Operation Barbarossa
Operation Barbarossa (tysk: Unternehmen Barbarossa), oprindeligt kaldt Operation Fritz, var kodenavnet for Nazi-tysklands invasion af Sovjetunionen under 2. verdenskrig. Angrebet begyndte den 22. juni 1941. Over 4,5 millioner af Aksemagternes soldater invaderede Sovjetunionen over en 2.900 km lang front. Operationen var opkaldt efter kejser Frederik Barbarossa af det Tysk-romerske rige, som var leder af det 3. korstog i det 12. århundrede. Planlægningen for Operation Barbarossa startede 18. december 1940; de hemmelige militære forberedelser og selve operationen varede fra foråret 1941 til vinteren 1941.
Det operationelle mål for operation Barbarossa var en hurtig erobring af den europæiske del af Sovjetunionen, vest for en linje mellem Arkhangelsk og Astrakhan, ofte kaldt A-A linjen (se Hitlers direktiv for detaljer). Ved operationens afslutning i december 1941 havde Den Røde Hær afvist de stærkeste fremstød fra Wehrmacht. Hitler havde ikke vundet den sejr, han havde forventet, men situationen i Sovjetunionen var kritisk. Taktisk havde tyskerne vundet nogle opsigtsvækkende sejre og besat nogle af de økonomisk vigtigste områder i USSR, herunder Ukraine. På trods af disse succeser var tyskerne skubbet tilbage fra Moskva, og de blev aldrig senere i stand til at skabe en samtidig offensiv over hele den sovjetisk-tyske front.
På grund af Barbarossas manglende succes blev der iværksat en række operationer i Rusland, som dog alle fejlede: Fortsættelsen af belejringen af Leningrad, Operation Nordlicht og slaget om Stalingrad sammen med andre slag i Sovjetunionen.
Operation Barbarossa er stadig historiens største militære operation målt på antallet af soldater, omfanget af erobret/tabt areal og tab af menneskeliv. Nederlaget i Operation Barbarossa resulterede i sidste ende i, at Tyskland led nederlag, hvorfor mange anser operationen som et vendepunkt i krigen. Det vigtigste ved operation Barbarossa var, at den startede krigen på Østfronten, som skulle vise sig at blive den største krigsskueplads i verdenshistorien. Operation Barbarossa og de områder, hvor den udspillede sig, blev skueplads for nogle af de største og mest brutale slag, forfærdelige tab af liv og rædselsvækkende forhold for både tyske og russiske soldater. Det fik stor betydning for, hvordan 2. verdenskrig udviklede sig og for det 20. århundredes historie i det hele taget.
Tyske intentioner
Den tyske propaganda hævdede, at den Røde Hær forberedte sig på at angribe Tyskland, og deres egen invasion blev således fremstillet som forebyggende. I 1925-1926 havde Hitler i sin bog Mein Kampf gjort det helt klart, at det var hans hensigt at invadere Sovjetunionen ud fra den holdning, at det tyske folk havde behov for Lebensraum, dvs. jord og råmaterialer, og dem kunne han bedst finde østpå. Det var nazisternes udtrykte politik, at russere og andre slaviske folk skulle dræbes, deporteres eller gøres til slaver, da de anså dem for mindreværdige, og de ville herunder genbosætte deres områder med tyskere. Denne politik blev kaldt Den nye orden (Neuordnung) og blev fremlagt i detaljer i Hermann Görings Grønne mappe. Hele bybefolkningen i det invaderede land skulle udryddes ved udsultning, hvorved der ville blive skabt et overskud af landbrugsvarer, som skulle føde Tyskland og give mulighed for, at bybefolkningen kunne udskiftes med en tysk overklasse. Naziideologen Alfred Rosenberg foreslog, at de erobrede sovjetiske områder skulle administreres af følgende Reichskommissariater:
Ostland (De baltiske lande og Hviderusland)
Ukraine (Ukraine og tilstødende områder)
Kaukasus (Sydlige Rusland og Kaukasus området)
Moskau (Moskva metropolregionen og resten af det Europæiske Rusland)
Turkestan (Centralasiatiske republikker og territorier)
Ved Nürnberg-processen i 1946 bekendtgjorde Sir Hartley Shawcross, at der i marts 1941 var planlagt følgende yderligere opdelinger af de østlige russiske områder:
Ural (centrale og sydlige Ural samt nærmeste områder, udskilt fra den planlagte reorganisering af det østlige europæiske Rusland.
Vestlige Sibirien (fremtidige vestlige Sibirien og Novosibirsk)
Nordland (Sovjetunionens arktiske områder: Vestlige Nordland (nordkysten i det europæiske Rusland) og østlige Nordland (nordvestlige Sibiriens nordkyst))
Den nazistiske politik sigtede mod at ødelægge Sovjetunionen som politisk størrelse i overensstemmelse med den geopolitiske ide om Lebensraum ("Drang nach Osten") til glæde for de "ariske" generationer i de kommende århundreder.
Føreren forventede yderligere fordele:
Når Sovjetunionen var besejret, ville manglen på arbejdskraft i den tyske industri kunne afhjælpes ved demobilisering af mange soldater.
Ukraine ville være en stabil kilde til forsyninger af landbrugsprodukter.
Ved at have Sovjetunionen som leverandør af slavearbejdere ville Tysklands geostrategiske position i høj grad blive forbedret.
En sejr over Sovjetunionen ville yderligere isolere de Allierede, især Storbritannien.
Den tyske økonomi havde brug for adgang til mere olie, og ved at kontrollere oliefelterne ved Baku kunne man opnå dette.
Molotov-Ribbentrop-pagten var blevet underskrevet kort før den tyske og sovjetiske invasion af Polen i 1939. Det var angiveligt en ikke-angrebspagt, men hemmelige protokoller skitserede en aftale mellem Tyskland og Sovjetunionen om deling af grænsestaterne imellem dem. Pagten kom som en overraskelse for alle på grund af landenes gensidige fjendskab og deres modsatrettede ideologier. Som følge af pagten havde Nazi-Tyskland og Sovjetunionen forholdsvis stærke diplomatiske forbindelser og var vigtige handelspartnere. Sovjetunionen leverede olie og råvarer til Tyskland, mens Tyskland leverede teknologi til Sovjetunionen. Men på trods af pagten forblev begge sider stærkt mistroiske over for hinandens hensigter, og da de begyndte at støde sammen i Østeuropa syntes en krig uundgåelig.
Hitler havde længe ønsket at erobre den europæiske del af Sovjetunionen for at udnytte, hvad han anså for dens Untermenschen – befolkning af slaviske undermennesker. Han havde kun indgået pagten, fordi den på kort sigt var fordelagtig. Udover de territoriale ambitioner, som både Hitler og Stalin besad, gjorde de ideologiske modsætninger mellem Nazi-Tyskland og Sovjetunionen en kommende konflikt mellem dem sandsynlig.
Stalins omdømme bidrog både til at retfærdiggøre nazisternes angreb og til deres tro på succes. I slutningen af 1930'erne havde Stalin ladet millioner af borgere dræbe eller indespærre under den store udrensning, herunder et stort antal af kompetente og erfarne officerer, hvilket havde efterladt den Røde Hær svækket og uden ledelse. Nazisterne understregede ofte det sovjetiske regimes brutalitet, når det udsendte propaganda rettet mod de slaviske folk.
Vi behøver blot at sparke døren ind, så vil hele den rådne bygning brase sammen
Adolf Hitler
Operation Barbarossa skulle kombinere et angreb i nord mod Leningrad med en symbolsk ladet erobring af Moskva og en økonomisk strategi om at erobre oliefelterne i syd på den anden side af Ukraine. Hitler og hans generaler var ikke enige om, hvilket af disse aspekter der var vigtigst, og hvor Tyskland skulle koncentrere sin indsats. Valget af prioriteter krævede et kompromis. Hitler anså sig selv for et politisk og militært geni. Under planlægningen af operation Barbarossa i 1940 og 1941 gentog Hitler ofte sin ordre: "Leningrad først, Donetsk-Bækkenet derefter, Moskva som det tredje." Hitler var utålmodig efter at komme i gang med sin længe ønskede invasion i øst. Han var overbevist om, at Storbritannien ville anmode om fred, når først Tyskland triumferede i Sovjetunionen, det område som havde Tysklands egentlige interesse. General Franz Halder bemærkede i sine dagbøger, at ved at ødelægge Sovjetunionen ville Tyskland knuse Storbritanniens håb om at besejre Tyskland.
Hitler var blevet overmodig af sine hurtige succeser i Vesteuropa og den Røde Hærs klodsethed i Vinterkrigen mod Finland i 1939-40. Han ventede at få en sejr i løbet af få måneder og forberedte derfor ikke en krig, der skulle vare ind i vinteren. Hans tropper havde derfor ikke varme uniformer, og der var ikke forberedt et længere felttog, da de indledte angrebet. Antagelsen om, at Sovjetunionen snart ville kapitulere, ville blive hans undergang.
Tyske forberedelser
CitatNår Barbarossa begynder, vil verden holde vejret og tie.Citat
Adolf Hitler
Som forberedelse til angrebet flyttede Hitler 3,5 mio. tyske soldater og omkring 1 mio. soldater fra andre aksemagter til den sovjetiske grænse, gennemførte talrige rekognosceringstogter over sovjetisk område og oplagrede materiel i Øst. Sovjetunionen blev alligevel taget på sengen, mest på grund af Stalins tro på, at Det Tredje Rige formentlig ikke ville angribe blot to år efter at have underskrevet Molotov-Ribbentrop-pagten. Den sovjetiske leder troede også, at nazisterne formentlig ville afslutte deres krig mod Storbritannien, inden de åbnede en ny front. Han nægtede at tro gentagne advarsler fra sine efterretningstjenester om den tyske opmarch af frygt for, at rapporterne var britisk misinformation med henblik på at udløse en krig mellem Tyskland og Sovjetunionen. Spionen dr. Richard Sorge gav Stalin den præcise dato for angrebets start. De svenske kryptoanalytikere under ledelse af Arne Beurling kendte også datoen på forhånd.
Tyskerne forberedte afledningsmanøvrer fra april 1941 for at give substans til deres påstande om, at Storbritannien var det egentlige mål: Operationerne Haifisch og Harpune. Disse simulerede forberedelser foregik i Norge, på Kanalkysten og i Storbritannien. Der var støtteaktiviteter som skibskoncentrationer, rekognosceringsflyvninger og træningsøvelser. Der blev forberedt invasionsplaner, og nogle detaljer fik lov at sive ud.
Hitler og hans generaler undersøgte også Napoleons fejlslagne invasion af Rusland. Efter krav fra Hitler begyndte den tyske overkommando OKW at udvikle en strategi, så han undgik disse fejltagelser.
Wehrmacht-køretøj nedsunket i pløre ved Kursk i rasputitsa-perioden foråret 1942.
Den strategi, som Hitler og hans generaler enedes om, involverede tre adskilte armégrupper (Heeresgruppen), som skulle erobre specifikke områder og byer i Sovjetunionen. De tyske hovedangreb forløb langs de historiske invasionsveje. Heeresgruppe Nord fik til opgave at marchere gennem De baltiske lande til det nordlige Rusland og enten erobre eller ødelægge byen Leningrad (før og nu Sankt Petersborg). Heeresgruppe Mitte skulle rykke mod Smolensk og derefter til Moskva gennem det, som i dag er Hviderusland og de vestlige dele af Rusland. Heeresgruppe Süd skulle ramme det tætbefolkede kernelandbrugsområde i Ukraine og erobre Kijev, inden den fortsatte østpå over stepperne til Volga og det olierige Kaukasus.
Hitler, OKW og de forskellige overkommandoer var ikke enige om det vigtigste mål. Ved forberedelsen af Barbarossa gik det meste af OKW ind for et direkte fremstød mod Moskva, mens Hitler blev ved med at understrege sit mål om at erobre det ressourcerige Ukraine og Baltikum, inden han koncentrerede sig om Moskva. Disse diskussioner medførte en forsinkelse, som udskød Barbarossa fra midten af maj til slutningen af juni 1941, men kan have været uden betydning, da den russiske mudderårstid (rasputitsa), hvor vejene omdannes til pløre, faldt sent det år; men mere tid blev senere spildt på forskellige kritiske tidspunkter, hvor Hitler og OKW suspenderede operationerne for at diskutere de strategiske mål.
Samtidig med at angribe de strategiske mål besluttede tyskerne at bringe styrker ind i de besatte områder for at modvirke sovjetiske partisanaktiviteter, som de vidste ville opstå i de områder, partisanerne kontrollerede. Det omfattede enheder fra Waffen-SS og Gestapo, som var specialister i at undertrykke modstand og i at fange og dræbe modstandere.
Sovjetunionens forberedelser
Selv om Hitler og andre i den tyske overkommando anså Sovjetunionen for at være svag, var det bestemt ikke tilfældet. Hastig industrialisering i 1930'erne havde resulteret i, at industriproduktionen var på højde med Tysklands, og kun overgået af USA's. Produktionen af militærudstyr steg til stadighed, og i årene op til krigen blev økonomien i stigende grad orienteret mod militær produktion. I begyndelsen af 1930'erne blev der udviklet en meget moderne operationel doktrin for den Røde Hær, og den blev udbredt i feltregulativerne fra 1936.
Ifølge Taylor og Proektor (1974) var de sovjetiske styrker i de vestlige militærdistrikter i undertal i forhold til deres modstandere. 2,6 mio. sovjetiske soldater mod 4,5 mio. aksetropper. Den samlede størrelse af de sovjetiske væbnede styrker i starten af juli 1941 var på lidt over 5 mio. mand, 2,6 mio. i vest, 1,8 mio. i Fjernøsten og resten placeret eller under optræning andre steder. Disse tal kan imidlertid være vildledende. Tallet for Sovjetunionens styrker i de vestlige distrikter medtager kun den første strategiske linje, som var stationeret på og bag den sovjetiske vestgrænse i en dybde af indtil 400 km. De undervurderer også størrelsen af den Første strategiske linje, som faktisk var på 2,9 mio. mand. Tallet medregner ikke den mindre Anden strategiske linje, som den 22. juni var i færd med at blive rykket frem mod grænsen. Ifølge Sovjetunionens strategiske plan var det meningen, at den skulle være i stilling i starten af juli. De samlede aksestyrkers størrelse overdrives også. 3,3 mio. tyske tropper var øremærket til deltagelse i Barbarossa, men dette tal omfatter reserver, som ikke deltog i det indledende angreb. Yderligere 600.000 mand fra Tysklands allierede deltog også, men fortrinsvis efter det indledende angreb.
De samlede aksestyrker, der var til rådighed for operation Barbarossa, var på omkring 3,9 mio. Den 22. juni kunne den tyske hær opnå lokal overlegenhed ved sit indledende angreb (98 tyske divisioner), herunder 29 pansrede og motoriserede divisioner, hvilket var 90 % af dens mobile styrker, der angreb på en 1.200 km lang front mellem Østersøen og Karpaterne mod NKVD grænsetropper og divisionerne i den sovjetiske Første operationelle linje (den del af Første strategiske linje, som var stationeret umiddelbart bag fronten) i de tre vestlige militærdistrikter. Den havde afsluttet sin fremrykning og var klar til at angribe omkring to uger inden den Røde Hær havde planlagt at afslutte sin egen fremrykning, så anden strategiske linje kom på plads. På det tidspunkt var 41 % af de stationære sovjetiske baser placeret i grænseområderne, mange af dem i den 200 km brede zone langs grænsen. I overensstemmelse med hærens regulativer var brændstof, udstyr, jernbanevogne osv. ligeledes placeret der.
Ved mobilisering ville den Røde Hær efter krigsudbruddet til stadighed vokse i styrke. Mens styrken varierede på begge sider, er det korrekt at sige, at aksestyrkerne under felttoget i 1941 havde en mindre overvægt i tropper ved fronten. Ifølge Mikhail Meltjukhov (2000:477) havde den Røde Hær ved krigens begyndelse en styrke på i alt 5.774.211 mand: 4.605.321 i landstyrker, 475.656 i luftvåbenet, 353.752 i marinen, 167.582 som grænsevagter og 171.900 som polititropper i NKVD.
Inden for nogle vigtige våbensystemer havde Sovjetunionen en betydelig numerisk overvægt. Mht. kampvogne havde den Røde Hær en stor overvægt. Den havde 23.106 kampvogne, hvoraf omkring 12.782 var placeret i de fem vestlige militærdistrikter (tre af dem lå direkte over for den tyske invasionsfront). Vedligeholdelses- og klargøringsstandarden var imidlertid meget ringe. Der var knaphed på ammunition og radioer, og mange enheder manglede de nødvendige lastbiler til at kunne genforsyne tropperne.
Siden 1938 havde Sovjetunionen delvist spredt sine kampvogne ud i infanteridivisionerne for at støtte infanteriet, men efter erfaringerne i Vinterkrigen og deres observationer af den tyske Blitzkriegstaktik mod Frankrig, var man begyndt at efterligne tyskerne og placere de fleste panserkøretøjer i store, fuldt mekaniserede divisioner og korps. Denne reorganisering var imidlertid kun delvist gennemført, da Barbarossa gik i gang, da der ikke var tilstrækkelig mange kampvogne til rådighed til at bringe de mekaniserede korps op på den ønskede styrke.
Den tyske Wehrmacht havde omkring 5.200 kampvogne i alt, hvoraf 3.350 blev indsat i invasionen. Dette giver et forhold på omkring 4:1 i den Røde Hærs favør. Den bedste sovjetiske kampvogn – T-34 – var den mest moderne i verden, og KV-serien var den bedst pansrede. De mest avancerede sovjetiske modeller T-34 og KV-1 var ikke til rådighed i større antal i starten af krigen og udgjorde kun 7,2 % af den sovjetiske kampvognsstyrke. Men mens disse 1.861 moderne kampvogne var teknisk og numerisk overlegne i forhold til de 1.404 tyske mellemtunge Panzer III og IV kampvogne, havde sovjetstyrkerne i 1941 stadig mangler i kommunikation, træning og erfaring i at anvende sådanne våben effektivt.
Den sovjetiske hærs overlegenhed i tungt udstyr blev også mere end opvejet af, at de tyske styrker var langt bedre trænet og kampklare. Det sovjetiske officerskorps og overkommando var blevet decimeret under Stalins store udrensning i 1936-1938. Af 90 generaler, som blev arresteret, overlevede kun 6 udrensningen. Det samme gjaldt 36 ud af 180 divisionschefer og blot 7 ud af 57 korpschefer. I alt blev 30.000 fra den Røde Hær henrettet, mens flere blev sendt til Sibirien og erstattet med officerer, der blev vurderet som mere "politisk pålidelige". Tre af de fem marskaler før krigen og omkring to tredjedele af korps- og divisionscheferne blev skudt. Det betød, at der ofte sad yngre og mindre erfarne officerer på deres pladser; fx havde 75 % af den Røde Hærs officerer i 1941 haft deres poster i mindre end et år. Den gennemsnitlige sovjetiske korpschef var 12 år yngre end den tyske. Disse officerer havde en tendens til at tøve med at tage initiativer og manglede ofte den fornødne træning og erfaring til at beklæde deres job.
Antallet af fly var også kraftigt i Sovjetunionens favør; men de sovjetiske fly var stort set forældede, og det sovjetiske artilleri manglede moderne ildkontrolsystemer. De fleste sovjetiske enheder var på fredsfod, hvilket var forklaringen på, at enhederne havde deres fly parkeret tæt sammen i pæne rækker frem for spredt, hvilket gjorde dem til lette mål for Luftwaffe i krigens første dage. Inden invasionen havde det sovjetiske luftvåben forbud mod at nedskyde rekognosceringsfly fra Luftwaffe, selv om der blev fløjet hundredvis af missioner ind i sovjetisk luftrum.
Den russiske krigsindsats i den første fase af krigen på Østfronten var hæmmet af en mangel på moderne fly. Det sovjetiske luftvåben var udstyret med et stort antal forældede fly, såsom I-15 biplan og I-16. I 1941 begyndte MiG-3, LaGG-3 og Jak 1 først at rulle af samlebåndene og var generelt meget underlegne i forhold til Messerschmitt Bf 109 eller den senere Fw 190, da denne blev taget i brug i september 1941. Kun få havde radio – og de, der fandtes, sendte ukrypteret og fungerede ikke pålideligt. Den ringe indsats fra VVS (Vojenno-Vozdusjnye Sily, det sovjetiske luftvåben) under Vinterkrigen mod Finland havde forøget Luftwaffes overbevisning om, at det sovjetiske luftvåben kunne nedkæmpes. Standarden for træning i luften var blevet fremskyndet som forberedelse på et tysk angreb, der var forventet i 1942 eller senere. Men den russiske pilotuddannelse var ekstremt dårlig. Ordre nr. 0362 fra Folkekommissæren for forsvar, dateret den 22. december 1940 gav ordre til, at flytræningen skulle fremskyndes og forkortes. Utroligt nok havde det sovjetiske luftvåben 201 MiG-3 og 37 MiG-1, der var kampklare den 22. juni, men kun fire piloter var blevet trænet i at benytte disse fly.[35]
Den Røde Hær var spredt og uforberedt. Enheder var ofte delt og uden transportmidler til at blive samlet inden kamp. Selv om den Røde Hær havde mange og gode kanoner, var der nogle kanoner, som var uden ammunition. Artillerienheder manglede ofte transportmidler, så de kunne ikke flytte deres kanoner. Kampvognsenheder var sjældent veludstyrede og manglede også træning og logistisk støtte. Vedligeholdelsesstandarden var meget ringe. Enheder blev sendt i kamp, uden at der blev gjort foranstaltninger til, at de kunne få nye forsyninger af brændstof, ammunition eller forstærkninger af personel. Ofte var enheder ubrugelige efter blot at have været i indsats en enkelt gang. Hæren var midt i en reorganisering, hvor kampvognene blev placeret i store kampvognskorps, hvilket bidrog til forvirringen.
Selv om den Røde Hær på papiret så ud til at være på lige fod med den tyske hær, var realiteten på slagmarken meget anderledes. Inkompetente officerer og delvis mangel på udstyr, utilstrækkelig motoriseret, mangel på logistisk støtte og dårlig træning gjorde, at den Røde Hær var i en meget uheldig situation. F.eks. mistede den Røde Hær i starten af felttoget omkring 6 kampvogne, hver gang tyskerne mistede 1.
I foråret 1941 havde Stalins egen efterretningstjeneste gentagne gange advaret om, at et tysk angreb var nært forestående; men Stalin valgte at ignorere disse advarsler. Selv om han indrømmede muligheden af et angreb i al almindelighed og gjorde mange forberedelser, valgte han at undgå at provokere Hitler. Han havde placeret officerer omkring sig, som formentlig kun ville fortælle ham det, som han gerne ville høre, så han troede, at den situation, som Sovjetunionen stod i i foråret 1941, var langt stærkere, end den faktisk var. Han nærede også en ubegrundet tillid til Molotov-Ribbentrop-pagten, som var blevet underskrevet blot to år tidligere. Endelig mistænkte han briterne for at prøve på at sprede falske rygter for at udløse en krig mellem Tyskland og Sovjetunionen. Som følge heraf blev de sovjetiske grænsetropper ikke sat i fuldt alarmberedskab og blev sommetider endda forbudt at skyde tilbage uden tilladelse, når de blev angrebet. Selv om en delvis alarmering blev sat i kraft den 10. april, var de ganske enkelt ikke klar, da det tyske angreb kom. Det kan være årsagen til den diskussion, som nedenfor citeres fra Viktor Suvorov.
Enorme sovjetiske styrker var samlet bag den vestlige grænse for det tilfælde, at tyskerne angreb; men de var meget sårbare på grund af ændringer i den Røde Hærs taktiske doktrin. I 1938 blev der på foranledning af general Pavlov indført en standardlineær forsvarstaktik på linje med andre landes. Infanteridivisioner forstærket med en kampvognsenhed lå i nedgravede stillinger, så de dannede stærkt befæstede zoner. Så kom Frankrigs fald. Den franske hær, der blev anset for at være verdens stærkeste, blev besejret på seks uger. Sovjetiske analyser af begivenhederne, der var baseret på ufuldstændige oplysninger, konkluderede, at det franske kollaps skyldtes, at Frankrig baserede sig på et lineært forsvar og manglede kampvognsreserver.
Den Røde Hær besluttede ikke at gentage disse fejltagelser. I stedet for at grave sig ned i et lineært forsvar skulle infanteridivisionerne fremover koncentreres i store formationer.[38] De fleste kampvogne blev samlet i 31 mekaniserede korps, hver med over 1.000 kampvogne, større end en hel tysk Panzerarmé (selv om kun få af disse korps havde nået deres planlagte styrke den 22. juni). Hvis tyskerne angreb, skulle deres pansrede spydspidser afskæres og nedkæmpes af de mekaniserede korps. De ville derefter samarbejde med infanteriet om at drive det tyske infanteri tilbage, mens det var sårbart på vej mod slagmarken. Den sovjetiske, venstre fløj i Ukraine, skulle kraftigt forstærkes, så den kunne foretage en strategisk omringning, og efter at have nedkæmpet den sydlige tyske armégruppe skulle den svinge nordpå gennem Polen ind i ryggen på den midterste og den nordlige armégruppe. Når den fuldstændige nedkæmpelse af den omringede tyske hær således var sikret, skulle den Røde Hær fortsætte med en offensiv ind i resten af Europa.
Styrken af modstående hære ved
den sovjetiske vestgrænse. 22. juni 1941
Tyskland og allierede Sovjetunionen
Divisioner 166 190
Personel 4.306.800 3.289.851
Kanoner og artilleri
42.601 59.7871:
Kampvogne og selvkørende kanoner
4.171 15.687
