianter af C-54 til så forskellige formål som search and rescue, videnskabelig og militær forskning, brandslukning og sporing af missiler. Under Blokaden af Berlin slæbte den kul og fødevarer til Vestberlin. Efter Koreakrigen fotsatte typen i civil og militær anvendelse i mere end 30 lande. Det var et af de første fly der transporterede USA's præsident.
Det danske flyvevåben opererede med 6 C-54 Skymaster i årene 1959 – 1977.
Douglas SBD Dauntless var et amerikansk dykbombefly. Flyet er kendt fra 2. verdenskrig, og sænkede mere tonnage af japanske skibe end nogen anden flytype, blandt andet fire hangarskibe i Slaget om Midway.
Fairey Battle var et britisk en-motors let bombefly bygget af Fairey Aviation i slutningen af 1930'erne for Royal Air Force. Andre bombefly havde defensivt skyts i tunge og ikke så aerodynamiske maskingeværkupler. Fairey Battle var strømlinet og skulle derfor kunne flyve fra jagerflyene. Fairey Battle havde samme Rolls-Royce Merlin-motor, som gav Supermarine Spitfire dens overlegne egenskaber, men Fairey Battle var tre ton tungere, med en besætning på tre (pilot, navigatør/bombekaster og skytte/radiotelegrafist) og bombelast. Idéen med et hurtigt bombefly uden synderlig defensiv bevæbning var revolutionerende. Fairey Battles ene motor var dog utilstrækkelig til at føre idéen ud i livet – først i 1940 kom træflyet de Havilland Mosquito, der havde to Merlin-motorer og som beviste konceptet.
Briterne byggede cirka tusind Battles før krigen og udstationerede ti eskadriller til Frankrig i Spøgelseskrigen. Under kampene i Benelux i 1940 blev de indsat i desperate forsøg på at bombe broerne ved Maastricht, for at dæmme op for de tyske pansertropper. Luftwaffes moderne jagerfly kunne nemt nedkæmpe bombeflyene, og under slaget om Frankrig led Fairey Battle tilsvarende svære tab. Det var som at spille russisk roulette med for mange patroner i tromlen, og i juni 1940 blev de trukket tilbage fra vestfronten. Flyet fik en kortvarig renæssance mod Regia Aeronauticas biplansjagere i middelhavsområdet og Østafrika. Resten af krigen blev Battlen brugt som skolefly, målslæbningsfly og flyvende motorprøvestand.
Swordfish (med øgenavnet Stringbag; indkøbsnet) var et hangarskibsbaseret britisk biplan, bygget af Fairey-flyfabrikken.
Royal Air Force havde fået monopol på britisk militærflyvning. Det udmøntede sig bl.a. i at man negligerede hangarskibsfly betragtelig. Fairey Swordfish var forældet allerede da det fløj første gang i 1934, men Royal Navy måtte tage til takke med flyet. Den lave flyvehastighed havde dog flere fordele. Det var nemmere at lande på et gyngende hangarskib, torpedoer skulle kastes ved lav fart, og fjendens skytter var ikke vant til at skyde efter så langsomme fly.
Fairey Swordfish blev anvendt til rekognoscering, og havde tre besætningsmedlemmer; pilot, navigatør og radiotelegrafist/agterskytte. Torpedomissioner blev fløjet uden navigatøren. Ved Slaget ved Taranto d. 12. november 1940 sænkede 21 Swordfish-fly et italiensk slagskib, og beskadigede to mere. Den tyske Kriegsmarines store enheder kunne ikke sejle ind Middelhavet, og Vichy-Frankrig havde mistet slagskibe ved angrebet ved Mers-el-Kébir i juli 1940. Det stækkede aksemagternes flådestyrke i Middelhavet kraftigt. Den 26. maj 1941 i Slaget i Danmarksstrædet torpederede Swordfish-fly det topmoderne tyske slagskib Bismarck, så det mistede styreevnen. Derefter kunne de britiske slagskibe sænke Bismarck.
Fairey Swordfish blev også brugt til at finde og nedkæmpe tyske ubåde. Flyene blev bl.a. brugt fra eskortehangarskibe og anvendte dybdebomber. Fairey Swordfish klarede sig ikke så godt mod fjender med hangarskibe, ved angrebet i det Indiske ocean i april 1942 nedskød japanerne Swordfish-fly ved Ceylon.
Næste klik
