Atlantvolden

Er en forsvarslinje opført langs Europas vestkyst under 2. verdenskrig, fra Norge til Spanien.

Ideen om en uigennemtrængelig befæstning langs Atlanterhavet var udtænkt af Hitler selv. I samtidig tysk propaganda blev Atlantvolden hyppigt fremstillet som en ubrydelig mur af betonstillinger, spækket med artilleri og bemandet med loyale elitetropper. Sandheden var en anden, idet Atlantvolden hovedsageligt bestod af en række befæstede støttepunkter, og elitetropperne på det tidspunkt kæmpede en vigende kamp mod Stalins Røde Hær. Atlantvolden var derfor fortrinsvis besat med soldater, der enten var på rekreation efter kampskader, havde skavanker af den ene eller anden art, var for gamle eller for unge til fronttjeneste eller sågar var krigsfanger, der havde undsluppet fangenskabet ved at melde sig til den tyske hær.

Anlæggelsen af Atlantvolden
Arbejdet på Atlantvolden havde i større eller mindre grad stået på siden Frankrig, Belgien, Holland, Danmark og Norge blev besat i 1940, og med Führerweisung Nr. 40 i marts 1942 blev der sat et vist fokus på kystforsvaret. I august samme år formulerede Hitler sin strategi om at bygge 15.000 bunkere i Frankrig, Belgien og Holland, og i samme forbindelse også styrke kystforsvaret i Danmark, men først med Hitlers Führerweisung Nr. 51 af 3. november 1943, der satte klare mål for hær, marine og luftvåben, kom der virkelig gang i byggeriet.

Organisation Todt

Tyske bunkere på Vestkysten, som denne ved Søndervig, udgjorde en del af Atlantvolden.

"Hitlers tænder" – en anti-tank-blokade i Norge
Opgaven med at bygge de mange betonbunkers blev overladt til Organisation Todt, i daglig tale OT. Navnet har ikke, som man måske kunne tro, noget med det tyske ord for død (tot) at gøre, men er opkaldt efter Fritz Todt, OT’s første leder, der var arkitekten bag Siegfried-linjen og de tyske autobahner. Efter Todt i 1942 døde ved en flyveulykke overtog Albert Speer ledelsen af OT.

OT gjorde i vid udstrækning brug af tvangsudskrevne arbejdere eller slavearbejdskraft, når der skulle bygges bunkere. I Danmark blev der dog anvendt lokale entreprenører med "frivillig" arbejdskraft (i den forstand, at det ofte var det eneste arbejde, der blev anvist de arbejdsløse). Bunkerne blev bygget efter det såkaldte Regelbau-system, der var en slags typehusreglement for bunkere. Flere steder kom fantasien dog til hjælp, når det gjaldt om at forsøge at skjule bunkerne for fjendtlige flyvere, bl.a. ved Thyborøn, hvor en del bunkere blev camoufleret som civile bygninger.

Rommel forstærker Atlantvolden
Feltmarskal Erwin Rommel var en af Hitlers mest kompetente hærførere og superstjerne fra ørkenkrigen, hvor han fik tilnavnet ”Ørkenræven”. I december 1943 blev han af Føreren beordret til at inspicere Atlantvolden med henblik på, hvorledes kystforsvaret kunne forbedres. Rommels inspektionstur begyndte i Danmark, hvor han tilbragte tiden fra d. 3 – 14. december, inden han fortsatte ned ad Atlanterhavskysten.

Resultatet af Rommels tur var en ret negativ rapport til Hitler, der reagerede ved at gøre feltmarskallen ansvarlig for at bringe Atlantvolden op til den standard, denne selv havde foreslået. Uden at lægge skjul på, at han anså opgaven for næsten håbløs, tog Rommel med stor energi fat på at gøre volden til den uindtagelige fæstning, propagandaen allerede havde udnævnt den til at være. Som pansergeneral ville han have foretrukket at kunne basere forsvaret på stærke, mobile styrker, men som sagerne stod, blev han af den overbevisning, at den eneste chance for at afværge en invasion var at knuse angriberne i strandkanten.

Da Nazitysklands ressourcer allerede på det tidspunkt var strakt til bristepunktet, var knapheden på cement, stål og stort set alt andet så udtalt, at Rommel tog tilflugt til mange krigstekniske innovationer i form af improviserede terrænhindringer. Han, der som ung ville have været ingeniør, designede selv en del af forhindringerne, bl.a. de berømte Rommelasparges, der i al enkelhed var kraftige pæle, boret ned i sandet under vandoverfladen og forsynet med en pansermine på toppen. Et landgangsfartøj, der rørte minen, ville blive sprængt.

I Afrika havde Rommel lært at frygte og respektere minen som våben, og det var hans mål at lægge 50.000.000 miner langs Atlanterhavskysten. Så langt nåede han dog ikke, hovedsageligt pga. forsyningssituationen, men omkring 6 millioner blev lagt på Normandiets kyst, og alene i Danmark blev der udlagt 1,5 million.

D-dag
Den 6. juni 1944 kl. 06:30 om morgenen angreb en overvældende allieret styrke som bekendt Atlantvolden, og samme aften var denne gennembrudt flere steder, og brohoveder etableret. Som Rommel havde forudsagt, så lod de allierede sig ikke stoppe, da de først var kommet i land, og den vellykkede invasion markerede begyndelsen til enden for Naziriget. Endnu en ”uindtagelig” fæstning var faldet.

Atlantvolden i dag
Alene i Danmark blev der opført omkring 8.000 betonkonstruktioner af forskellig slags, herunder knap 2.000 egentlige bunkere. Nogle steder har man fjernet bunkerne eller tildækket dem, men størsteparten ligger der endnu, stort set som de så ud for 70 år siden. Kulturarvstyrelsen har erklæret flere af bunkerne bevaringsværdige og en del af kulturlandskabet. Dette sender et signal til kommunerne om, at man bør tænke sig om, før man bortsprænger eller tildækker en bunker. Flere steder er man gået den anden vej og har ladet indrette museer i de gamle fæstninger, et oplagt mål for krigsturisme.

Uden for Danmark finder man rester af Atlantvolden i Holland, Belgien og i Frankrig, der også kan opvise imponerende anlæg længere inde i landet, bl.a. kæmpebunkeren La Coupole, hvorfra V2 raketter blev klargjort og sendt mod London. Også Norge kan opvise en række meget store tyske anlæg, herunder ubådsbunkere og fæstninger, der gjorde brug af hele kanontårne fra oplagte tyske slagskibe.Atlantvolden i Danmark var en kystforsvarsstilling langs den jyske vestkyst under 2. verdenskrig. Den bestod af omkring 8.000 betonkonstruktioner, herunder knap 2.000 egentlige bunkere, og minefelter. Atlantvolden strakte sig fra Nordkap i Norge til Pyrenæerne ved den spanske grænse, og blev anlagt af Nazi-Tyskland for at afskrække de allierede fra at foretage en landgang i det kontinentale Europa.

Selv om faste forsvarsstillinger på byggetidspunktet var forældet som militær doktrin, betød de enorme mandskabsressourcer som østfronten slugte, at Hitler måtte befæste Europas vestvendte kyster bedst muligt.

Stillinger i Danmark 
Tirpitz-stillingen ved Blåvand skulle sikre indsejlingen til Esbjerg.
Verteidigungsbereich Hansted var et stort, befæstet område omkring Hanstholm med kanoner, der sammen med et lignende batteri i Norge, skulle kunne lukke Skagerrak.
Fanø blev et af de tungest befæstede områder langs vestkysten med omkring 300 bunkere.
Ved Hirtshals Fyr var der indbygget et skjult fort i klitten, i dag et museum.
I området Skallingen blev ca. 72.000 miner udlagt tilfældigt uden minekort. Områdets geografi gør imidlertid, at et minekort hurtigt bliver ubrugeligt, eftersom Skallingen hele tiden er i bevægelse.
Langs hele Jyllands vestkyst blev anlagt større og mindre anlæg med bunkers, radarstillinger og artilleri.
                                                                                             Rydning af minerne efter krigen
Efter krigen blev tyske krigsfanger sat til at rydde minefelter langs Vestkysten, efter ordre fra De Allierede, deriblandt Danmark.[1]

De arbejdede under tysk kommando, og organiserede selv arbejdet i den såkaldte Minenkommando Dänemark. Først afsøgte man området kvadratmeter for kvadratmeter med træspyd. Minerne blev så markeret, frilagt og sprængt eller desarmeret. Senere kontrollerede man det ryddede minefelt ved at marchere gennem det. Mange tyske soldater døde eller blev lemlæstet ved at marchere gennem det kontrollerede område. Fra 11 Maj, 1945 til August, 1945 ryddede Minenkommando Dänemark 1.402.000 miner ud af ca 1.500.000. Kommandoen mistede 149 dræbte og havde 165 alvorligt sårede og 167 mindre sårede under operationen.

Denne fremgangsmåde er senere blevet kritiseret fra forskellige sider. Ved at lade de forhadte tyskere stå for oprydningen, mente man, at man kunne omgå Genevekonventionen.

                                                                                            Atlantvolden i Danmark i dag
Nogle steder har man fjernet bunkerne eller tildækket dem, men størsteparten ligger der endnu, stort set som de så ud ved krigens slutning. Kulturarvstyrelsen har erklæret flere af bunkerne bevaringsværdige og som en del af kulturlandskabet. Flere steder har man indrettet museer i de gamle fæstninger, hvilket er et oplagt mål for krigsturisme.