Slaget
Den polske maler og grafiker Stanisław Westwalewicz gjorde tjeneste i general Władysław Anders' 2. polske korps i Italien, og skabte denne propaganda-plakat med engelsk og italiensk tekst: "For jeres frihed, og vores"
Det første angreb indledtes ved Cassino den 11. maj kl. 23 med et massivt artilleribombardement fra 1.000 kanoner på 8. armés front og 600 kanoner på 5. armés front. Kanonerne var bemandet med briter, amerikanere, polakker, newzealændere, sydafrikanere og franskmænd. I løbet af 1½ time var angrebet i fuld gang i alle fire sektorer. Ved dagens begyndelse havde det amerikanske 2. korps ikke gjort store fremskridt, men deres kolleger i 5. armé, det franske korps, havde nået deres mål og spredte sig i Auruncibjergene mod 8. armé på deres højre fløj og rullede den tyske front op mellem de to hære. På 8. armés front havde 13. korps overskredet Rapido på 2 steder trods kraftig modstand (med den britiske 4. infanteridivision og den indiske 8. infanteridivision). Af stor betydning var det, at ingeniørtropperne i Dudley Russells 8. indiske division ved morgengry havde etableret en bro over floden, så kampvogne fra 1. canadiske pansrede brigade kunne komme over og give den støtte (som amerikanerne i den grad savnede i det første slag og newzealænderne i det andet), som skulle til for at afslå de modangreb, som uvægerligt ville komme fra tyske kampvogne. I bjergene ovenover Cassino kom de polske infanteriangreb ikke rigtig nogen vegne i tre dage og tilføjede begge sider store tab. Oberst Heilmann fra 4. faldskærmsregiment kaldte den ødelagte by for en "miniature Verdun." Den polske indsats er fortsat kilde til stor stolthed i den polske nation.
Om eftermiddagen den 12. maj blev brohovederne over Rapido stadig større trods voldsomme modangreb, mens udmattelseskrigen fortsatte ved kysten og i bjergene. Den 13. maj kunne effekten af det fortsatte pres begynde at ses. Den tyske højre flanke begyndte at give efter for 5. armé. Det franske korps havde erobret Monte Maio og var nu i stand til at give betydelig hjælp fra flanken til 8. armé, som Kesselring havde kastet alle til rådighed stående reserver imod for at få tid til at skifte over til sin anden forberedte forsvarsstilling, Hitlerlinjen, 13 km længere bagude. Den 14. maj trængte marokkanske Goumierer gennem bjergene parallelt med Liridalen i et terræn, som ikke var forsvaret, fordi man mente, at det var umuligt at trænge igennem, og flankerede derved det tyske forsvar og bistod dermed i betydelig grad 13. korps i dalen. I 1943 var Goumiererne kolonitropper, som var formeret i fire grupper af marokkanske taborer (GTM), som hver bestod af tre løst organiserede taborer (nogenlunde svarende til en bataljon), som var specialiseret i alpin krigsførelse. Juins franske ekspeditionskorps bestod af den marokkanske Goumierkommando (CGM) (med 1., 3. og 4. GTM) under general Augustin Guillaume med i alt ca. 7.800 kamptropper, nogenlunde samme infanteristyrke som en division samt fire mere konventionelle divisioner: 2. marokkanske infanteridivision (2 DIM), 3. algeriske division (3 DIA), 4. marokkanske bjergdivision (4 DMM) og 1. Frie Franske division (1 DM). Den 15. maj blev den britiske 78. division overført fra reserven til 13. korps og passerede gennem divisionerne ved fronten for at gennemføre det sving, som skulle isolere Cassino fra Liridalen. Den 17. maj forsynede den polske division sine angreb i bjergene. I de tidlige timer af den 18. maj fik 78. division og det polske korps kontakt i Liridalen 5 km vest for Cassino by.
Tidligt om morgenen den 18. maj fandt en rekognosceringsgruppe fra den polske 12. kavaleriregiment klosteret forladt og hejste et improviseret regimentsflag over dets ruiner. De sidste tyske faldskærmstropper (efter sigende ca. 200 mand), havde trukket sig tilbage den foregående nat, da deres forsyningslinjer var truet af fremrykningen gennem Liridalen og var gået i ny forsvarsstiling i Hitlerlinjen. De eneste tilbageværende forsvarere var en gruppe udtærede tyske sårede, som ikke havde kunnet følge med.
Hitler-linjen
Den 8. armés enheder rykkede op gennem Liridalen og 5. armé op langs kysten til Hitlerlinjen (som var blevet omdøbt til Sengerlinjen på Hitlers forlangende for at mindske betydningen hvis den blev gennembrudt). Et øjeblikkeligt opfølgende angreb slog fejl og 8. armé besluttede sig til at bruge tid på reorganisering. At få 20.000 køretøjer og 2.000 kampvogne gennem den ødelagte Gustavlinje var en stor opgave, som tog flere dage. Det næste angreb på linjen begyndte den 23. maj, hvor det polske korps angreb Piedimonte (som blev forsvaret af den navnkundige 1. faldskærmsdivision) på højre fløj mens 1. canadiske infanteridivision (friske fra 8. armés reserve) angreb i centrum. Den 24. maj havde canadierne gennembrudt linjen, og 5. pansrede canadiske division strømmede gennem hullet. Den 25. maj erobrede polakkerne Piedimonte, og linjen brød sammen. Vejen var ryddet for fremrykningen nordpå til Rom og videre frem.
Efterspil
Udbruddet fra Anzio
Mens canadierne og polakkerne indledte deres angreb den 23. maj, indledte general Lucian Truscott, som havde efterfulgt generalløjtnant John P. Lucas som chef for det amerikanske 6. korps, et dobbeltrettet angreb med anvendelse af fem (tre amerikanske og to britiske) af de syv divisioner i brohovedet ved Anzio. Den tyske 14. armé, som skulle modstå dette fremstød, havde ingen pansrede divisioner, fordi Albert Kesselring havde sendt sine kampvogne sydpå for at hjælpe den 10. tyske armé ved Cassino. En enkelt panserdivision, den 26., var undervejs fra området nord for Rom, hvor den havde været placeret som gardering mod det fingerede amfibieangreb og var således ikke til rådighed under kampen.
Clark erobrer Rom, men opnår ikke at fange den tyske 10. armé
Den 25. maj var 10. armé i fuld retræte, og 6. korps trængte som planlagt østpå for at afskære dem. Den næste dag ville de have på plads hen over 19. armés tilbagetrækningsvej og alle Kesselrings reserver ville være blevet indesluttet, hvis ikke general Mark Clark fuldstændig overraskende havde beordret general Truscott til at ændre angrebsretning fra nordøst i retning af Valmontone på hovedvej 6 til nordvest direkte mod Rom. Årsagerne til Clarks beslutning er uklare, og emnet er yderst kontroversielt. De fleste kommentatorer har peget på Clarks ambition om at være den første, som kom til Rom, om end nogen mener, at han ville give sine tropper en tiltrængt pause (selv om den nye angrebsretning betød, at tropperne nu skulle gennemføre et frontalangreb mod forberedte stillinger i tyskernes Cæsar C linje). Truscott skrev senere, at Clark "frygtede, at briterne lagde rænkefulde planer om at komme først til Rom," en fornemmelse, som tildels underbygges af Clarks egne skriverier. Alexander havde imidlertid klart defineret afgrænsningerne mellem hærene inden slaget, og Rom lå indenfor 5. armés område. 8. armé blev til stadighed mindet om, at dens opgave var at kæmpe mod 10. armé og ødelægge så meget så muligt af den, og derpå omgå Rom og fortsætte forfølgelsen nordpå (hvilket 8. armé rent faktisk gjorde, idet den generede 10. armés tilbagetrækning over 360 km nordpå mod Perugia i 6 uger).
Da det skete, var Truscotte chokeret, og senere skrev han:
(Jeg var paf. Dette var ikke tidspunktet til at trænge mod nordvest, hvor fjenden stadig stod stærkt. Vi skulle sætte al vor styrke ind i hullet ved Valmontone for at sikre ødelæggelsen af den retirerende tyske armé. Jeg ville ikke adlyde ordren uden først at have talt med general Clark personligt ... [men] han var ikke i brohovedet og kunne ikke nås, selv via radio. ... sådan var ordren, som flyttede hovedindsatsen fra styrkerne i brohovedet væk fra Valmontonehullet og forhindrede ødelæggelsen af den 10. tyske armé. Den 26. blev ordren sat i værk.")
Han fortsatte med at skrive
(Der har aldrig været tvivl i mit sind om, at hvis general Clark loyalt havde fulgt general Alexanders instrukser og ikke havde ændret min angrebsretning til nordvest den 26. maj ville det strategiske mål med Anzio være blevet opfyldt fuldt ud. At komme først til Rom var en dårlig kompensation for denne mistede mulighed.".)
En mulighed gik bestemt tabt og syv divisioner fra 10. armé [49] undslap til den næste forsvarslinje, Trasimenelinjen hvor de fik forbindelse med 14. armé og derpå gennemførte en kæmpende tilbagetrækning til den formidable Gotiske linje nord for Firenze.
Rom faldt den 4. juni 1944, kun to dage før invasionen i Normandiet.
Eftermæle
Evakuering, skatte og betydning
I løbet af slaget blev det gamle kloster på Monte Cassino, hvor Sankt Benedikt etablerede det første kloster efter benediktinske regler, fuldstændig ødelagt af bomber og granater i februar 1944.
I de forudgående måneder i det italienske efterår 1943 havde to tyske officerer kaptajn Maximilian Becker, en kirurg i Hermann Göring Panzer Division og oberstløjtnant Julius Schlegel fra samme enhed med stor forudseenhed foreslået fjernelse af Monte Cassinos skatte til Vatikanet og Engelsborg, inden krigen kom for tæt på. De to officerer overtalte de kirkelige myndigheder og deres overordnede chefer til at bruge divisionens lastbiler og benzin til formålet. De måtte fremskaffe det nødvendige materiale til at lave kister og kasser, finde uddannede tømrere blandt tropperne, rekruttere lokale arbejdere (som blev betalt med fødevarerationer og 20 cigaretter om dagen) og derpå lede det "enorme job med evakuering koncentreret om biblioteket og arkivet" en skat som "bogstavelig talt var ubetalelig". Rigdommene i klosterets arkiver og galleri omfattede "800 pavelige dokumenter, 20.500 bind i det gamle bibliotek, 60.000 i det nye bibliotek, 500 incunabula, 200 manuskripter på pergament, 100.000 tryk og separate samlinger." De første lastbiler med billeder af gamle italienske mestre var klar til afgang mindre end en uge efter den dag dr. Becker og Schlegel uafhængigt af hinanden kom til Monte Cassino. Hvert køretøj medførte munke til Rom som eskorte. Med over 100 lastbillæs tømte konvojerne omtrent klosterets munkesamfund. Opgaven blev afsluttet i de første dage af november 1943. "På tre uger, midt under en krig som var ved at blive tabt, i et fremmed land, var det noget af en bedrift." Efter en messe i basilikaen overrakte abbed Gregorio Diamare formelt underskrevne pergamentruller på latin til general Paul Conrath, til tribuno militum Julio Schlegel og Maximiliano Becker medecinae doctori "for at redde munkene og skattene i klosteret på Monte Cassino."
Monte Cassino og Cassino betyder noget forskelligt for de deltagende lande i slagene. For de Vestallierede taler monumenter og inskriptioner om Gud og fædreland og opofrelse og frihed. For polakkerne stod det som et "symbol om håb for deres land." For tyskerne og deres veteraner var det helt anderledes. Monte Cassino "repræsenterede det mod ... som deres soldater udviste over for de Allieredes materielle styrke," overlegne antal og overvældende ildkraft, et forvarsel om kommende begivenheder. De "kæmpede med ... stor færdighed ... Ingen forbrydelser knytter sig til tyskerne her, og der var ingen selvpåførte rædsler som ved Stalingrad," og – at de havde været i stand til at "redde skattene på Monte Cassino og museet og galleriet i Neapel [overlever som] et punkt for særlig stolthed."
Amerikanske militærhistoriske vurderinger
Den amerikanske regerings officielle stillingtagen til bombardementet af Monte Cassino gennemgik bemærkelsesværdige ændringer i løbet af et kvart århundrede. Visheden om "uomtvistelige beviser" for tysk brug af klosteret blev fjernet fra historien i 1961 af Chefen for militærhistoriens kontor. En kongresforespørgsel til samme kontor i 20-året for hændelsen afstedkom følgende udtalelse: "Det lader til, at ingen tyske tropper, bortset fra en lille gruppe militærpoliti, rent faktisk befandt sig indenfor klosteret" før bombardementet. Den endelige ændring af den amerikanske hærs officielle historie skete i 1969 og konkluderede, at: "klosteret var faktisk ikke besat af tyske tropper".
Wojtek
Blandt de mange forskellige slags tropper, som gjorde tjeneste ved Monte Cassino, var den mest bemærkelsesværdige nok en bjørn fra Iran, som havde navnet Wojtek. Den blev opfostret af og indrulleret i 22. artilleri forsyningskompagni i det 2. polske korps. Den bar artillerigranater under slaget.
Marocchinate
Dagen efter slaget drog fransk-marokkanske kolonitropper, som var tilknyttet det franske ekspeditionskorps hærgende og plyndrende gennem de omkringliggende bakker. Det rapporteredes, at nogle af disse irregulære enheder havde begået grusomheder mod de italienske bondesamfund i området.[60] Sådanne påståede forbrydelser blev kendt i Italien under adjektivet Marocchinate, som betyder "handlinger begået af marokkanere".
Den polske trompeter overkorporal Emil Czech spiller Hejnał mariacki, og forkynder dermed sejren.
Monte Cassino korset.
Straks efter at kampene var ophørt ved Monte Cassino, skabte den polske eksilregering i London Monte Cassino korset til minde om den polske andel i erobringen af dette strategiske punkt. Det var også på dette tidspunkt, at den polske sangskriver Feliks Konarski, som havde deltaget i kampene der, skrev sin hymne Czerwone maki na Monte Cassino (de røde valmuer på Monte Cassino). Senere blev der etableret en statelig polsk krigskirkegård, som tydeligt kan ses af enhver, som skuer ud over området ved det genopbyggede kloster.
Den britiske Commonwealth-kirkegård i den vestlige udkant af Cassino rummer britiske, newzealandske, canadiske, indiske, gurkha og sydafrikanske ofre for kampene. De franske og italienske døde ligger ved hovedvej 6 i Liridalen. Amerikanerne ligger ved Anzio. Den tyske krigskirkegård ligger ca. 3 km nord for Cassino i Rapidodalen.
I 2006 blev et mindesmærke afsløret i Rom, som hylder de allierede styrker, som kæmpede og døde for at befri byen.
Litterær inspiration
Ødelæggelsen af klosteret var inspirationen for Walter M. Miller Jr. til at skrive sin kritikerroste bog A Canticle for Leibowitz, som beskriver et klosterliv i en post-apokalyptisk verden. Han gjorde tjeneste som besætningsmedlem på et bombefly i det amerikanske luftvåben under slaget, og det var hans traumatiske førstehåndsoplevelse af ødelæggelsen af klosteret, som fik ham til at skrive bogen.
