Airspeed Horsa var et britisk transportsvævefly som anvendtes af luftlandetropper under 2. verdenskrig. Faldskærmstropper har en tendens til at blive spredt for alle vinde, men hvis soldaterne landede med et svævefly ville de være samlet. Jeeps, feltkanoner o.lign. kunne ikke kastes ud med faldskærm under 2. verdenskrig, så de kunne landsættes med svævefly som Airspeed Horsa. Flyene var éngangsfly og var fremstillet i træ og lærred på møbelfabrikker. Forældede bombefly slæbte Horsa'erne til landingszonen og frigjorde dem. Efter landingen blev flyene delt i to for lettere at kunne tømme dem.
Airspeed Horsa var ret simpelt opbygget da det kun skulle anvendes til ét angreb. Løse hovedlandingshjul blev bortkastet efter starten og flyet landede på en mede. Da landingszonen ofte havde naturlige og forsætlige forhindringer blev flyene mere eller mindre ødelagte ved landingen. Flyene havde ingen radioer og kommunikerede med slæbeflyet med et telefonkabel. Trykluftflasker udløste ("ladeportsstore" flaps til at mindske stall-hastigheden. De fleste svæveflyspiloter var soldater fra hæren med en kort uddannelse. Efter landingen var der mere brug for soldater end 'rigtige' piloter.
Airspeed Oxford var et to-motors fly, som under 2. verdenskrig blev brugt til at uddanne britiske og andre commonwealth-flyvebesætninger til navigatører, radiotelegrafister, bombeskytter, maskingeværskytter og piloter til flermotorede fly.
Efter krigen blev mange Oxford-fly ombygget til passagerfly eller solgt til andre landes flystyrker, bl.a. Flyvevåbnet i Danmark.
Arado Ar 196 er et mindre tosædet militært pontonfly udviklet i Tyskland i 1938 af Arado Flugzeugwerke, Warnemünde.
Flyet har en tomands besætning (pilot og observatør) og har en 960 hk BMW 132K nicylindret stjernemotor. Det er 11 m langt og har en spændvidde på 12,4 m samt en højde på 4,4 m. Flyets nettovægt er på 2990 kg og i kampklar stand 3730 kg. Det kan opnå en maksimalhastighed på 310 km/t. Bevæbningen er med to 20 mm maskinkanon (MG FF) indbygget i vingerne, et 7,92 mm maskingevær (MG 17) fastmonteret i flyets næse samt et 7,92 mm maskingevær (MG 15) i en bevægelig affutage (observatørgevær). Flyet kunne yderligere bære to SC 50 kg bomber ophængt under planerne.
Arado Ar 196 blev anvendt af Luftwaffe i hele den besatte del af Europa til sørekognoscering, eskortering af konvojer, sømineudlægning og ubådsbekæmpelse. Værnemagten udstationerede under krigen flere Ar-196 ved Vandflyvestation Aalborg.
Arado Ar 196 blev også udstationeret på de tyske slagskibe, lommeslagskibe og svære krydsere. En katapult sendte dem i luften og en kran løftede dem om bord efter at de havde landet på vandet.
Arado Ar 232 Tausendfüssler (Tysk: Tusindben) regnes som det første moderne transportfly. Det blev designet af Arado Flugzeugwerke under 2. verdenskrig og bygget i et mindre antal. Designet og konstruktionen introducerede næsten alle kendetegn som regnes som standard på moderne transportfly, herunder en lav kasseformet flykrop, lasterampe bagest, et højt haleparti for at lette lastning og egenskaber for at operere på vanskelige og utilgængelige rullebaner. Til trods for at Luftwaffe viste interesse for at erstatte og supplere deres flåde af, for det meste ældre Ju 52–fly, bestilte de alligevel ikke Arado Ar 232 i større antal.
Arado Ar 234 "Blitz" (lyn) var et tysk jetdrevet bombefly, udviklet og produceret for Luftwaffe af Arado Flugzeugwerke, Warnemünde under 2. verdenskrig. Prototypen fløj første gang 30. juli 1943 og er verdens første jetdrevne bombefly. 2. august 1944 blev Ar 234 også verdens første jetdrevne rekognosceringsfly. Flyet blev hovedsagelig benyttet som rekognosceringsfly og var så godt som umuligt at bekæmpe.
Ar 234 blev produceret i 5 udgaver, deriblandt som natjager.
Arado Ar 96 var et tysk en-motors observations-, trænings- og kommunikationsfly brugt af blandt andre Luftwaffe under 2. verdenskrig. Flyet blev produceret af Arado Flugzeugwerke i Warnemünde og fløj første gang i 1938. Det blev taget i brug året efter. Prototypen blev drevet af en Argus As 10 motor, mens produktionsmodellen var udstyret med en kraftigere Argus As 410.
Under krigen blev produktionen flyttet fra Tyskland til fabrikker i Tjekkoslovakiet hvor den fortsatte frem til 1950. Omkring 11000 fly blev produceret.
Lancaster er et 4-motors britisk bombefly, bygget af A. V. Roe. Det 2-motors bombefly Manchester havde problemer med Rolls-Royce Vulture X24-motorerne. Problemet løstes ved at udskifte de to kraftige Vulture-motorer med fire pålidelige Rolls-Royce Merlin V12-motorer og flyet blev omdøbt til 'Lancaster'.
Lancaster er nok det mest kendte af de store britiske bombefly fra 2. verdenskrig, hvor RAF primært anvendte det på natlige togter over Tyskland og de besatte områder.
Sammen med Handley Page Halifax og Short Stirling udgjorde Lancaster grundstammen i RAF's Bomber Command under 2. verdenskrig.
Statistisk set, blev en Lancaster skudt ned på sit syvende togt, mens en Halifax blev skudt ned på sit fjerde. De ældre Stirling blev skudt ned på deres tredje togt, men det var før Luftwaffe fik intensiveret sine Nachtjagdgeschwader.
Lancaster blev forlænget som Avro Lincoln til brug for Tiger Force ved den planlagte invasion af Japan i 1945-46
Bell P-39 Airacobra var en amerikansk jagerbomber, som fløj første gang den 25. november 1939 og blev spået en lysende fremtid, især takket være dens 37 mm kanon. Bell begyndte at levere P-39 til det amerikanske flyvevåben (US Air Force) i begyndelsen af 1941.
Under luftkrigen over Stillehavet blev P-39's mangler imidlertid hurtigt tydelige. Dens motor var ikke udrustet med kompressor hvilket betød, at motoreffekten blev forringet i højder over 3.600 m, og flyet blev herefter udelukkende anvendt som støtte for styrker på jorden. Allerede i 1944 blev flyet trukket ud af aktiv tjeneste i det amerikanske flyvevåben.
Mange af flyene kom til Sovjetunionen som led i Lend-Lease. I alt blev der sendt ca. 5.000 P-39'er til Sovjetunionen, som hovedsagelig brugte dem som støtte for landstyrkerne.
Under 3.600 m havde P-39 bedre flyegenskaber end de tyske flytyper Bf 109 og Fw 190. Den havde især meget bedre svingradius. Af Sovjetunionens højest rangere flyveesser fløj over halvdelen P-39 Airacobra.
Boeing B-17 Flying Fortress ("Flyvende fæstning") er et firemotors tungt bombefly, udviklet i 1930erne for United States Army Air Corps (USAAC). Det konkurrerede imod firmaerne Douglas og Martin for en kontrakt på at bygge 200 bombefly. Boeings model (prototype Model 299/XB-17) havde bedre specifikationer end begge konkurrenterne, og overtraf USAACs krav til flyet. Selv om Boeing tabte kontrakten (til Douglas B-18 Bolo) fordi prototypen havarerede, bestilte USAAC yderligere 13 stk. B-17 til yderligere evaluering. Fra sin introduktion i 1938, blev B-17 Flying Fortress videreudviklet igennem adskillige designforbedringer,og endte med at blive verdens tredjemest producerede bombefly, efter B-24 og multirolle-flyet Ju 88.
B-17 gjorde primært tjeneste ved United States Army Air Forces (USAAF) og blev benyttet til dagangreb under 2.verdenskrigs strategiske bombekampagner imod tyske industrielle og militære mål. USAs Eighth Air Force, baseret på mange forskellige flyvepladser i det sydlige og mellemste England, og Fifteenth Air Force, baseret i Italien, komplementerede RAF Bomber Commands natlige fladebombning under arbejdet med at sikre luftoverlegenhed over byerne, fabrikkerne og krigszonerne i Vesteuropa, unde forberedelserne til invasionen af Frankrig i 1944.B-17 deltog også i noget mindre grad i Stillehavskrigen tidligt under 2. verdenskrig, hvor flyet udførte angreb på japansk skibstrafik og mod japanske flyvepladser.
Allerede fra starten havde USAAC (fra juni 1941, USAAF) betegnet flyet som et strategisk våben; det var en relativt hurtig og højtgående langdistancebomber, der havde ofret noget af kapaciteten til at bære bomber for i stedet at have en svær defensiv bevæbning. B-17 fik et positivt omdømme for robusthed, baseret på beretninger og fotos af svært beskadigede fly, der alligevel returnerede sikkert til deres baser. B-17 fik også et omdømme som en effektiv bomber, og endte med at nedkaste flere bomber end noget andet amerikansk fly under 2. verdenskrig. Af de 1,5 millioner tons bomber der blev nedkastet over Nazi-Tyskland og dets besatte territorier af amerikanske fly, blev 640.000 tons kastet fra B-17 bombere. I tillæg til flyets rolle som bomber, blev B-17 også benyttet som transportfly, ASW fly, til at styre droner, og som search and rescue fly.
I maj 2015 var der stadig ti flyvedygtige B-17; ingen af dem havde fløjet i kamp. I dusinvis af dem er opmagasineret eller udstillet statisk, f eks. på museer. Det ældste af disse fly er en D-model, "The Swoose", som fløj i kamp over Stillehavet og det Karibiske område.
Boeing B-29 Superfortress (model 341/345) var et fire-motors propel-bombefly. Flyet blev produceret for den amerikanske hærs luftvåben (USAAF) og blev brugt af USAF og US Navy, men også af udenlandske luftvåben, bl.a. Royal Air Force og Royal Australian Air Force. Det var et af de største og mest avancerede fly, som var involveret i 2. verdenskrig. Flyet var blandt andet udstyret med 10 fjernstyrede maskingeværer og trykkabiner. Da flyet blev udfaset i 1960'erne, var der blevet bygget omkring 3.900 stk.
B-29'ere bombede de japanske øer fra Kina (bl.a. 20th Air Force) og erobrede stillehavsøer (bl.a. 7th Air Force). Sovjetunionen og Japan var ikke i krig, før d. 8. august 1945. Amerikanske B-29'ere, der nødlandede på sovjetisk territorium, blev derfor tilbageholdt. Disse fly blev piratkopieret som Tupolev Tu-4 Bull.
B-29’eren er kendt som flyet, der kastede atombomberne over Hiroshima og Nagasaki ved afslutningen på 2. verdenskrig.
Boulton Paul Defiant var en britisk 1-motors jager. Defiant adskilte sig fra andre jagere ved, at den havde alt skytset i et elektrisk drevet kanontårn bag sin cockpit. Defiant blev udviklet som en interceptor til brug mod formationer af bombefly. En rolle, den fungerede i, hvis den ikke mødte på fjendtlige jagere, noget den ofte gjorde. Senere fik den en ny funktion som natjager udstyret med radar, en opgave, den udførte med større succes.
Tidligt i maj 1941 sendte Luftwaffe bombefly mod Greenock i Skotland. Angrebet mislykkedes, delvis fordi enorme bål var tændt inde i landet for at aflede Luftwaffe-piloter, men også fordi en gruppe Boulton Paul Defiant-fly, der øvede sig på natflyvning i Ayr, opdagede det tyske angreb. Boulton Paul Defiant-fly blev senere afskrevet som ubrugelige, men de fik faktisk spredt angrebsstyrken, hvad der reddede Greenock fra en ødelæggelse, der kunne være blevet lige så total som den, Clydebank var blevet udsat for i marts samme år.
Bristol Beaufighter var et britisk 2-motors tungt jagerfly udviklet fra torpedoflyet Bristol Beaufort.
Beaufighter blev bl.a. brugt af RAF under 2. verdenskrig som jagerbomber til støtte for landtropperne, natjager og torpedofly.
Bristol Blenheim var et britisk let bombefly, som blev udformet og bygget af Bristol Aeroplane Company. Flyet blev brugt i stort omfang i de første år af 2. Verdenskrig. Det blev senere ombygget til en vellykket langtrækkende jager og natjager. En canadisk version ved navn Bolingbroke blev brugt til antiubådskrig og som træningsfly. Det var et af de første britiske fly, som var udstyret med bærende stressed skin-metalkonstruktion, optrækkeligt landingsstel, flaps, elektrisk drevet maskingeværkuppel og propeller med variabel stigning.
Side 2 klik
