P-47 Thunderbolt er et amerikansk jagerfly, bygget af Republic.

P-47 Thunderbolt er et af de mest kendte og mest robuste amerikanske fly fra 2. verdenskrig, hvor det blev anvendt af US Army Air Forces og RAF som jagerfly og jagerbomber.

P-47 Thunderbolt blev bl.a. brugt som eskorte for de amerikanske bombefly under deres togter over Tyskland, men også til angreb mod jordmål. RAF anvendte Thunderbolt mod japanerne da luftkølede flymotorer bedst kan tåle tropefugten og fordi amerikanske fly nemmere kunne sendes til Burma. Der blev i alt bygget 15.686 eksemplarer af dette fly.

Det amerikanske flyver-es "Gabby" Gabreski nedskød 28 tyske fly, mens han fløj P-47.

P-51 Mustang er et amerikansk jagerfly, bygget af North American.

P-51 Mustang er et af de mest kendte amerikanske fly fra 2. verdenskrig, hvor det blev anvendt af US Army Air Forces og RAF som jagerfly i såvel Europa som i Asien.

P-51 Mustang blev bl.a. brugt som eskorte for de højtflyvende amerikanske bombefly under deres togter over Tyskland og kunne nå helt til Berlin. 30 RAF-mustanger eskorterede 18 Mosquitoer under shellhusbombardementet 21. marts 1945.

P-61 Black Widow er et amerikansk jagerfly, bygget af Northrop.

P-61 Black Widow blev bygget under 2. verdenskrig, hvor det blev anvendt af US Army Air Forces som natjager. Maskingeværkuplen øverst kunne fjernstyres fra både den forreste og agterste skytteposition.

Flyet er især kendt for sin lidt særprægede form og ikke mindst dets størrelse, der er temmelig atypisk for et jagerfly fra den periode.

Percival Proctor var et Britisk radiotrænings- og kommunikationsfly under 2. Verdenskrig. Proctor var et enmotors lavvinget monoplan med plads til tre eller fire personer, afhængigt af modellen. Proctor var Flyvevåbnets allerførste fly efter krigen.

Polikarpov U-2, efter Anden Verdenskrig kendt som Po-2, var et sovjetisk biplan, udviklet som skolefly og til marksprøjtning af majs. Det gav flyet kælenavnet Kukuruznik - russisk: Кукурузник, af det russiske "kukuruza" (кукуруза) for majs . Flyet fik NATO rapporteringsnavnet Mule.

Po-2's enkle og pålidelige design gjorde den til et ideelt skolefly, men den blev også benyttet som et billigt ildstøttefly, som observationsfly, til psykologisk krigsførelse og som forbindelsesfly under 2. Verdenskrig, og var dermed et af de mest universelt anvendelige lette kampfly bygget i Sovjetunionen. Po-2 forblev i produktion længere end noget andet fly fra Sovjettiden (data fra 1978).

Der er bygget mellem 20,000 og 30,000 U-2/Po-2, alle varianter, i årene fra 1928 til 1959.[2] Den officielle produktion sluttede i 1952,men det er svært at finde korrekte produktionstal, siden der blev bygget fly i småværksteder, flyveklubber og på licens, formodentligt indtil 1959. Det er - på trods af de usikre produktionsangivelser - verdens mest producerede biplan.

U-2 blev kendt som flyet der anvendtes af 588. Natbomberregiment: Die Nachthexen (Russisk: Ночные ведьмы, Nochnye Vedmy)

PZL.37 Łoś var et polsk mellemdistance bombefly, der var udviklet og fremstillet af den polske flyproducent PZL. Flyer også kaldt "PZL P-37" og "PZL P.37". Flyet fløj sin jomfruflyvning den 30. juni 1936 og blev sat i tjeneste i 1938. Da flyet blev indsat i tjeneste var flyet anset som ikke blot det mest moderne og effektie våben i Polens militær, men tillige som et af de mest avancerede bombefly i verden.

PZL.37 Łoś blev benyttet af Polen under den tyske invasion i september 1939, men i begrænset omfang.[2] Den 1. september 1939 råede det polske luftvåben over ca. 86 PZL.37'ere, men mindre end halvdelen af disse blev benyttet i kamp, bl.a. som følge af, at flere af flyene blev benyttet af træningsenheder, flere af flyene var under reparation eller under vedligeholdelse og nogle blev holdt i reserve. Flyene led store tab under aktiv tjeneste, da de led under ikke at have tilstrækkelig støtte fra escorterende jagerfly, hvilket gjorde dem til nemme ofte for Luftwaffes jagerfly. De sidste missioner med flyet fandt stede den 19. september 1939. I oktober blev ca. 26-27 af de PZL.37'ere, der var evakueret fra Polen beslaglagt af Rumæniens regering og senere brugt af det rumænske luftvåben på østfronten i kamp mod Sovjetunionen.

Stirling er et 4-motors britisk bombefly, bygget af Short Brothers.

Stirling udgjorde sammen med Handley Page Halifax og ikke mindst Avro Lancaster grundstammen i den britiske flåde af bombefly under 2. verdenskrig, hvor RAF primært anvendte det til de natlige togter over Tyskland og de besatte områder.

Short Stirling blev efterhånden forældet og fik opgaver som nedkastning af søminer, våbencontainere og SOE-agenter samt som svæveflystraktor.

Sunderland er en stor 4-motors engelsk flyvebåd, bygget af Short flyfabrikken.

Sunderland blev bl.a. brugt af RAF Coastal Command under 2. Verdenskrig til at overvåge de vigtige sejlruter over Atlanterhavet. Sunderland var i begyndelsen af krigen udstyret med alm. flybomber, der kun eksploderede hvis de ramte ubåden. Senere fik de dybdebomber, der sprang selvom de ikke ramte ubåden direkte. Sunderland blev også udrustet med Leighlamper og ASV-radarer til at finde ubådene om natten.

Sukhoj Su-2 (russisk: Сухой Су-2) er et en-motorers rekognoscerings- og let bombefly, der blev udviklet i Sovjetunionen og benyttet i begyndelsen af 2. verdenskrig. Det var det første fly, der blev udviklet af den sovjetiske flydesigner Pavel Sukhoj på egen hånd. Det grundlæggende design af Su-2 blev senere opgraderet med en bedre motor og bevæbning og testet under navnet Su-4, men blev aldrig sat i produktion.

Flyet blev indsat i kamp i 2. verdenskrig, men led store tab til Tysklands Luftwaffe og blev hurtigt taget ud af produktion og frontlinjetjeneste.

Supermarine Spitfire er et ensædet britisk jagerfly, benyttet af Royal Air Force og andre Allierede luftvåben før, under og efter 2. verdenskrig. Der blev fremstillet mange varianter af Spitfire, med et antal særlige vingekonfigurationer, og flyet blev produceret i større styktal end alle andre britiske fly. Det var også den eneste britiske jager, der blev produceret kontinuerligt igennem hele krigen. Spitfire er muligvis det mest ikoniske fly der nogensinde er lavet, og er stadigvæk populær blandt entusiaster; der er p.t. omkring 60 flyvedygtige eksemplarer, og mange flere er udstillet statisk i flymuseer verden over.

Spitfire blev designet som en højtydende interceptor med kort rækkevidde af R. J. Mitchell, som var den ledende konstruktør ved Supermarine Aviation Works, der var et datterselskab af Vickers-Armstrong fra 1928. Mitchell designede Spitfirens distinkte elliptiske vinge med de nyudviklede forsænkede nitter (designet af Beverley Shenstone)[5] til at have det tyndeste mulige tværsnit, og gav derved flyet en højere topfart end de fleste andre jagere fra samme periode, heriblandt Hawker Hurricane. Mitchell fortsatte med at finpudse sit design indtil sin død i 1937, hvorefter hans kollega Joseph Smith overtog rollen som ledende ingeniør og førte Spitfire videre igennem utallige versioner og forbedringer.

Under Slaget om England, fra juli til oktober 1940, opfattede befolkningen Spitfire som den primære RAF jager, selv om de mere talstærke Hurricane-eskadriller bar en langt større del af byrden imod Nazi-Tysklands luftvåben, Luftwaffe. Ikke desto mindre havde Spitfire - eskadriller et lavere tabstal, og et større antal sejre pr. tabt enhed end dem der fløj Hurricanes på grund af Spitfirens bedre egenskaber. Under slaget blev der generelt sendt Spitfires efter Luftwaffes jagere - disse var hovedsageligt af typen Messerschmitt Bf 109E, som var en jævnbyrdig modstander for dem.

Efter Slaget om England blev Hurricane afløst af Spitfire som det primære jagerfly for RAF Fighter Command, og Spitfire blev indsat i både Europa, Middelhavsområdet, Stillehavsområdet og Sydøstasien. Højt værdsat af sine piloter blev Spitfire indsat i mange forskellige roller, primært som interceptor og til fotorekognoscering, men også som jagerbomber og træningsfly, og den fortsatte i disse roller ind i 1950-erne. Varianten Seafire var tilpasset anvendelsen ombord på hangarskibe, og tjente ved Fleet Air Arm fra 1942 til midt i 1950-erne. Selv om det oprindelige flystel var designet til en Rolls-Royce Merlin motor med en ydelse på 1.030 hk (768 kW), var det tilstrækkeligt stærkt og kunne tilpasses nyere og kraftigere Merlins, og i senere versioner, Rolls-Royce Griffon motorer der leverede op til 2.340 hk (1,745 kW). Resultatet af dette var at Spitfirens ydelse og evner blev forbedret igennem hele flyets tjenestetid.

Wellington er et 2-motors britisk bombefly, bygget af Vickers.

Vickers Wellington blev anvendt under 2. verdenskrig, hvor RAF anvendte det til natlige bombetogter over Tyskland og de besatte lande.

Vought F4U Corsair var et amerikansk jagerfly, der blev produceret i perioden 1940-1952. Flyet var bygget til at operere fra hangarskibe, og flyet spillede en stor rolle under Stillehavskrigen og senere under Koreakrigen.

Flyet var designet med en karakteristisk mågeformet vinge, hvilket gav det gode egenskaber som styrtbombefly.